„Han lod ikke Skystøtten vige om Dagen eller Ildstøtten om Natten.”
2. Moseb. 13, 22.
Midt i den gnistrende gule Ørk
raged en Skystøtte nattemørk.
Højt i den svidende hvide Dag
drog sig dens bølgende Skyggelag.
Herren af Himlen for Folket skred,
hyllet i Taage og Dunkelhed.
— „Skygge du kaster, dyb og lang,
spærrer for Øjets spejdende Gang
spærrer for Fodens jagende Hast —
holder bag Mørkets Skranker den fast.
Vejen var solskinslys og let — —
Herren Jahvé er dens dunkle Plet.”
— Sortned dog Himlen som sorte Muld,
tændte sig Støtten som Morgenguld,
ledte den famlende, snublende Fod
frem med sin lysende Straaleflod,
talte til Hjærtet, med blodrødt Baal,
glødende Tungers Guddoms-Maal.