Aften.
Aften over Florents.
Hør de små, blide Klokker
som Sølvmunde!
Sagte betror de Luften
deres barnlige Fromhed.
Man kunde tro,
at klare Englesjæle
smilte og drømte
i det lyse Metal.
Men der er også Malme
med dybere Mæle,
mørke Prædikanter,
strenge Eneboere,
som fra deres ensomme Lydhuller
udsender barske Besværgelser
over den bange By.
O, du Florents!
har du tvættet dig ren?
Er du stemt til at knæle,
hvor de viede Kærter vifter
ved Bønnens Altre,
nu Tusmørkets Ydmyghed
fylder alle Hjerter?
. . . Men du sukker, Florents,
du sukker af verdslig Lyst.
Der ligger du og kogler i Måneskinnet,
hvid og længselsfuld
venter du med et blufærdigt Elskerindesmil,
at Natten på sine Silkesko
skal skynde sig til Stævnemødet med dig.
Dér ligger du, svanger og hed som en Jomfru
på sit første Elskovsleje.
O, Florents!
dig kalder Himlen forgæves,
sålænge du har Jorden!
— — Hvor er du henne, Michelangelo,
du, de gysende Kvinder kalder grim,
medens de ublu drømmer
at den Stygge kan være varmblodig?
Hvor er du henne, Michelangelo,
du, som skrækker en Mand,
første Gang han ser dig?
Hvilke nedrige Laster
bedriver du
i den blide Aften?
Drømmer du om et Værk,
hvis Basuner
skal styrte alle Mure?
Eller gemmer du dit mishandlede Ansigt
for de klare Kærter?
Tør du ikke lade dem se
dit Had til Livet,
du grådfulde Grubler?
Jeg kom fra et Gæstebud,
hvor de trinde, hvide Kærter
kosteligt drypped
i kunstigt vredne Stager.
De saftige Stege knaste på Spiddene,
og Vinen klukkede
i drevne Kander.
Florents’ Kunstnere holdt Fest.
Klirrende Ord taltes om Fremtiden.
Hver af de unge Galninge
var rede til at vinde en Verden.
De vekslede højsindet Venskabspanter
og hilste hverandre som sejrrige Sammensvorne.
For du var ikke tilstede, du store Skræmmer!
— du med din mismodige Mund
og dine forgræmmede Øjne,
skønt de kalder dig den Største!
. . . Gennem de højtidelige Buevinduer
strømmer Skumringen ind,
grå og kummerlig
som en gammel Mands Sjæl.
Er det Marmor,
de tunge Skikkelser,
der truer i Mørket?
Foden vakler
mellem Vrag af Statuer.
Et våndefuldt Gudehoved
ser op — lemlæstet af et Slag —
med et brudt Smil
om den kvæstede Mund.
Men på en Marmorblok
sidder han, Florents frygter,
træt som et Lastdyr,
tavs af Jammer,
med det bistre Hoved
sænket i sine Hænder.
Man kalder dig Gudernes Yndling,
Michelangelo.
Florents’ Kunstnere
kysser ærbødigt dine Fødder,
og mangen brusende Frue .
bad dig gerne bestige sit silkestukne Leje
og strøg med klog Ømhed
din pinte Pande til Ro.
Gudernes Yndling, Michelangelo,
bærer Hovedet højt.
Hans Gang er som Fingerkys,
og man ler af Tillid til Livet,
hvor han viser sig.
Hvorfor knuger du da Hænderne,
så de knager?
Hvorfor skuler du hadefuldt
til Støtterne derhenne, som valent famler
med Armene i Mørket?
Foragter du dit eget Værk?
— Å, den kolde Grusomhed,
der kruser din Mund,
siger mig, at du gad tilintetgøre
— tilintetgøre!
søndre dem alle med din Mejsel,
hvis du ikke var så~træt
og så fortvivlet til Ligegyldighed.
— Alverden kom og knælede,
slagen af Beundring
for de Drøn af Lidenskab,
der skjalv i dine Statuer.
Men du!
du gik afsides
og græd
Afmagtens og Skuffelsens
vilde Tårer.
Aldrig vilde det føje sig!
Altid mødte du Marmorets
kolde Genstridighed,
den glatte Smilen af Sten,
der modstod alle Anstrengelser!
Hvid af Harme
stod du foran dine Hænders Værk:
Var dette den svimle Drøm,
der havde ranet dine Nætters Søvn
og fået dig til at knejse
om Dagen?
Var dette det sydende Syn,
der berusede al din Vilje og Evne,
så du længtes efter dets Legemliggørelse,
mere end du nogensinde
havde længtes efter en Kvinde?
. . . Denne kolde Marmorklump!
. . . denne stakkels Stammen i Stenen,
hvor du havde villet
et Skrig! . . .
— Som et såret Dyr
vendte du det Ryggen,
flygted i Lede,
fredløs af Selvforagt og Utilfredshed.
— — Ude i Skumringen
lefler en Lut.
O, Michelangelo!
tænker du på den sollyse Rafael,
på Befrielsens blide Ro
i hans skønne Lærreder?
Nu iler han,
glad som en Gud
over sine Hænders Gerning,
til et Stævnemøde,
hvor en ung, hvid Favn
åbner sig for ham
— ikke fordi han er Rafael,
den store Maler,
men fordi han er en ung, elskværdig Mand,
hvis hede Kækhed
ingen Kvinde kan modstå.
Fuldkommenhed!
Fuldkommenhedens klare Smil!
Du nåede det aldrig,
skønt ingen greb efter det
i smerteligere Trang
end du.
Forspildt, Michelangelo:
Forgæves!
Ser du Marmoret knejse
mod dig i Mørket,
rede til at trodse
i en ny Tvekamp?
Husker du, hvor de skrækslagne Kvinder
skælvede i dine Arme,
angst for dig Storhed og din Styghed,
ude af Stand til at glemme,
at du var Michelangelo?
. . . Du rejser dig.
Du stønner.
— Ruiner altsammen!
Skår og Splinter!
Og du selv er grå,
du selv er grå og fuld af Furer!
Atter forfra,
som om intet var gjort!
Atter! — atter!
. . . Og et Menneskeliv er så kort . . . .