Jul! Jul!
Hvide Vingers blændende Skjul
lagt som et dulmende Favntag om Lande!
Stjærne med flammende Solskins-Rande
sejrrig runden af Nattens Skød!
Lovsang med Brus af mange Vande —
vældende stærk og rislende blød!
Nyt fra oven! en Frelser fød!
Der vaagned et Barn under Stjærnesols-Kærte —
Himlen blev lagt ved et Menneskes Barm.
Men højt over Skyernes glidende Karm
rakte sig ud en Fader-Arm —
og Verden blev lagt som Barn ved Guds Hjærte . . .
Der stiger en Længsel hver Jule-Kvæld
efter Lovsangstoners sprudlende Væld,
— himmelske Røster, som hæves —
efter Engle-Vingernes sagte Sus,
efter Stjærne-Sol over lave Hus
men Længselen stiger forgæves!
Der kimer vel Klokker fra fjærn og nær,
og Sneens glitrende hvide Skær
med Stjærnernes sammenvæves . . .
Men lukt er det store Himmel-Rum,
hvor Natten skrider saa mørk og stum . . .
Ak, Længselen spejder forgæves!
Dog stilles end Sjælens dybeste Trang,
som da den steg over Bethlehems Vang
den straalende Jule-Kærte:
det Bud fra oven staar end ved Magt,
at Himlen i Menneske-Favn er lagt,
og Mennesket lagt ved Guds Hjærte!