Der er så mildt af Månen i Nat.
I Vemod rinder hver rusten Vånde.
Der er så tyst. Jeg kan høre min Ånde.
Se Måneblinket i mine Ruder!
— Jeg hviler min Hånd i dets hvide Fred
og synes, den bliver ren derved.
Å, kunde jeg tvætte mit Sind i dets Blidhed!
Jeg triste Synder, der fejler og frygter,
jeg har et Hjerte, som tørster mod Hvidhed.
Men jeg er Mand. Jeg har hastige Hænder,
når Livet synes mig grimt og stridt,
og Mulden stivner om mine Skridt.
Hvad båder vort Savn af de blide Stjerner?
Der er så trangt på den tunge Jord,
vi går og bløder af giftige Ord.
Der er så langt til det lyse Hvælv.
Forrykte af Længsel mod Lykke vi vandre
og vil kun fortvivlet vort eget Selv.
. . . Det er som de søgte mig op i Mørket
— de mange, jeg bragte til at græde.
Hvor finder jeg een, jeg har voldet Glæde?
Jeg tør ikke møde de lidende Øjne,
som tavst bebrejder, at jeg var hård
og slog i Vrede så ilde Sår.
Hvor har vi svært ved at være gode!
Hvor har vi fjernt til det fine Smil!
— Nej hellere såre og træde for Fode . . .
* * *
Der er så mildt af Månen i Nat.
Med signet Tysthed er Timen svanger,
den fylder mit Hjerte med hulkende Anger.
Kunde jeg lutre det Smuds, der skæmmer!
Kunde jeg læge hver sviende Vunde,
jeg skar i Avind, som nu mig græmmer!
Hvortil så onde og hadske Hænder?
Vi øder hverandre med Sjælekulden
— og skal dog favnes engang i Mulden.
I morgen! . . . måske det sker imorgen!
Da jævnes alt, som var vort, med Jord.
Tilbage bliver de trådte Spor.
Å, kunde jeg leve det alt påny!
— De trådte Spor er stygge at se,
de er så visne og grå af Ve.
Å, måtte jeg leve! måtte jeg leve!
— men jeg er dømt . . . jeg hører det komme
Så føje en Tid, og min Færd er omme . . .
* * *
Jeg hører Hunden skrabe og klynke
og møder dens milde, tålmodige Øjne.
som så den min Sorg og vilde den ynke.
Dens varme Tunge væder min Hånd.
Jeg finder Trøst i dens trofaste Blikke
— å nej, helt venneløs er jeg ikke.
Der er vist den, jeg ej kalder forgæves.
Hun fik min kolde Kval for sin Varme,
men venter mig altid med åbne Arme.
Jeg ser hendes store, kærlige Øjne
det er som om grådfulde Stjerner sig nærmer
mig stakkels bange, dødsmærkede Sværmer!