1.
Kom, lad os flyve og reise
bort fra den sværtede By,
ud hvor Bøgene kneise
mod Sommerens hvide Sky!
Bort fra fortraadte Baner,
fra Vrøvlet om Mit og Dit!
Ud hvor de vilde Svaner
tumles i Luften frit!
Ud hvor paa Skovbunden spiller
Lyset i sittrende Blink!
Ud hvor Fursøen triller
Bølgen mod skovklædt Brink!
Seer du! alt Søen den blanke
breder sig ud saa vidt!
Bølger med flagrende Manke
ride et Vædderidt.
Hil dig, høitidelig-stille
drømmende Frederiksdal!
Kamret i Kroen er lille,
men Skoven vi bruge til Sal.
2.
Morgenen langsomt letter
Taagen fra Mosen ved Aa,
gnistrende Lyspailletter
vugges paa Fursøens Blaa.
Fjernt derude vi skue
Fiskerbaaden saa klart;
Seilene krummes i Bue
under den skjærende Fart.
Hele Livet omkring mig
er vaagnet af korte Slum,
fra Høgen, der boltrer med Sving sig
i Luftens prægtige Bum,
til Koen, der beder med Brølen,
trods nogen Chordegn, sin Bøn,
til Soen i Møddingepølen,
der grynter ad Blegmandens Søn;
fra tynde Guldsmed, som fletter
sin Ringdands om svaiende Rør,
til Kromandens tykke Fætter,
der gaber i Staldens Dør.
Der kommer tre Mænd med hvide
Frakker og Hatte af Straa;
nedad Brinken de skride
med lange Vandstøvler paa.
De To begynde at øse
Vand af den stribede Baad,
den Tredie vil just den løse
og rasler med Kjæden vaad.
Da raaber han med den tændte
Pibe og Hatten paa Sned
til os som til gode Bekjendte:
„Vil Herren og Fruen med?”
Og snart i den lette Skude
vi gynge med munter Aand;
Madkurven agterude
gaaer flittigt fra Haand til Haand.
Med nogen Besvær man klinker,
rækkende ud fra sin Plads;
den gule Sauterne blinker
i tvende fodløse Glas.
„Guds Død! — ei Seilet De husker!
den Sø har saa lumske Kast.”
I Skjødet det river og rusker,
den knager, den slanke Mast.
Vær ikke bange, min Kjære,
Baaden retted sig snart,
og atter vi skummende skjære
afsted i strygende Fart.
„Aa det er Næsset — nei hvilke
prægtige Bøge der staae!”
— „Ti stille — nu skal vi pilke
Aborrer store og smaa.”
3.
Hist, hvor Terrassernes Trapper
sig brede i Solens Skin,
kvor Bagsværsøen den klapper
Kystens buede Kind,
hvor fordum de skyggende Gange
skjænked de Skjalde Ly,
der kvad de liflige Sange
i Seklets tonende Gry;
hvor Toner smeltende bløde
af Adelaïdes Røst
listelig Brecher skøde
der nu vore Venner vi søge,
de hedste, vi have paa Jord.
Lunt bag de vældige Bøge
i Gartnerhuset de boer.
Skjøndt Sygdom hærger derinde
med hel ubarmhjertig Haand,
vor kjære, syge Veninde
dog sprudler af Liv og Aand.
Naar Smerten Legemet tvinger
til Leiet med bydende Magt,
leende Psychen sig svinger
om blandt Livsblomsters Pragt.
Af Myggesummen omsværmet
den brændende Sommerdag,
vi samles ved Kilden, skjærmet
af Buskens lukkende Tag.
I Rullevognen saa stille
Hun sidder med Kinden bleg,
men Øinene brune spille
i aandfuld og munter Leg.
Det er som fjerlette Pile
fra klingende Strenge foer,
naar fra hendes Læber ile
vittige, vingede Ord.
Her føle vi fri os og trygge,
kun Godt hinanden vi vil.
Gud signe Jer Tre, som bygge
det kjærligste Hjem, der er til.
4.
Helt ud over Fursøen spænder
Aftnen sit Karmoisin,
Tandet i Purpur brænder
og ligner glødende Tin.
Hver en Brise har lagt sig;
ikkun en sjælden Gang
naaer os en aandeagtig
bævende Moltoneklang.
Sjælen bestandig sig dukker
dybere, dybere ned;
som en Bølge sig lukker
over os Aftenens Fred.
Sagtelig hen vi flyde
i Drømme af mildeste Art.
Tys — Menneskestemmer lyde
ængstelig skarpt og klart.
Sammen Du farer ved Klangen,
brat af Drøinmene vakt,
Høit nu løfter sig Sangen
med betagende Magt:
Hin Mandolinserenade,
der klinger i Don Juan!
Det er som Træernes Blade
dirrede ved dens Klang.
Mens Elskovskvalen sig vaander
i Sangens smægtende Lyd,
klimpre de spottende Aander
paa Strængen med listig Fryd.
Nu tier Sangen. Jeg kjender
de Trende blandt Skaren der.
Det er vore nye Venner
fra Morgenens Sømandsfærd.
„Kom med! I den lille Have,
der skraaner mod Søen ned,
en Fest bar vi tænkt at lave —
Vil Herren og Fruen med?”
Lys paa Bordet der sættes,
Flammen vifter med Røg,
med Fade og Flasker der rettes
an under Latter og Spøg.
Og snart under Skjær af Stjernen
vi nyde Glæden tilbunds
og drikke med Sang Sauternen,
derefter den svenske Puns.
Af mandige Stemmer skjæres
Luften saa lun og blød,
ud over Søen bæres
Klangen til salig Død.
De gamle Maëstri reise
lyslevende sig af Grav,
Mozart, Rossini og Weyse
løse hinanden af.
Timerne flygte paa Vinger,
snart slaaer Skilsmissens Stund,
til Afsked gevaltigt da klinger
Polskdandsen paa Grønalund.
5.
Hil Eder, deilige Dage!
Til Fursøens skovrige Rand
røger min Hu tilbage
som Fuglen til sydlig Strand.
Stormen nu øver sin Lunge,
Sneen pidsker saa strid;
men kan jeg i Vinter sjunge,
skyldes det Sommerens Tid.