Fr. Paludan-Müller
d. 7de Februar 1870
d. 7de Februar 1870
Høit i Psyches Borg der bølged Sange,
ned fra Kuplen Geniers Røster lød;
dem fik du et Øre til at fange,
Tanken smidig sig i Rhythmen bøier,
hvert et Ord er som en Tone fuld;
Musers Høitidskvad, Satyrers Løier
du i Harmonier sammenføier,
saa det kjendes Lyren er af Guld.
Af de gamle Sagn du Skjønhedstanken
formed ud med let og kyndig Haand;
som en Ridder uforsagt i Skranken
tren du frem til Kamp mod Smaahedsaand.
Psyches Flugt mod Luftens Slot, det fjerne,
og mod Plutons Nat, Olympens Dag,
bytter mod en Nøgle og en Stjerne,
skabtes ved den samme Harpes Slag.
Mægtigt rørtes i dig Livets Kræfter,
sært bevæget var vist tidt din Hu,
men det Bedste har Du higet efter,
aldrig trællet for et flygtigt Nu.
Hovedrystende du Livets Trimmel
saae at kjøbe, sælge, slaae sig op,
glemme, at der var en Sol paa Himmel,
smilende ad denne travle Stimmel,
og en bedre Luft paa Bjergets Top.
Hil Dig, Digter, med den bøie Længsel
med det dybe, fine, skarpe Blik!
Tak for Sukket over Jordens Trængsel,
Tak for Hjertets lifligste Musik!
Ei jeg ønsker Dig, hvad lidt Dig glæder:
Mængdens høie Raab og Jubelbrag,
men gid Stemmen, hvormed end Du kvæder
Livets bedste Magter høit til Hæder,
staae Dig bi til Livets sidste Dag.