Når mit Selv er brudt af Døden, beder jeg, at man vil grave
mig et lunt og stille Gemme under Jordens gode Læ;
lad mig hvile mig i Mulden, gid det var en åben Have,
og man planted på dens Grønsvær blot et lille Æbletræ.
Snart mit Legeme vil visne, det formæler sig med Støvet,
blidt forgår dets Spor i Mulden, men det bliver Træet god;
jeg er i de dybe Kræfter, som ved Våren vækker Løvet,
hvor jeg skjult og sagte smuldrer, slår den unge Stamme Rod.
Fryd jeg volde vil hos andre ved min milde Blomstrings Duften
Vinden hviler sig i Skyggen af min Krone på sin Flugt;
Solen kysser mine Blade, og jeg favnes sødt af Luften,
og mit allerbedste Væsen mætter Træets modne Frugt.
Årets Tider, Vår og Vinter, vil henover Graven træde,
Himlen Vrede og Velsignelse vil sende fra sit Hvælv,
medens jeg tør ligge trygt i Muld og gro til andres Glæde
og står ingen mer i Vejen som et hårdt og snevert Selv.