Jeg husker et bølgerillet Sand
i bløde, hvidlige Flager —
og et endeløst, solblinksprøjtende Vand,
der bragende skyller sit Skum mod Land
og Øjet sugende drager.
Og en lille dansende, blegrød Prik
jeg øjner paa Sandets Flade.
Den bli’r hvid i næste Øjeblik
— for Prikken skal ud at bade.
De blegrøde Sløjfer løses op,
lidt Linned skubbes tilside,
og en lille, elfenbensskinnende Krop
smutter af Tøjet med muntre Hop,
farer i Vandet, hvor Fødderne glide . . .
Og ser det vældige Vesterhav
— en Hær af Bølger i skummende Trav —
fnysende mod sig skride . . .
Det bundløse Gab, der sluger alt,
hvad ned i dets spilede Kæber faldt!
— — Et ynkeligt Skrig der lyder,
mod buttede Arm blir Ansigtet gemt
og Mor med Dødsangst i Haanden klemt . . .
Men Havet mener det ikke saa slemt,
hvor gnistrende vredt det syder.
Det kender dog selv til at vugge paa Arm
og nære hjælpeløst Liv ved sin Barm.
Det er, som med Ømhed, levende varm,
det fatted, hvad Skriget betyder.
Det tysser paa Bølgernes kaade Larm
og strækker dem flade paa Sandet
som logrende Dyr for den Dukke-Fod,
der, krummet af Skræk, i Brændingen stod
og higed tilbage mod Landet.
Da stanser det hjærteskærende Skraal —
thi Bølgerne løfter den spæde Saal
saa varligt som blide Hænder.
De slikker den lille hvælvede Vrist,
de kildrer om Læggen og sender
Sprøjt imod Brystet — nej, det er vist,
vil Bølgerne slet ikke andet,
er det Leg blot at gaa i Vandet!
Det Hav — det er dog en skikkelig En!
Og Modet vokser. Smaa spjættende Ben
plasker og jager mod Strandens Sten
funklende Stænk under Jubel-Latter . . .
Den spinkle, elfenbensskinnende Krop,
saa spænstig og let som en springende Top,
dukker og pruster — og dukker atter,
basker og stamper — — vil slet ikke op —
maa hales tilsidst ud af Vandet . . .
— Og den lille bitte, blegrøde Prik,
der Vesterhavet besejret fik,
ser jeg danse hen over Sandet . . .