Hun bar en Perlering om sin Pande,
dens Glans var slukket og mat.
Han sagde: „Den trænger til salte Vande —
den længes mod Havbundens svale Lande.
Kast den i Bølgernes brusende Nat,
i det dybeste Dyb
blandt Tangskov og Kryb.
Saa skinner hver Perle med Regnbuerande.”
Hun lo: „Saa havde jeg Smykket mistet!
Før maa det tabe lidt Glans!” — —
Og hen over Tavlgulvet, runeristet,
gled Foden søgende, lykkefristet,
til Elskovsleg og svimlende Dans . . .
— Men da Festen var endt,
var Bladet vendt — —
Thi Hjærtets dyreste Glæde var bristet.
Og Smykket faldt fra den bøjede Pande —
og dybt fra det skjulte Dyb
vælded der Bølger — havsalte Vande . . .
Det risled om Perlernes blegede Rande,
som drømte de atter blandt Tangskov og Kryb.
Men Klarhed de vandt
ved Graaden, der randt . . .
— — — — — — — — — — — —
Hun bar dem i nyfødt Glans om sin Pande.