Indhold.
I denne Bog sees flere Prøver paa
Herr’ Mikkels List; han lærer Ulvens Qvinde
At fange Fiske, og derefter maa
Hun mod sin Villje, ham af Brønden vinde.
Saa lærer i en Fabel Autor os,
At høflig Tale høfligt Gjensvar finder;
Mens ufin Sandhed og unødig Trods
Ei anden Løn end Had og Fjendskab vinder.
Kong’Nobel glædtes ved Mikkels Ord;
Han tænkde mindst at med Løgn han foer;
Men Rævens Fjender det hørde med Smerte,
Og Ulven især det gik til Hjerte;
Han blev i Hu baade ildsk og gram,
Og brølde af Harme: ”O Spot og Skam!
Saa skal den Onde da Seier vinde!
Hvor kan I dog saa Eder lade forblinde,
Stormægtigste Drot! at paa ny I troer
Den glatte Forræders sledske Ord?
Dog agter jeg ikke at lade fare
Den Sag mod Ræven; end maa han svare
Paa hvad jeg fremdeles vil klage her.
Tre Sager veed jeg, hvoraf enhver
Er halsløs, hvis Retten sin Gang skal have,
Og ikke der sees paa Gunst eller Gave.
Vel bød I, at Klageren styrke maa
Med Vidner sit Ord, hvis det skal bestaae;
Men skal man ei før til Orde tage,
End man med Vidner kan styrke sin Klage,
Da fælder man aldrig en Skurk saa snild;
Da kan han stjæle saa meget han vil,
Og røve, og myrde, thi Ingen tør vove
At aabne sin Mund, eller klage til Hove.
Men tie, Herre! det kan jeg ei;
Tør ingen klage da tør nu jeg!
I vil dog ei saa ubillig være,
At nægte mig her mod Ræven at kære?
Hør, Mikkel! en skjændig Forræder er du,
Det var du ifjor, det er du endnu!
Om hele min Slægt du taler ilde,
Og søger at skade dem tidligt og silde.
Du husker vel sagtens endnu den Skam,
Du gjorde ifjor min stakkels Qvinde?
Du fik hende ud til en Fiskedam,
Og sagde: ”Frue Grimhild! nu skal I finde
I dette Vand saa deilige Fisk,
Som nogen Provst har sat paa sin Disk.
Gak ud i Vandet, lad Halen hænge,
Saa skal I see at det varer ei længe
Før Fisk i Mængde bide sig fast,
Da trækker I Halen op i Hast,
Og kan i Mag Eders Rov fortære,
Og mig tillige et Par forære.”
Min Qvinde satte til Skalken Lid,
Og gik; det var ved Midvinters Tid,
Og grueligt koldt; hun lod Halen hænge,
Og holdt den nede i Vandet saa længe,
At, da hun trak den tilbage i Hast,
Var alle Haarene frusne fast.
Hun trak og trak, det vilde ei nytte;
Hun kunde sig ikke af Stedet flytte;
Det seer nu Mikkel, og løber til,
Og øver hvad her jeg ei nævne vil.
Min Qvinde skreeg; det vilde ei baade
Hun maatte lade Forræderen raade.
Han kan ei nægte hvad han bedrev,
Jeg selv til Gjærningen Vidne blev;
Jeg kom paa Veien, der førde til Dammen,
Og hørde et Skrig, da saae jeg dem sammen,
Og nær var jeg daanet af Blussel og Skam;
Men, da han saae, at jeg truede ham,
Han flygtede bort over Bjærge og Dale.
Jeg gik til min Qvinde, begyndte at hale,
Og skrabde længe med Haand og Fod,
For Isen at bryde, der hvor hun stod.
Det vilde ei hjælpe; den gik ei sønder;
Da saae vi komme en Mængde Bønder,
Med Forke og Øxer, med Stokke og Steen,
Selv Qvinderne kom med Rok og Teen;
Alt langt fra kasted’ de Stene efter
Min Qvinde, da gav hende Angsten Kræfter,
Hun gjorde et Spring og Halen brast,
Saa Hælvten ved Isen blev siddende fast.
Forfulgte af Bønder og Byens Hunde,
Vi løb over Marken det bedste vi kunde,
Vi løb, saa Sveden af Lemmerne brød,
Og undgik med Møie den bittre Død.
Den Gjærning, Herre! den bør I straffe,
Og mig og min Qvinde Erstatning skaffe;
Det er jo Vold og forræderisk Færd,
Der, skulde jeg mene, er Galgen værd.” —
”EnDommer” — udbrødKongNobel — ”Det sømmer
To Parter at høre, førend han dømmer.
Hvad siger I, Mikkel! til Ulvens Ord?
Han sigter Eder for Vold og Mord.” —
Gjensvarede Ræven: ”Min naadigste Herre:
Nu bliver Ondskaben værre og værre.
Forbyde Himlen, det findes maa,
Som Ulven nu staaer og lyver mig paa!
Men sandt det er, at jeg bad hende gaae
I Fiskedammet, en Ret at hente,
Imedens jeg vilde paa Landet vente.
Hun gik i Vandet, stak Halen ned,
Og, skjønt jeg raabde fra Dammets Bred:
”Træk Halen op; det varer for længe!”
Hun lod den bestandigt i Vandet hænge.
Da frøs den fast; ei Forræderi,
Men hendes Gridskhed var Skyld deri.
Hun kunde ei faae saa mange, hun vilde;
Den Gjerrige gaaer det som oftest ilde;
Hvo Alt begjærer slet intet faaer,
Det er en Sandhed, som evigt staaer.
Da nu Frue Grimhild var stedt i Nøden,
Jeg tænkde, at frelse hende fra Døden,
Løb til og hende om Livet tog;
Men skjønt jeg af alle Kræfter drog,
Jeg kunde ei hjælpe min stakkels Frenke;
Hun skreeg af Qval, som man let kan tænke;
Da kom just Ulven, og da han os saae,
Begyndte han ret sig ilde at skaae.
Han bandte mig hæsligt for al min Iver,
Og skreeg og trued’; da tænkde jeg, bliver
Jeg her, er han i sin Afsindighed vel
I Stand til at bide mig reent ihjel.
Saa løb jeg af Frygt for hans lede Tænder;
Bag efter mig tusinde Eder han sender,
Og ønsker mig Pokker og Poppelsî,
Og Andet, hvorfra mig vor Herre fri!
Da kom der Bønder med Stokke og Stager;
Af Angst gjør Fruen et Spring og tager
Det Halve af Halen med sig, men lod
Den anden Halvdeel der, hvor hun stod.
Derpaa løb Parret af alle Kræfter,
Og huiende fulgde Bønderne efter;
Forfrusne vare de begge to,
Nu fik de varmet det kolde Blod;
Dog nok om dette for denne Sinde!
Hvad det nu angaaer, at han sin Qvinde
Beskylder for Utugt, da seer enhver
Hvor taabligt han handler; hun staaer jo her,
Og havde hun noget imod mig at kære,
Hun vilde vist ikke den Sidste være.” —
Da svarede Grimhild, Ulvens Viv:
”Din arrige Skalk har forbrudt dit Liv
Vel tusinde Gange! Din Id er at øve
De sorteste Gjærninger, stjæle og røve,
Og slemme og lyve. End husker jeg grant
Den Dag, da jeg dig i Brønden fandt.
Jeg hørde dig ynkeligt hyle og klage,
Fordi du kunde ei komme tilbage;
Det var om Natten, jeg hørde dit Skrig,
Og ilede til, for at hjælpe dig.
Jeg spurgde: ”Hvor kom du i Brønden, Kjære?”
Du svarede: ”Frenke! jeg kan ei bære
Den Mængde af Fisk, jeg har fanget her.
Kom, hjælp mig! hist oppe ved Randen er
En Spand, spring i den, og lad dig sænke
Herned i Brønden! — ”Hvor kunde jeg tænke
At Svig var derunder? Jeg sprang i den,
Sank ned og Mikkel steeg op igjen.
Det syntes mig heel forunderligt være.
Jeg sagde: ”Mikkel! fortæl mig, Kjære!
Hvordan i al Verden gaaer dette til?”
Du svarede: ”Dette er Lykkens Spil.
Hvad en nedtrykker, det hæver en Anden;
Den enes Skade, den andens Held.
Farvel! jeg maa bort; fornøi dig vel!”
Saa sprang du leende op af Spanden,
Og raabte: ”Frenke! forspiis dig ei!”
Og, nedrige Skarn! og løb din Vei!
Nu sad jeg dernede Dagen til Ende,
Med Nød og neppe jeg kunde mig vende;
Og sulten var jeg, saa Tarmene skreeg.
Da kom to Bønder for Vand at hente;
Den ene gik tæt til Randen og keeg
I Brønden og raabde, da han mig kjendte:
”Kom, Nabo!Hernede i Spanden staaer
Den Ulv, der har bidt os de mange Faar;
Nu vil vi Tyven med Renter betale!”
Derpaa begyndte de Begge at hale
I Touget; og, tro mig, jeg var ei glad,
De laved mig til saa varmt et Bad.
Da nu omsider jeg kom til Randen,
Forsøgde jeg paa at springe af Spanden,
Men Bonden gav mig saa drøit et Slag,
At jeg det føler den Dag i Dag;
Dog slap jeg med Livet.” — ”Min kjære Frenke!” —
Gjensvarer Mikkel — ”I bør betænke,
Det var af Himlen beskikket saa,
At I de samme Slag skulde faae.
Thi Skjæbnen vilde, at af os Tvende
Een skulde med Slag til Hjemmet vende;
Og at I fik dem var ligefrem;
Thi bedst jo kunde I taale dem.
Desuden fortjener jeg Tak og Ære,
Fordi jeg gav Jer den gode Lære,
Herefter lidt meer forsigtig at være,
Og aldrig at stole paa søde Ord,
Thi Falskhed regjerer paa denne Jord.”
”Ja!” — svarer Ulven — ”Hvad der I siger,
Er Sandhed; den ene den anden sviger;
Men rænkefuld’ fremfor alle er I;
I mindes vel nok det Forræderi,
I gjorde mod mig i Abernes Hule?
Nu vil jeg den Misdaad ei længer skjule;
Vel har jeg fortiet den til i Dag,
Men nu vil jeg røbe den hele Sag.
Vi vare paa Vandring og traf en Hule,
Hvori der boede en Yngel af fule,
Langhalede Aber; han sagde de var’
Hans Frender, og for ham stor Kjærlighed bar.
Den Dag jeg havde ei faaet at æde,
Da sagde Mikkel: ”Gak ind; med Glæde
Min Frenke, Abinden, vil give Jer Mad.”
Jeg gik i Hulen, som Ræven mig bad.
HjælpHimmel! Hvor saae jeg en væmmeligRede,
Hvori det mylred’ af Unger, saa lede,
At aldrig jeg før deres Mage saae;
Men i en mørk og stinkende Vraa
Laa Fruen i Huset, et fuult Utyske,
I færd med sin yngste Datter at lyske;
Høitskrigende foer hun imod mig og bød
Mig hvasse Tænder istedetfor Kjød;
Nær havde jeg mistet mit ene Øre;
Da saae jeg, at Ræven mig vilde føre
I Døden, og flygted’ i Hast, men knap
Det var, jeg med Livet af Hullet slap.” —
”Nei!” — sagde Ræven til dem, som vare
Tilstede paa Tinget — ”Nei, hør kun bare!
Er Ulven ei gaaet fra Vid og Forstand?
Han taler om Aben! Enhver nu kan
Ret tydeligt see, at med Løgn han farer.
Frue Bargat, høiagtet blandt Dyrenes Skarer,
Vor Dronnings Veninde, skal boe i en Vraa,
Og have Unger, for hvilke man maa
Forfærdes! Nei, Isegrim! naar du vil digte,
Saa digt med Forstand; hvis ei, tael sandt!
Engang, da jeg mig med Ulven befandt
Paa Reiser, vi fik en Hule i Sigte,
Hvori en Markat med Unger laa;
Det var ei Aber, det sværger jeg paa!
Den lede Markat er ei min Frende,
Det er kun et Paafund af Ulven, min Fjende;
Men med Frue Bargat, som sidder her,
Og med Herr’ Morten i Slægt jeg er;
Det regner jeg mig til en synderlig Ære;
Men Markattens Frende maa Fanden være;
Dog at jeg kaldte mig saa engang,
Det voldte min store Nød og Trang.
Se, Herre! vi reisde i fremmede Lande,
Og Ulven var hungrig, det maa han sande,
Jeg saae ham og ingensinde saa mæt,
Han havde jo gjerne end mere ædt.
Som nu vi vandrede over en Hede,
Vi traf paa et Hul; jeg sagde: ”Dernede,
Herr’ Isegrim! troer jeg, er Spise at faae;
Hvad synes I, skal vi forsøge derpaa?” —
Da svarede Ulven: ”Min kjære Frende!
Gak I derned! I synes at kjende
Det samme Hul, og finder I Mad,
Da kom tilbage og vaer mig ad.” —
Saa gik jeg gjennem de mørke Gange;
Jeg kan ei nægte, at jeg var bange;
En gruelig Stank mig imøde kom,
Og tit jeg tænkde at vende om.
Men endelig saae jeg en væmmelig Rede,
Hvori det vrimled’ af Spøgelser lede,
De vælted’ sig i deres eget Møg,
Og Hulen var opfyldt af Stank og Røg.
Men inderst i Krogen sad Husets Frue;
Jeg kan ei tænke, foruden at grue,
Paa denne Varulv; saa stor var hun
Som Isegrim; i den brede Mund
Hun bar to Rader af hvasse Tænder,
Og grulige Kloer paa Fødder og Hænder;
I Hovedet dreied’ to Øine sig om
Som flammende Hjul; dog forekom
Mig styggest den lange og nøgne Hale.
Af Rædsel mægted’ jeg knap at tale;
Dog fatted’ jeg Mod og sagde: ”Guds Fred,
I Slægtninger mine! Jeg kommer herned,
At see hvorledes I monne lide.
Hjælp Himmel! Frue Frende! Hvad har I for Smaa!
Saa trinde og glatte, saa røde og hvide!
Saa deilig en Afkom jeg aldrig saae!
Vor Herre velsigne de søde Poder,
Og lade dem blive som Fader og Moder!” —
Den Tale huede Trolden godt;
Hun sagde: ”Velkommen udi mit Slot!
I er vel mødig og hungrig, Kjære?
Sid ned, saa vil jeg lidt Mad frembære.”
Jeg satte mig hen, men Angstens Sved
Løb baade af Pande og Kinder ned.
Hun gik og vendte igjen tilbage
Med Steeg og Fiske, med Kræbs og Kage;
Saa lækkre Retter jeg tænkde ei paa
At finde i saadan en smudsig Vraa.
Hun sagde: ”Forsmaa ei, min kjære Frende!
Hvad Huset formaaer!” — Jeg takkede hende,
Og spiisde og drak hendes Skaal dertil.
Men da jeg var færdig, sagde hun: ”Vil
I ei, Herr’ Mikkel! forsmaae at tage
Med Eder paa Veien lidt Steeg og Kage?”
Jeg takkede ydmygst og vilde gaae;
Da sagde hun; ”Kjære Herr’ Frende! I maa
Nu smukt besøge os mellemstunder.”
Jeg svarede: ”Frenke! hvis Himlen under
Mig Liv og Hilsen, saa kommer jeg snart.” —
Derpaa jeg skyndte mig bort med en Fart;
Fast vilde mig Qvalmen og Stanken qvæle,
Jeg kunde dernede ei længer dvæle.
Men da jeg kom op af Hulen, stod
Herr’ Isegrim der, hvor jeg ham forlod.
Jeg spurgde: ”Hvorledes har I det, Kjære?”
Han svarede: ”Slet! Jeg formaaer ei at bære
Den Helvedes Sult; jeg er nær min Død!”
”Her” — sagde jeg — ”har I et Stykke Kjød;
Og siden kan I i Hulen nedstige,
Hvis meer I lyster; dog maa jeg sige,
Det er et væmmeligt Hul, men Mad
Jeg fik dernede, saamegen jeg gad.
Dog gaaer I ned i den samme Hule,
Da maa I vel Eders Tanker skjule,
Sig ikke Sandhed, men skrømt iblandt,
Thi den, som altid vil sige Sandt,
Maa ofte Had og Forfølgelse lide,
Maa sulte, naar Smigreren faaer at bide,
Og udenfor Døren i Kulden staae,
Mens Andre kunne i Herberg gaae.”
Saa gav jeg Ulven en gavnlig Lære;
Men Mange saa reent forhærdede ere
I Plumphed og Hovmod, at ei de veed
At næmme den ringeste Høflighed.
Da Ulven kom ned i Troldens Rede,
Han raabde: ”Hvad er det for Stank hernede?
Her lugter jo ret som i Helvedes Vraa!”
Med store Øine Vertinden saae
Paa Gjæsten, der vedblev: ”Du milde Himmel!
Hvad seer jeg her for en gruelig Vrimmel
Af unge Djævle! Hvem hører de til?” —
”Mig!” — svarerMadamen forbitret. — ”Saa vil” —
Gjentager Ulven — ”jeg Eder raade
At drukne dem alle foruden Naade.” —
Da skreeg Markatten: ”Herud! Herud!
I grove Lømmel! Hvem sendte Jer Bud?
Er mine Børn end stygge og lede,
Hvad rager det Eder? Hvad vil I hernede?
Nys kom Herr’ Mikkel, en høflig Mand,
Som Gjæst herned i min Bolig, og han
Berømde de Smaa og kaldte dem Frender;
Men I? Hvi kommer I her og skjænder?” —
”Tael” — svarer Ulven — ”ei meer om dem,
Det lede Kram; men sæt Maden frem!
Hvis ikke, jeg selv den skal vide at finde!” —
Da foer imod ham den rasende Qvinde,
Og kradsed’ og beed; ja, Ungerne med;
De gjorde tilsammen ham stor Fortræd.
Omsider maatte han Flugten tage;
Forreven og blodig han kom tilbage
Af Hulen, saa næsten jeg kjendte ham ei.
Nu dømme enhver Retsindig, om jeg
Herved har villet i mindste Maade
Herr’ Isegrim skade eller forraade!” —
”Ræv!” — skreeg Herr’ Isegrim, gram i Hu —
”Jeg er ei saa stærk i Munden, som du;
Istedetfor længer med dig at trætte,
Jeg agter til Himlen min Sag at sætte.
Du har fornærmet mig mangelund;
Bagtalet har mig din giftige Mund;
Og sagt til min Herre og Frue tillige,
Jeg vilde ham skille ved Liv og Rige;
Ja, skjændet har du min unge Viv;
Thi ville vi kjæmpe Liv om Liv.
Til Holmgang æsker jeg dig, Bedrager!
Se her min Handske! Jeg haaber, du tager
Imod den, og møder til ærlig Strid
I Kredsen, i Morgen ved Middagstid.” —
Det voldte Herr’Mikkel ei megen Gammen;
Han tænkde, skal vi to kjæmpe tilsammen,
Vil Spøgen sikkert bekomme mig slet,
Og møder jeg ei, faaer Ulven Ret!
Dog Mangel paa Kræfter kan List erstatte;
Og Mangen, som Lid til sin Styrke satte,
Har bukket under for Snildhed og Vid,
Thi vil jeg møde i denne Strid.
Derpaa udbrød han med lydelig Stemme,
Saa hele Skaren det kunde fornemme:
”Hør, Ulv! en skammelig Løgner er du!
En Skjændegjæst, der sætter sin Hu
Alene til Sladder! Jeg skal dig møde,
Og haaber til Himlen, at du skal bøde
For alt det Ondt, du har kommet afsted!” —
Da sagde Kongen: ”Velan! dermed
Er vi fornøiet; thi stiller nu Borgen,
At begge I ville møde i Morgen.” —
I Borg for Isegrim Bjørnen gik,
Og Mogens Katten; men Mikkel fik
Til Borgen den unge Herr’ Martin tillige
Med Brokken, at ei han skulde undvige.
Men Martins Qvinde til Side tog
Herr’ Mikkel og sagde: ”Min Ven! vær klog
Og agt paa mit Raad; saa vil jeg dig lære
Hvor’dan du fra Striden kan slippe med Ære.
Min Mand, der nu er paa Veien til Rom,
Har lært mig en Bøn, som han fordum bekom
Af Præsten Herr’ Pauker, en Mand hvis Lige
Der findes knap i det hele Rige;
Trods Nogen i Landet forstaaer han at slaae
I Prækestolen, at signe og spaae,
Bandlyse Kjættere, løse Banden,
Skrubhøvle Næsten og mane Fanden,
Kort sagt han er en studeret Mand,
Og vidtberømt i det hele Land.
Han ynded min Martin, og vilde ham give
En Gave, der skulde til Gavn ham blive;
Saa lærde han hannem den samme Bøn,
Der virker Underværker i Løn.
Den gjør, at Enhver, som den rigtigt lærde,
Og beder den sagte paa fastende Hjerte,
Kan aldrig saares med Hug eller Stød,
Og slipper uskadt af alskjøns Nød.
Derfor vær trøstig, min kjære Frende!
Den samme Bøn skal jeg nu dig sende.” —
Gjensvarer Ræven: ”Jeg takker for det,
At I vil hjælpe mig til min Ret;
Dog er retfærdig min Sag, og dette
Vil hjælpe mig meest i denne Trætte.” —
De vandred, nu Begge til Martins Bo,
Der vilde han tage sin Nattero.
Men da de tilsammen i Eenrum vare,
Udbrød Abinden: ”Du svæver i Fare,
Min kjære Frende! og det er vist,
At blot du kan slippe derfra ved List.
Først maa du lade dit Legeme rage,
Fra Hoved til Hale; derpaa du tage
Den fedeste Olje og salve dit Skind;
Og naar du saaledes har gnedet dig ind,
Saa skal du drikke af alle Kræfter,
Dog maa du ei lade Vandet derefter,
Før Kampen begynder, da pisser du fuld
Din Hale og søler den vel i Muld;
Men siden passer du paa med Samme
I begge Øine din Fjende at ramme,
Og træffer du rigtigt, da vil det skee,
At blind han vorder og kan ei see.
Det vil dig Seieren give i Hænde.
Gak nu til Hvile, saa vil jeg, Frende!
Strax over dig læse de hellige Ord,
Som Martin fik, før til Rom han foer.” —
Derpaa med Andagt Abinden lagde
Sin Haand paa hans Pande og læsde sagte:
”Gaudo stabi salphenio
Casbu, gorfous as bulfrio!” —