Hvor Himlen buer sig tindrende blaa,
min Hjærtenskær!
Og Marken har Smykket af Guldaks paa!
Saa vidt vort blændede Øje kan naa,
et lysende Flimmerskær!
En eneste Plet — en Lærke graa,
som kvidrer med spilede Vinger . . .
Nu bliver den borte i Lyset selv — —
men klart endnu fra det rene Hvælv
en trillende Lovsang klinger!
— Og var jeg selv som den Lærke graa,
der døde i Lyset hen,
en Plet, der mørkned din Himmel blaa,
— min Hjærtensven —
hvor gerne jeg skulde med Vingen slaa,
til ganske jeg kunde forsvinde,
naar blot der leved, min Hjærtensfryd,
hvor jeg maatte dø, en Lovsangslyd,
der drog imod Sollys-Tinde!