Der faldt Sne i mit Haar,
da jeg løb dig i Møde.
Hver Lok, som kruset om Panden staar,
blev tindrende hvid som den hele Gaard
af Flokke, dalende, bløde . . .
Jeg lo og raabte, at næppe nok
du gætted, hvem det kunde være!
Da kyssed du hver en pudret Lok
og hvisked — du kæreste Kære —
at aldrig du skued den varme Lød
saa frisk over Kindens Bue,
at aldrig var Læben saa hybenrød,
saa straalende Øjets Lue —
at just bag de gnistrende hvide Haar
var jeg din elskede unge,
blomstrende Rosenvaar! — —
— Naar det næste Gang sner
i Haarets lokkede Bølger
og jeg ikke — som da — ved Synet ler,
men mod alle de dalende Flokke ser
med Smerte, jeg tyst fordølger —
da kysser du dog, ej sandt, endnu
Lokkernes sølverne Strimer?
Og hvisker de Ord, der kimer
som Glædesklokker dybt i min Hu
med Bud om festlige Timer —
at end bag de blændende hvide Haar
er jeg din elskede unge,
straalende Hjærtevaar!