„Min kjæreste Madam! Deres Sorg jeg fatted strax;
Den er jo saa let at forstaa.
Den Søn, som De har mistet, han hørte til den Slags,
hvoraf der kun fødes saa faa.
Madam! han var en Digter. Og De maa forstaa mig ret,
jeg mener noget Stort ved det Navn;
i hans Værker man finder saare sjældent en Plet,
han vil efterlade Landet et Savn.
Men ikke sandt — De troer jo, De skal sé ham engang
hisset oppe i Salighedens Lyst?
Forinden kan hans ypperlige Digtning og Sang
jo mangengang skjænke Dem Trøst.
Jeg skylder ham saamangen behagelig Stund,
ved Gud, det var tungt han skulde dø!
Men kjæreste Kone, det erindrer os kun
om, at Kjødet destoværre kun er Hø.”
Saa talte Præsten. — Derpaa med megen Værdighed
lod han høre sit deltagende Suk.
Den gamle Kone sænked’ sit Strikketøj lidt ned:
„Tak, Hr. Pastor! Deres Trøst er saa smuk.
Men bliv ej vred, jeg græde maa, naar man er gammel, kan
man saa vanskeligt med Sorgen faa Bugt,
og derfor løber hele Tiden Øjnene i Vand,
skjøndt, ved Gud, De talte grumme smukt,
Og blev jeg end hundred, ja blev jeg tusind Aar,
at glemme den Sorg blev mig for svært,
men læse hans Bøger jeg vist ikke forstaaer,
for jeg er kun saa simpelt oplært.
Ja, naar i fordums Dage han læste selv sin Sang,
det lige ind i Hjertet mig foer,
jeg havde aldrig tænkt, at saa dejlig en Klang
kunde bo i et Menneskes Ord.
O Gud, naar jeg tænker paa, hvor han var god og rar,
hvor han holdt af sin gamle, simple Mo’er!
Han, som de fine Folk jo paa Hænderne bar,
og som Alle jo sagde var saa stor,
han glemte mig dog aldrig, og naar han hos mig her
om Sommeren en Maanedstid blev,
var vi to altid sammen; jeg sad og strikked der,
og han sad ved Vinduet og skrev.
Jeg turde ei forstyrre ham, men naar jeg paa ham saa
og standsede lidt mit Strikkeri,
saa laa der en Glands i hans store Øjne blaa,
som om Stjerner skinnede deri.
Han mærked ej jeg saa ham, han stirred for sig hen;
O, hvor saa han dog smuk og yndig ud!
Jeg tænkte i mit stille Sind: Nu faaer han vist igjen
store Tanker sendende fra Gud.
Saa sad vi tidt til Midnat, for jeg blev aldrig kjed
af at se paa mit velsignede Barn,
og naar han fik sin Mappe i Skuffen lagt ned,
og jeg fik rullet sammen mit Garn,
saa klapped han mig gjerne og sagde: Moer, fortæl
mig et Eventyr, før vi gaae i Seng,
et af de rigtig gamle, som fordrev os mangen Kvæld,
dengang da jeg var en lille Dreng.
Jeg maatte op med Lektien; han nikked og sa’ Tak,
skjøndt Historien var Ingenting værd.
Han mored sig saamænd ved al den gamle Snak,
han, som dog var saa klog og saa lærd.
Ja, sommetider, enten jeg vilde eller ej,
jeg maatte synge Viser, endskjøndt
han rigtignok sang meget bedre end jeg
og selv kunde digte saa kjønt.
Naar jeg hørte, at Nattergalen første Gang slog
herude i min lille Nøddehæk,
en Himmeriges Glæde igjennem mig jog,
og jeg blev rigtig ung, rigtig kjæk.
Saa laved jeg hans Kammer til, og hele Huset om
jeg fejed, pudsed af og rydded op,
og det tør jeg sige, at naar min Dreng han kom,
var det ordentligt fra Taa og til Top.
Naar næste Sommer kommer, vil Nattergalens Slag
mig skjære som den skarpeste Kniv,
saa vil jeg sidde og græde den lange Sommerdag,
for det Barn var min Lyst og mit Liv.
Lad Huset saa forfalde; det er ingen Nytte til;
han faaer det jo dog aldrig at sé.
Lad Haven kun gro til, ingen Moderssjæl vil
det dog gjøre den ringeste Vé.
Jeg siger igjen, Hr. Pastor! det falder ikke let
at tvinge sig i saadan en Sorg.
Jeg véd, at De vil sige, at det er ikke ret,
at Vorherre skal være vor Borg.
Jeg kan ej gjøre ved det, men jeg troer alligevel,
— maaske det er har Enfoldighed —
at om jeg gamle Kone ogsaa sørger mig ihjel,
vil Vorherre vist ikke blive vred.”