Luftning feier fra Skov til Skov
over de frodige Sletter,
Raaen dandser paa fine Klov
alt i de lyse Nætter;
vilde Roser i Tjørnehegn,
Aftenfred over tause Egn
Tale til Hjertet retter.
Munter Spøg i et venligt Hjem
mildner det Ru og Bittre,
alt det Bløde i Brystets Gjern
kommer saa mildt til at sittre,
Minder fra en forsvunden Tid
skyder med Duft som Rosen hvid
ud gjennem Glemselens Gittre.
Glemt er Fjendskab og glemt hvert Nag,
Kampen har holdt ilive,
varm som den kjære Sommerdag
maa man hos Eder blive,
mod Enhver til Forsoning stemt,
mild i Alvor og mild i Skjemt,
frit man sig hen maa give.
Alting mig tykkes saa smaat, saa smaat,
hvorom i Verden man strider,
hver sin Kjæphest saa tappert blot
langs henad Banen rider.
Under det høie Himmelpalads
faae vi vel sagtens Alle Plads
nok gjennem alle Tider.
Perlende skummer den ædle Vin
nu i de Glas saa klare!
Lader os smage den Drue fin,
kort kan kun Glæden vare.
Nyd dens Minut i et kraftigt Drag,
husk det — det er til en sorgfuld Dag
altid godt at bevare.