Ene og uden Støtte, mod Herskerne vendt, jeg stod!
var ved at opgi’ det hele. Dog banked det i mit Blod.
Saa godt jeg leved i Hjemmet — saa godt, som nogen formaar.
Lykkelig var jeg dog ikke. Det vared en halv Snes Aar.
Jeg skrev i stjaalne Minutter, naar Kraften var halvt slidt op;
jeg kunde alene stole paa min kraftige Krop.
Intet kunde den tvinge, intet gjorde den træt.
Siden har man fortalt mig, min Sundhed mig gjorde koket.
Men Pokker tage det Vaas! Jeg sad med Billeder inde
fra Landets vidtstrakte Dale — Cirkus for boltrende Vinde,
fra Husmandshytter, hvis Lys over Julesneen stod ud,
faa Embedsfolks pæne Stuer, hvor Konveniensen er Gud.
Saa mødte du mig — en fremmed! Det har du jo selv mig kaldt.
Men du, med din higende Trang til at fatte og favne alt
— du rakte Haanden imod mig, vi stod og saâ paa hinanden,
vi trykked — ja rent symbolsk — hinanden et Kys paa Panden.
Husker du, naar fra Berlin du kom hjem som den fejrede Gjæst
og sad til Bords i mit Hjem ved en saare tarvelig Fest?
Da kunde vi Paradis, Valhal, Olymp og Nirvana favne;
vi elskede kun Ideer, brød os Pokker om Navne.
Vi elsked alt, hvad der higed evindelig opad og frem,
foragted det træge og myge, der klynked: „Nu vil jeg hjem!”
... Nej! Stadig ud ad paa Farten, mod Riger bestandig ny!
fremad, ud imod Østen til Farvernes tindrende Gry!
Haanden, som du har rakt mig, den har jeg aldrig glemt;
Aanden, hvortil du har vakt mig, er endnu lyttende stemt;
Kjærligheden, du bød mig, af Hjærtevældet det rige,
skal, min velsignede Ven, med Højtryk mod Himlen stige,
stige i voxende Straaler, sprudle i Aarenes Gang;
bliver jeg gammel, jeg synger for dig en Erindringssang,
den skal fortælle om Tiden, da sammen vi mægted at svinge
lystige Hug, hvis Ekko endnu gjennem Luftrummet klingre.