Det volder en endeløs Kvide,
at dybt i hvert Menneskes Side
maa Hjærtet i Ensomhed banke,
at aldrig den Time vil fødes,
hvor Hjærte med Hjærte kan mødes,
forløst fra den skillende Skranke.
Hvad Kærligheds Fryd der end findes —
den Smærte kan aldrig forvindes,
at Hjærtet er ene . . . Bag Stængsel.
Jeg bar paa den sugende Klage,
saa længe jeg husker tilbage,
saa længe jeg her var i Fængsel.
Den vakte saa tidlig min Higen
til ubevidst, famlende Stigen
mod Landet med Dagning om Panden
hvor Tanker skal mødes som Hænder
hvor inderst vi kendes og kender,
hvor Hjærter skal slaa mod hinanden
— forløst fra det ensomme Kammer —
og smeltes i hellige Flammer
for evig til et med hinanden!