„Kan du huske, hvor Sommerfylden,
alle Blomsters svulmende Flor,
selv de fine Snefog, som Hylden
dryssed paa sorten Jord,
i Ungdommen drev dine Tanker
til Sang med en underlig Magt?
o sig mig, hvorfor du nu vanker
saa taus blandt den straalende Pragt.”
— Jo dengang jeg følte mit unge
og freidige Sind staae i Pagt
med de Fugle, der lifligst sjunge,
med de Blomster i feireste Pragt.
Ret aldrig jeg aned, at Sangen,
der higed ud fra sit Skjul,
var ikkun en stakkels fangen,
en sky, en vingesvag Fugl.
Saa lad den kun nu tie stille
under Sommerens jublende Kor,
den er ikkun saa ringe og lille,
og Naturen saa herlig og stor.
Men selv om jeg ikke kan synge,
beruses min Sjæl dog af Duft
og kan sig drømmende gynge
med Bladet i Aftenens Luft.
Men naar Natten den stærke og tause
neddæmper hver Livets Klang,
naar den kommer den store Pause
under Sky og bag Bladehang,
naar Farverne sammenflyde,
mens Stjernerne tænde sig brat,
vemodig min Røst da skal lyde
ud i den dybe Nat.