Et Kongebarn gaar i den Foraars-Skov,
hvor Fuglene kvidrer til Livets Lov
med jubeldirrende Tunge,
hvor Blomster som Sne og Blomster som Guld
vælder i Klynger af sprængte Muld,
saa friske, saa duftende unge!
Som Fuglen synger, hans Hjærte slaar,
i fulde Bølger den Længsel gaar,
der bunden om Vinteren hviler —
og han vilde favne al Jordens Rund
og tusindfold kysse hver Blomster-Mund,
som rækker sig opad og smiler . . .
— Der er En, som ønsked i samme Stund:
aa, var jeg en Blomst i den Foraars-Lund,
som sprængte sit Vinter-Fængsel,
for — hvid eller gylden — ved Bøgerod
at lyse for Kongebarnets Fod —
og vække et Fnug af hans Længsel!