Man skal altid i Seng, naar man morer sig bedst!
Se, nu var man Kusk, og Morfar var Hest —
men saa kommer Mor i Haven og siger:
det er Sengetid for alle smaa Piger.
Man græder først lidt — saa be’r man sig fri —
saa piler man ned ad den Stikkelsbærsti . . .
Saa ler man igen — og man la’r sig fange.
Men Morfar skal kysses — blot tyve Gange!
Saa op ad Trappen — det gik i en Fart!
I Sovekammeret er der dog rart,
og Sengen er redt med snehvide Puder
— men „Nissemand” ligger paa Tæppet og tuder.
Det Skind, han har længtes — idag var han glemt!
Han skal med i Seng, det er li’saa bestemt.
Men først skal man vaskes — og Guldhaaret redes
— saa puttes man ned — og saa skal der bedes . . .
Her er saadan en underlig, dejlig Ro . . .
Langt borte paa Marken der brøler en Ko
og Mor vil blive saa længe herinde,
til Englenes Øjne begynder at skinne.
Om Dagen de leger i Himlen Tagfat,
men vaage — det maa de hver eneste Nat
og kige til mer end tusinde Senge
med artige, sovende Piger og Drenge.
De sidder deroppe og passer paa,
at ingen Fortræd skal Børnene naa,
at der ikke skal komme en Kat i Stuen,
og ikke en Røver — med Fjer i Huen.
De blinker med Øjet — som gennem et Slør —
nu tænder de Maanen — — og Hektor gør . . .
Saa suser det lidt fra de store Skove — — —
Aa, nu er det dejligt, at man skal sove!