Han løfted op sin Togas Fold
og hylled til sin Pande.
Saa gav han sig i Dødens Vold,
lod selv sig overmande.
Hans Øje saa det ene Syn,
der ramte Hjærtet med sit Lyn —
det tog hans Fodefæste:
forraadt af Hjærtets Næste.
„Brute, et tu!” — stød ikke til!
Det Syn er nok. Det dræbe vil.
Han løfted op sin Togas Fold
og hylled til sin Pande.
Hans Sjæl var bleven træt og kold
af Liv i Jordens Lande —
han hilste Lethes Strande.
„Brute, et tu!” — er Verden død,
der kan ej leves længer!
Nu er kun Ly i Flodens Skød,
som Mindet ude stænger.
Langt bedre aldrig mer at se,
naar Syn er blevet Dødsens Ve!
Han løfted op sin Togas Fold —
forblødte tavs derunder.
Snart laa han stiv og hvid og kold
af røde Daggertvunder.
Men det, som selve Livet brød,
— „Brute, et tu!” — var Syn til Død.