De andre leged derude
i Vaarens skinnende Sol.
Den syge Broder sad stille
og vinterbleg i sin Stol.
Og beske Taarer han fælded,
mens lystigt de sprang afsted.
„Aa, lege lidt som de andre —
aa, lege blot en Gang med!”
Men da var der En, som lukked
den klagende Mund med sin,
og da var der En, som løfted
ham varligt fra Pudens Lin.
Mens Moderens friske Skare
fløj bort over Mark og Eng,
paa Skød hun favned sin lamme,
sin guldhaarlyse Dreng.
„Forstaar da ikke min søde,
at løb du ogsaa Tagfat,
sad Mor jo ganske alene
og følte sig rent forladt.
Men nu, naar de andre springer,
derude i Solens Skin,
saa sidder der En i Stuen
og klapper sin Mor paa Kind.
Han blev nok ikke hos hende,
hvis han til Legen fik Lov —
men derfor har svag og stille
hans Mor ham ogsaa behov.
Og saadan har hos Vorherre
hun selv ham engang bestilt,
at En hun dog maatte eje,
fra hvem hun aldrig blev skilt.
Nu kender du Hemmeligheden
— men den vil vi ingen betro.”
Og Drengen strøg hendes Kinder,
mens ganske sagte han lo . . .
Aa du, hvis Kærlighed favner
mer ømt end en Moders Skød,
tal saa en Gang til vort Hjærte,
naar lydt det klager sin Nød!
Tal saa til os, der er fangne
i Kummer trang og bleg,
som aldrig, glade blandt glade,
har leget Livets Leg.
Aa sig, at med brudte Lemmer
vi fremmer dit Ønske bedst!
Fortæl os, at just som slagne
vi kommer dit Hjærte næst,
at naar din blomstrende Skare
sig spreder paa Livets Strøm,
du trænger til skælvende Hænder,
som holder din Klædnings Søm . . .