Lydløst glider Skibet paa sin Fart;
sagte famler Vindens Haand i Sejlet;
Stjernehæren funkler rigt og klart,
blankt og blaat sig breder Bølgespejlet.
Øjet finder intet Hvilested,
mattede dets Laage sagte dirre,
halvtillukte sænke de sig ned,
Blikket monne i det Vide stirre.
Og for det bortsvinder hvert et Syn
af Naturens Legem; men min Tanke
sér ved Glimt af Aandesandsens Lyn
nu dens store Aand i Natten vanke.
Sagte lyder et Orakelsprog
som igjennem pythisk-dunkle Sange;
Øret bøjer sig derefter, — dog
lader Sproget ej i Ord sig fange.
Er det nu min egen Sjælesang
eller Alnaturens Røst jeg hører?
eller smelter dennes Guddomsklang
sammen med, hvad i mit Bryst sig rører?
Er det milde Vindes bløde Røst,
som igjennem Natten mystisk suser?
eller ikkun, hvad mit eget Bryst
af uendelige Længsler huser?
Er det ikkun, hvad min Tankes Drift
tvinger frugtløst mod Bevidstheds Rige,
eller tolkes mig, hvad Himlens Skrift
vil med sine Stjerneciffre sige?
Det er som min Aand nu sprængte brat
hvert et Hylster, som den ellers tvinger,
det er som den i den store Nat
ud mod Evighedens Favn sig svinger.
Hvad af Guddomsfylden i mig boer,
hvad der er fra Evigheden ranet,
flyder atter samlet til en stor
stille Draabe ud i Oceanet.
Jeg’ets Grændselinie viskes ud,
over den en Tryllekraft mig river,
henrykt følger jeg det høje Bud,
som mig ud i Alnaturen driver.
Og paa Flugten saligt Hjertet slaaer,
alle Livets Pulse i mig banke,
til min Moders eget Bryst jeg naaer,
hviler sødt i hendes Guddomstærke,
... Tys! mig gjennemfoer et sælsomt Gys —
stærkt i Sejlet klappred Nattevinden.
Ud den blæste Hjertets stille Lys —
kun en Taare hang endnu paa Kinden.