Jeg stirred ind
i Nattens dybe, stjærneløse Mørke.
Den vilde Vind,
som blæste Dagen lang med Jævndøgns-Styrke,
var gaaet træt til Ro med Graad paa Kind.
Da hørte jeg
et Vingeslag, som kløved Mulmets Bølger.
Det løfted sig
saa højt, som Tanken kun med Svimlen følger . . .
Mod fjærne Sollys-Steder gik dets Vej.
Jeg intet saa —
kun Vingeslagets Længselssus jeg hørte,
den Sjæls-Attraa,
som gennem Nattens Taage-Vidder førte.
Dens Genlyd blev til Sang, jeg gemmer paa.
— Og naar jeg staar
og stirrer ind i større Mørkes Øde,
imod mig slaar
det Sus med Bud om Liv i alt det døde,
af Fugletræk, som gennem Natten gaar.