Den arme Sjæl var i Skærsilden kommen.
— Hjælpe os Gud af Naade —
Dér skulde den lutres en Stund før Dommen.
— Saa fanger vi Fryd for Vaade. —
En Engel, som vogted de Luer blaa,
den ynked af Hjærtet og taled saa:
„Du Stakkel, jeg vilde dig gerne husvale!
Men Luen dig renser til Himmerigs Sale.”
— „Lad brænde de Luer, de Luer blaa!
den Smerte jeg agter kun lidet paa.
Min Hjærtenskære mig volder den Klage,
ham lod jeg paa Jorden i Graad tilbage.
Min Hjærtenskære mig undte saa vel,
at skilt fra mig han sig sørger ihjel.
Aa, kunde jeg ned til min Kære stige,
et Ømheds Ord ham i Øret sige
og stryge en eneste Gang hans Haar —
med Glæde jeg brændte i tusind Aar!”
Og Englen lagde sin Finger paa Munden:
„Velan, jeg dig løser. Men kort er Stunden.
Et Øjeblik tør du din Elskede se —
men siden fordobles din Skærsilds-Ve.
Et dyrekøbt Nu dig undes at nyde,
og — maatte du ej dit Ønske fortryde!
Thi hvis din Hjærtensven er en Mand,
han misted dog knap af Sorg sin Forstand.”
Og Sjælen fløj bort, til Jorden at drage . ..
— Men, lidet derpaa, den sneg sig tilbage.
Var bleven saa stum, var bleven saa hvid —
gik tyst at pines den dobbelte Tid.
Og Englen spurgte: „Har Glæde du høstet?
Og fik du din Kære for Savnet trøstet?”
Men Sjælen sænked sit Hoved ned,
som en, der ej Ord for Kvalen ved.
Saa lod den sig favne af svovlblaa Luer,
som en, der ej længer for noget gruer.
Men Englen talte: „Sjæl, du er fri.
De lutrende Kvaler er alt forbi.
Mod Himlen du tør dig med Lovsang svinge,
den troløse Haand har frigjort din Vinge!
Thi tusind Aars Pine paa Skærsilds-Baal
den skænked dig nys i den ene Skaal.”
Da talede Sjælen — som Harper klinge:
„Velsignet den Haand, som har løst min Vinge!”
Den svandt som et Lyn — med stillet Savn,
— hjælpe , os Gud af Naade —
thi Himlen var kun én Kærligheds Favn . . .
Dér fanger vi Fryd for Vaade.