„Hvo, som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.”
Matt. 10, 39.
Der var en Moder, som vugged sin Spæde.
— Fra Klokketaarne det ringed til Jul.
„Nu Kirkevejen de andre træde —
med bøjet Hoved jeg kryber i Skjul.”
Der sad en Moder og vugged paa Arme
sit Barn i Mørke og Kuldegys.
„Din Arne-Ild er mit Hjærtes Varme,
min Julekærte dit Øjes Lys!
Lad andre nævne dig Mørkets Gave,
en Frugt af Skændsel og Syndefald —
for mig har du skabt en Paradis-Have,
en stjærnebeskinnet Bethlehems-Stald.
For mig er det mer end Jomfru-Ære,
langt mer end det reneste, pletfri Navn,
et aandende Liv med Fryd at nære,
og gemme en levende Sjæl i Favn.”
Der sad en Moder og sang for sin Spæde.
— Fra Kirketaarne det kimed til Jul.
„Sov sødt, min Ære, mit Liv, min Glæde!
For Himmerig bytted jeg næppe mit Skjul.”
Men da Midnatstimen sænkede ned
sit rugende Mulm over Lande
et Straaleskin gennem Døren gled,
og Jomfru Maria i Kammeret skred
med Gloriering om sin Pande.
Hun sagde: „Følg mig til Bethlehem brat,
om end du er mat og mødig.
Thi du skal nære mit Barn i Nat —
den Hellige har dig nødig.”
Og Moderen op af Sengen for —
og svøbte sig ind i sit Lagen.
Hun fulgte den hellige Jomfrus Spor,
som mod sin Vilje dragen.
Da hørtes den svage, gispende Lyd,
en Moder ene kan nemme.
Hun vendte sig brat: „Mit Hjærtes Fryd!
Jeg bliver, jeg bliver herhjemme. — —
Nej, hellige Jomfru — jeg har ikke Lov
mit eget Barn at forlade.”
Men Svaret lød: „Han har dig behov.”
— — Saa stod de paa natlige Gade.
Husene veg — og flyvende Skyer,
snehvide Landskaber suste forbi.
Ud gennem Skove og slumrende Byer
traadte den Jomfru en lysende Sti.
Moderen fulgte, som gik hun i Drømme,
mærked som Ild om hvert eneste Fjed
Barnetaarer i brændende Strømme — —
Hjærtet krymped sig angstfuldt derved.
— „Aa hellige Jomfru, det er ikke ret,
du kalder mig bort fra mit eget!
En Moder, som har sit Barn forgæt’,
den helligste Pligt har sveget.
Min Spæde forsmægter og lider Nød.
Din gaar blandt Engle fra Skød til Skød
hos ham er jeg overflødig!”
Men ubarmhjærtig klart det lød:
„Den Hellige har dig nødig.”
I Østen steg en Stjærne frem,
hvis gyldne Straaleflod
dem viste Vej til Bethlehem,
hvor Livets Vugge stod.
Og under dagklar Midnatssky
de vandred tyst mod Davids By.
Men dybt i Hjærtets mørke Nat
der jamred Barnegraad —
og Tanken søgte — ør og mat —
og fandt paa Snildheds Raad:
„Aa, hellige Jomfru, det er ikke ret,
at jeg skal den Himmelske pleje!
Thi rører jeg ham, det sætter jo Plet
jeg kommer fra Mørkets Veje.
Min Kærligheds Kilde sprang i Dynd
— om ogsaa den skyhøjt stræber —
min Næringsdrik er bitter af Synd,
blir Gift for hellige Læber.
Det baader dig selv at give mig Lov
hjem til mit eget at vende . . .”
Men Svaret lød: „Han har dig behov.”
Og gennem Ørk og susende Skov
det bar imod Verdens Ende.
Der er ej saa bitter Elende,
ej Flintesten saa skarp under Fod,
som Ryggen at skulle vende
til den, vort Hjærte er vendt imod,
som holder vort Liv ihænde —
der er ej saa bitter Elende . . .
Og Timerne led,
mens fremad de skred
ved Stjærnestraalerne milde.
Og Tornene Hjærtet sled og rev,
til alle Moderens Tanker blev
af Smerte vilde.
Hun kasted sig ned —
hun greb om den Helliges Kjolesømme — —
hun Hænderne vred
for Kalken saa besk at tømme.
Hun skreg, mens Graaden i Strømme
sved hende Kinderne røde:
„O miserere, Maria!
Nu lægges mit Hjærte øde!
— — — — — — — — — — —
Aa, kom det ihu — aa, kom det ihu,
om ogsaa den Synd, der volder dig Gru,
ved mig og ved Barnet klæber,
saa elsker jeg dog min Skat som du
— og denne Time ham dræber!
Aa, husk, at den, der jamrer i Nat,
forkommen, forladt derhjemme,
er dragen dog, som din hellige Skat,
af Moderlivs blødende Gemme! — —
Og var end Himlen mig nok saa vred,
saa har jeg min Elskovs-Brøde
tifold betalt med alt, hvad jeg led,
mens her du kold og skaanselløs skred
og slæbte mig halvt tildøde!
Men kræves der endnu strængere Bod
for Lovens Gud at formilde —
saa har jeg Taarer, saa har jeg Blod
— aa, rør ikke Næringens Kilde!
Byd — og Havets skummende Vover
som Mælk vil sprudle af Karret over!
Maatte du Moderbrystet tømme,
røve min Skat dets varme Strømme! — —
Byd — og Himlens stjærnede Rund
bliver et Leje for Barneblund!
Hold mig blot ikke længer tilbage!
Hører du ikke mit Hjærtebarn klage?
Dronning for alle de gyldne Kloder,
Himlens lysende, rene Brud,
mit martrede Hjærte skriger det ud:
Du er ikke Moder . . .
Jeg trodser dit Bud!
Vejen tilbage skal nok jeg finde —
slaa mig kun Øjnene blinde!
Sluk hver Stjærne paa Himlens Hvælv!
Hjem jeg flyver paa susende Vinde — —
Moderhjærte leder sig selv.
Aldrig det Krav kan komme fra Gud,
som Kærlighedsbaandet bryder!
Kærlighed sprang af Guds Hjærte ud —
Guds Hjærte i den vi lyder.
Himmerigs Dronning, jeg trodser dit Bud!
— — Hør, hvor det jamrer sig, hør!
O miserere, Maria —
mit Barn, mit Barn — — det dør!” — —
Men Jomfru Maria bøjed sig ned,
af Glorieringen omstraalet:
„Han har dig nødig, min Kærlighed.”
— Og da var de fremme ved Maalet.
Med taareblindede Øje
hun skimted næppe det lave Tag,
som gemte Himlens signede Dag
bag Portens lukkede Fløje.
Dér vifted i Englevinge-Sus
den Stjærnes viede Kærte . . .
Men da hun tren i det hellige Hus,
det var som brast hendes Hjærte — — —
Brast ud, brast ud i stammende Ord,
hun ævned ej selv at føje . . .
De blødte sig frem i Lovsangs-Spor
— en bristende Genlyd af Jubel-Kor:
„Lovet være Gud i det Høje!
Og Fred — hans Fred paa Jord! . . .
Aa, du — du eneste jeg ved!
For mig den lange Vej du skred —
nu hviler du dig mødig!
For mig, for mig, du kom herned
aa ja — du har mig nødig!
Du har mig nødig, for min Gæld
titusindfold at slette —
for med dit Hjærtes røde Væld
min hele Sjæl at tvætte.
Du har mig nødig, for mit Liv
af Dødens Haand at vriste
og fæstne ved et Almagts Bliv,
hvad snart jeg skulde miste.
Det ved jeg jo, at hvadsomhelst
af mit du end vil kræve,
du ønsker kun, for frit og frelst
til Himlen det at hæve.
Saa tag mig hen — med Livs Forlis
og hav mig evig nødig —
at aldrig i Guds Paradis
jeg bliver overflødig!
Aa, hvil dig ved mit Hjærte tæt,
mit Hjærtelivs enbaarne!
Til mig har du alene Ret.
Saa tag mig hen — trods Skyld og Plet
fra Evighed din kaarne!”
— — — — — — — — — — —
— Hun slæbte sig frem paa skælvende Knæ,
hvor Foden ej mægted at træde . . .
Men dukket blandt Lin, i Vuggens Læ —
hun fandt sin slumrende Spæde.
I Bethlehems-Staldens signede Skjul
hun fandt sin enbaarne Spæde — —
— Og Klokkerne bar med Bud om Jul
til Jord al Himmerigs Glæde . . .