Nu da det stærke Raab er blevet stille,
og Vemod taust om Sjælen Vingen slaaer,
nu da Erindrings Bølger Dem omspille,
gjenspeilende hint Sorgens nye Aar,
nu mærker De maaske, vi maatte lide,
just for at luttres, denne bittre Kvide.
Nu seer De maaske klart som ingensinde:
Vor døde Ven staaer op af Gravens Gjern,
og i Forklaringslys i Deres Minde
hans sande Væsensbilled toner frem,
ei sandt — det er som kom han at husvale
det syge Sind med mild og rolig Tale.
Og nu forstaae bestandig I hinanden,
for Aandens Sands er hver en Skranke brudt;
nu løfter Kjærligheden seirrig Panden
— en Lillie rank af Gravens Muld fremskudt.
De spørger ham, som var han end i Live,
om han Dem ikke gode Raad vil give.
Og gjør De, som De aner, han det vilde,
mildt smilende De seer ham hos Dem staae,
og naar De sysler om i Huset stille,
og naar De pusler med hans kjære Smaa,
er det Dem ikke, som hans Læber rørte
ved Deres Kind, og som hans Tak De hørte?
Ja i de Glutters brune Øine skinner
hans Sjæl imøde Dem — saa barnegod,
det er det bedste dog af alle Minder,
som denne kjære Sjæl Dem efterlod;
hver Morgen naar de aabnes, vil de være
Dem Bud fra ham og frem hans Hilsen bære.
Og selv hans Skjemteord vil for Dem lyde
og tvinge Smil paa Deres Læber frem
og over Dem den samme Stemning gyde,
som han fremkaldte i det gamle Hjem:
den muntre klare Ligevægt i Sindet,
der stedse paa hans skjønne Aasyn skinned.
Naar Aftnen kommer med de Skygger lange,
og Sjælen synker dybt i Drømme hen
og nynner sine tause Aftensange,
da nynner ogsaa med vor gamle Ven,
og Eders Tanker skal sig sagte blande
som tvende dybe, stille Strømmes Vande.