Som Sørgefaner i Kirkekor
de mørke Grene slæber mod Jord . . .
Og ind under Graners susende Nat
der snor sig en Sti — er tom og forladt.
Der snor sig en Sti — og der vandred to . . .
Saa tryg af Lykke hun sagte lo.
Det stemte hver Fugl i Skoven til Sang
at høre de Fodtrins Enheds-Klang.
— Den Sti er tom — for der gaar kun én.
Det lokker ej Sang fra nogen Gren.
Den Sti er tom — og af Liv forladt
den snor sig ind under Graners Nat . . .