Og den Gang Morgenens Røster
brød ind over Nattens Kvide,
og den Gang min lille Søster
— saa træt, saa træt af at lide —
forstod det, at Morgenrøden,
som varslede Dagens Komme,
for hende blev et med Døden
og meldte, at Livet var omme —
da baned et eneste Suk sig Vej:
„Gud hjælpe mig!”
Der hørtes ej mindste Klage
for Fremtid, som lagdes øde,
for svundne, kvalfulde Dage,
som sled hendes Hjærte tildøde . . .
Et Suk, et eneste, brød sig Vej:
„Gud hjælpe mig!”
— Jeg skimter, min lille Søster,
dit Ansigt blandt Bolstre hvide,
da Morgenens første Røster
dig meldte din sidste Kvide . . .
Nu kender jeg selv — nu rummer
mit Hjærte den Kval, som dræber
og alle Klager forstummer
paa stivnede kolde Læber — —
Et Suk — et eneste — bryder sig Vej:
Gud hjælpe mig!