Af Borgen stod kun et revnet Taarn
ensomt monne det stande,
skuer sit Billed saa mod i Hu
spejles i Søens Vande.
Bølgerne spille saa sagtelig
ind mod de grønne Kyster,
gjennem Krattet og Græssets Straa
hviskede sagte Røster.
Det var som hvert et Straa fik Maal
og hver en Busk fik en Tunge,
det var som alle de Blomster smaa
Sange for mig kunde sjunge;
medens jeg sad ved Søens Rand
og Blikkene skued saa vide,
suste de Drømme saa underlig
trindt, om den grønne Lide.
Omkring mig sig hvælved en Hal saa prud,
Dands der gik over Tillie,
der saa jeg min Skat, min Hjertenskjær,
min unge, min rene Lillie.
Jeg tog hende med i den hvirvlende Dands,
Sporer mod Gulvet klirred;
De Giger klang og de Krumhorn klang,
Lyset i Kjærterne dirred.
Der dandsed fire, der dandsed fem,
alle saa stolte Jomfruer;
fagrest af alle min Hjertenskjær,
min stolte Mø jeg dog skuer.
Der dandsed fire, der dandsed fem,
saa raske de Riddere ere;
men Ingen flyver saa fage afsted
som jeg og min Hjertenskjære.
Ret aldrig saa man stoltere Dands
udi de tjeldede Sale,
ret aldrig har noget dandsende Par
ført en saa liflig Tale.
Thi Ordenes Strøm blev et Elskovskvad,
klang sammen med Horn og Skalmeje;
som unge Fugl min dulgte Attraa
sprang op af sin Redes Leje.
Men Drømmen svandt bort som Solguld paa Vand,
Taarerne runde saa stride,
vel aldrig jeg skuer min Hjertenskjær
dandse fro ved min Side.
Vel aldrig med hende jeg dandset faaer
langs hen ad bonede Tillie;
vel aldrig i Livet hun vide faaer
til hende stod kun min Villie.