Det bliver tyst i Byens Parker,
og Mulmet siver om Bondens Marker.
I Byen strør Aftnen blændende Løgne,
og Lasterne ler med lynende Øjne.
Bonden vandrer hjem, hvor han bor,
hans Hænder lugter af svanger Jord.
Siden han æder ved Arneluen,
dér driver en Duft af Dyner i Stuen.
Aftnen siver langs dugvåd Eng,
og Bonden går træt i sin Arveseng.
Dér sover han ti Timer trolig
— i Byen sover man ikke så rolig.
* * *
Jeg har været ude at vandre
og tænkt på een og tænkt på andre.
Jeg gik mig træt, men Hvile jeg fandt,
jeg ligger her på Grøftens Kant.
Jeg stirrer op mod Himlens Hvælv
— man længes stundom bort fra sig selv.
Jeg glemmer, jeg gennemblødes af Dug,
det er som jeg hørte Stjernernes Suk.
Vi er ikke gode, vi vil det så gerne,
— men Livet er svært på hver syndefuld Stjerne.
* * *
Det dybe Mørke standser min Ånde,
jeg griber et ensomt Lys i min Vånde.
Om netop her mit Liv var til Ende!
— Månen skinner! Stjernerne brænde!
Om jeg nu mærked mit Hjerte briste,
og ingen det så, og ingen det vidste!
Vi bliver glemte, så snart vi dør
— Stjernerne skælver i Mørket som før!
Så rådner vi op, og Mulden vi gøder
— men den, vi elsked, af Livet gløder.
* * *
Månen skinner, Stjernerne brænde
— mit Liv er ikke her til Ende.
Jeg vil atter til Staden vandre
og tænke på een og glemme de andre.
Voldte jeg dig de sviende Dage,
du er dog alt, hvad jeg har tilbage.
Jeg kommer til dig, skønt det er silde,
Livet har gjort mig ydmyg og stille.
Du tager mit Hoved i bønlige Hænder
— jeg glemmer Livet, jeg glemmer, det ender.
Du skjuler, hvor gerne du vilde græde
— jeg volder dig Sorg, som du lønner med Glæde.