Sé — der staaer hun afklædt
end ved Lampeskinnet!
Barmens Høje røbes
af det tynde Linned.
Skottende mod Søstrens
Seng hun staaer og lytter;
Haanden om den løste
Fletnings Guld sig knytter.
Og da hun er sikker
paa, at Søstren sover,
flyver hun paa bare
Fødder Gulvet over.
Ned fra Væggen løfter
hurtigt hun Portrættet;
kysser det. Sé nu blev
Hjertets Trang først lettet.
Rask hun Lyset slukker,
op i Sengen springer.
Tause Drømme røre
snart de bløde Vinger.