Paa Marken hist over Højen
blandt gyldne Bølger af Rug
dér spiler Valmueblomsten
sin blodrøde Bannerdug.
Den hejser Jubelens Fane
for Solen paa grønne Stang.
For Solen blusser og vajer
og gløder den Dagen lang.
Fra luende Blade gjalder
Sejers-Fanfaren mod Sky —
til Solen sænker sin Pande
mod Bølgers kølige Ly.
Da falder Flaget — det synker
mod Jord i bristende Glød . . .
Den svimlende Fryd, det meldte,
med Solen er slukt og død — —
— Og gaar Du ved Kvæld gennem Rugen,
du bliver om Hjærtet trang
ved dér at finde den grønne,
den kullede Bannerstang.