„Var der røde Hybenroser
langs den Eng, du kom forbi?
Var der tusind smaa Konvaller
over al den Kirkesti?
Var der Duft igennem Skoven
som af dugget Gedeblad?
Var der hvid Vanille-Orchis,
slank og fin i sluttet Rad?”
— „Roser var der, røde Roser
over al den Kirkesti.
Brudehvide smaa Konvaller
nikked, hvor jeg kom forbi.
Gedeblad om hver en Stamme
vandt en gylden Højtidskrans.
Slank og fin Vanille-Orchis
over Græsset gik i Dans.
Alle Skovens glade Fugle
sang og lo bag Løvets Tag,
og ved hver en dunet Rede
pusled to den ganske Dag.”
— „Gærdets vilde Hybenroser
længst har fældet hvert et Blad,
Blomsterduft og Fuglekvidder
følges ikke længer ad.
Men de røde, røde Roser —
i dit Hjærte sprang de ud,
i din Tanke, lys af Glæde,
stod de tusind Blomster Brud.
Og jeg ved foruden Spørgen,
— spurgte jeg, du svared ej —
hvem der vandred ved din Side
langs den hele Kirkevej.”