„Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke.”
Rom. 8, 26.
Aa Himmellue, som skjuler din Glød
bag spilede Duevinger,
som ud fra det evige Guddomsskød
i lysende Flugt dig svinger —
du dvæler ej blot paa Paradiskyst,
i fjærneste Højloftssale.
Det ved jeg om Duen med snehvidt Bryst,
det ved jeg om Duen, min Sjæl til Trøst,
saa nederlig kan den dale.
— Vi gemmer en Afgrund, skummel og trang,
som Hjærtets lønligste Vunde;
vor Tanke stanser paa Bredden sin Gang —
saa dybt kan dens Blik ej bunde.
I Dybet skælver en Skyggehær
af Suk uudsigelige.
De fjæler sig bundne i Mørket dér,
thi aldrig de evned at stige.
Kun du kan finde i Afgrunden ned
det Midnatssvælg i vort Indre,
og dér, hvor aldrig en Straale gled,
og dér, hvor aldrig en Stjærne skred,
saa hvid som en Stjærne tindre.
Du sænker din Vinges blændende Skær
blandt Dybets natlige Kløfter — —
og stiger op som et susende Vejr,
mens hele den lænkede Skyggehær
paa Flugt mod Lyset du løfter . . .