Og Jakob blev alene — og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes.
1. Moseb. 32, 24.
Midnat er inde. Dagen er slukt
bag bundløse sorte Taager.
Hvert Menneske-Øje i Lejren er lukt.
Og Jakob er ene. Han vaager.
Den Nat har truende Rædsel at dølge
Esau kommer
som Hævner og Dommer
med firehundred Mand i Følge.
Og kom han ene og uden Sværd,
det kosted dog Livet, det Møde.
Med Esau er hele Dødsrigets Hær —
thi Esau er Jakobs Brøde.
Den gamle Skyld har rejst sig paany,
den lurer i Esaus Øje —
og næste Morgen i Blod vil gry
med flammende Lyn fra det høje.
Thi Esau kommer
som Hævner og Dommer.
Og gennem Esau en Større har Bud:
Gengældelsens Gud.
Hvem der? Det kommer. I mer end Løb,
i lynsnar, uhørlig Gliden . . .
Den sorte Nat er blot som et Svøb
om en eneste stirrende Viden
i endeløs Fremadskriden.
Det kommer nær — mer sugende nær
end Legem til Sjæl sig klæber . . .
Han kaster sig ned: „Du her! Du her!
Min Faders Rædsel! Højlovet vær,
du Syn, som uset mig dræber!
Du Liv eller Død — hvem ingen er lig —
jeg kysser din Klædnings yderste Flig . . .
Her er jeg — i Støvet bøjet.
Se Jakobs Hænder — saa mørke af Svig!
Hør Jakobs Røst, som har løjet!
Se Jakobs Legem, af Synd forbrugt,
hans Hjærte med gabende Vunde.
Træd ned! Du faar med en Døende Bugt,
hvis Dage var faa og onde. — —
— — Men bøj dig saa — velsign mig tilsidst
med Isaks udrakte Hænder!
Der ulmer dog inderst en levende Gnist —
der aander et Barn, du kender.
Det Barn har Retten. Du valgte det frit
til Arving for Land og Rige.
Jeg tog som Rov, hvad dybest var mit,
det bøder jeg for — men Valget var dit.
Det staar. Du kan ikke vige
fra det, som har Rod i dit eget Bryst.
Bekræft det nu her, min Sjæl til Trøst.”
I Mulmet forstummer Jakobs Røst —
den dør som et Raab i Ørken.
Den Nærhed, han følte, det er som den veg —
og slap ham af Hænde — og steg — og steg . . .
Da springer han op, af Dødsangst bleg,
og griber — med Afmagts-Styrken.
„Du kan ikke vige! Jeg slipper ej,
men fast til din Saal mig hæfter.
Jeg ved, du dræber — og vælger dig.
Saa knus mit Legem — hvad gør det mig,
naar blot du mit Liv bekræfter!
Dit eget Valg er mit Kongedom.
Her staar jeg — Du kan ikke støde det om.
Jeg staar — til du giver efter.
Du kommer i Mørke. Du slaar med Gys.
Jeg trænger igennem . . . Bag Mørket er Lys.
Jeg brænder mig Vej med den levende Gnist
— den naar dog ind i dit Hjærte tilsidst.
Og om du kun lidet en Fader ligner —
jeg slipper dig ikke, før du velsigner.” — —
De brødes . . . De brødes, mens Natten led,
og Mulm over Jorden var lejret,
til Solen frem over Højene skred —
da havde Israel sejret.
Velsignet stod han, da Morgenen randt,
og Førstefødselens Ret han vandt.
Hans Legem var lammet — men frelst hans Aand.
Han stred med Gud og fik Overhaand.