„Din Broder skal opstaa!”
Joh. 11, 23.
— „Aa, borte du! En uendelig Ørk!
Jeg vader mig tung i Sandet . . .
Min Verden blev øde, tom og mørk —
og ingen „Guds Aand over Vandet” — —
En Sten mig skjuler det Klippehvælv,
hvor strakt du ligger bag Lagen.
Den Sten, den spalter mig fra mig selv,
den skiller fra Livet og Dagen.
Men sprængte jeg Stenen med blodig Haand,
det røved mig blot Forstanden,
at se dig snæret i Dødens Baand,
at se dig igen — som en anden . . .
Saa stræng som en Dom er den tavse Mund — —
den lagde sig varm mod min Pande,
mens stammende Ord — en Hvisken kun
fra Hjærtets dybeste dybe Grund —
bevæged Læbernes Rande . . .
Din elskede Haand — som Stenen kold!
Den hele mit Liv har baaret.
Om nu jeg kyssed den tusindfold,
den løfted sig ikke af Dødens Vold,
at stryge mig en Gang Haaret . . .
Din Arm, som var Hjem, som Fristed gav,
hvor Hjærtet trygt kunde havne,
den ligger nu strakt som en fældet Stav,
har glemt — har glemt mig at favne . . .
Dit Blik — dit lysende lyse Blik,
der havde min Soldag inde,
hvor Livet sin hele Klarhed fik,
det vil ikke længere skinne — —
nu famler jeg frem i Blinde.
Utænkelig Gru at se dig død!
Mod dette var Døden Vinding.
Aa — sænke til Glemsels Søvn i dit Skød
sin bankende hede Tinding! . . .
— Men borte du! Mit Liv er en Ørk —
jeg vader mig tung i Sandet.
Alverden er død, Alverden er mørk —
Guds Aand — — aa, dal overVandet!
— — — — — — — — — — — —
(En kommer.)
Du her! Saa kommer Du dog i Kvæld!
For silde du Vejen finder!”
Den Ene
— „Din Broder skal opstaa.”
— „Ja vel —- ja vel!
Naar Evigheds Sol oprinder.
Men — var du kommen, da Hjærtet skreg
om Hjælp i sin raadløse Kvide,
jeg havde ej set ham, isnende bleg,
drage sig bort fra min Side . . .
Jeg ser, du tænker, mig skete min Ret,
jeg høster nu, hvad jeg saa’de.
Du mener, jeg har min Synd forgæt,
Gengældelsens tunge Gaade.
Aa nej — men husk, den blev dyrt betalt,
mens Øjnene vaaged sig røde
ved Lejet, hvor Haabet blev slangekvalt,
og Livet siedes tildøde . . .
Var du dog kommen, før Kalkens Bund
til sidste Draabe jeg tømte!”
Den Ene
— „Din Broder skal opstaa.”
— „I evig Stund!
Om den vi alle jo drømte.”
Den Ene
— „Din Broder skal opstaa. Og tro blot Du,
da ser du Guds Herlighed skinne.” —
— „Aa Herre — men Hjærtet brast itu,
og intet kan rummes derinde!
Som her for din Fod jeg kaster det ned,
det er kun blødende Kærlighed
med tusind gabende Vunder------
og intet jeg tror — — og intet jeg ved —
blot dette, at Livet gik under!
Hvor finder jeg Tro? Den har jeg haft.
Men Tro er en Klippe af samlet Kraft —
— min spredtes for alle Vinde. —
Hvor skal, hvor skal jeg den finde!
Ja — „tro blot, tro” — hvor let er det sagt
Men Tro er et Under — Tro er Magt —
og jeg er til Døden brudt og forsagt. . .
Hvor skal, hvor skal jeg den finde!
— — — — — — — — — — — —
Aa, Herre — du har den inde! —
Har mer end nok for os begge to
du Kildespring for Alverdens Tro!
Hvor var mine Øjne dog blinde!
Og du kan hele det brudte Siv —
Saa hel mit Hjærte — og giv mig, giv
den Tro, du ved er fornøden —
den Tro, som er Under og levende Liv,
den Tro, som har Magt over Døden!”