Rønnen har sat Koraller i Haar,
og Vildvin har Skarlagens-Slæb.
Stumt er hvert eneste Fuglenæb,
og Blæsten med Vingerne slaar.
Solen fra Skyernes Rifter misser
mod Havens blødende Berberisser,
nikker Farvel — Farvel for i Aar!
Storken er fløjet mod Nilens Væld,
dens Rede staar gabende tom.
Lyngen er brun langs Bakkehæld,
og Blomsterne gik, som de kom.
Natten har lagt sine lyse Klæder,
og frem i sorteste Fløjl hun træder —
Stjærnernes Bælte slynger hun om.
Træerne fælder det gule Blad —
hver Stilk er saa bristende skør!
— Det er blot, for to maatte skilles ad,
den lystelig Sommer hun dør.
Thi Sommerdagen med Solskinssmykke,
den randt af Hjærternes Samværs-Lykke —
visner og slukkes bag Taagens Slør. — —
Den lystelig Sommer, hun dør — hun dør . . .