Frederik Schaldemose (1783–1853)

Schaldemose, Frederik Julius (ved Daaben Fridericus Julianus), 1783—1853, Forfatter. Født 15. Februar 1783 paa Adlerhus ved Wedellsborg, død 22. Februar 1853 i København (Helligg.), begravet samme sted (Assistens). Forældre: Skovrider Niels Schaldemose (1743—89) og Cathrine Marie Smidt (1756—99, gift 2° med Forpagter paa Barritskov Niels Dahl, f. ca. 1749, gift 1° med N. N.). Gift 22. Juli 18141 Kbh. (Garn.) med Ingeborg Dorothea Elizabeth Svendsen, døbt 8. Nov. 1789 i Kbh. (Frue), d. 20. Maj 1863 sst. (Frue), Datter af Guldsmed Christen Hansen Schaldemose og Dorothea Jæger.

Schaldemose gik i Horsens lærde Skole, blev Student 1801, fik anden Eksamen 1802. Under Krigen med England var han Sekondløjtnant i Landeværnet og blev taget til Fange. Skibet strandede paa en Ø ved Vestfriesland, hvorefter han tiltraadte en Odyssé, hvis nærmere Indhold kun er bekendt af hans »Reiser og Eventyr i fremmede Lande« (I—IV, 1826—30). Han fortæller heri, at han har været hollandsk Soldat (to Gange), Sekretær hos en fransk Officer paa Efterretningsrejser i Tyskland, Schweiz og Italien, fransk Soldat i Spanien. Han kom hjem til Danmark 1812, beriget med Sprog- og Verdenskundskab. Indtil 1816 var han Sekondløjtnant i Hæren, derefter til 1825 Adjunkt ved Nykøbing Katedralskole. Senere var han Institutbestyrer i Køge, Konsumtionsbetjent i København og Materialskriver ved Kronborg. Fra 1839 træffes han som Pensionist og Polygraf i København. Schaldemoses Forfatterskab begyndte med Digtsamlinger: »Smaadigte« (1815), »Digtninge« (1819); han sluttede sig til Romantikken og havde et vist Held som Romance-, senere især Fabeldigter (Samlinger fra 1832, 34, 42, 52). I Tidens Løb blev han en habil og korrekt Versifikator og en ganske øvet Prosaist. Bedst er han dog som Digter af Epigrammer og Smædevers. Schaldemose har udgivet talrige periodiske Blade: »Basunen« (1827), »Nemesis« (1828), »Helsingørsposten« (1831—34), »Den nye Helsingørspost« (1835), »Helsingørs Ugeblad« (1836—37), »Søndagsgjæsten« (1838—39), »Prikkeltorne« (1851); disse til Dels ret ubeherskede Publikationer fra vor Journalistiks Ungdom paadrog ham forskellige Politisager. Han har udgivet udvalgte Skrifter af Tullin (1833), Tøger Reenberg (1834), Trojererne (1835) samt Kæmpeviser (1846). Mest kendt er han som utrolig frugtbar Oversætter. Han fulgte trofast med i Modelitteraturen, fra Walter Scott (»Marmion«, I—II, 1824 o. m. fl.) til Alexandre Dumas (»Greven af Monte Christo«, I—VIII, 1845—46 o. fl.). Men ogsaa uden for den populære Linie var han virksom; han indførte D. Fr. Strauss (»Jesu Levnet«, I—II, 1842— 43), Gogol (»Kosakhøvdingen« 1847), Manzoni (»Brud og Brudgom«, o: »I promessi sposi«, 1828—29). Af denne uhyre Mængde Importvarer, som unægtelig gjorde ham til en af sin Tids mest læste Forfattere paa dansk Sprog, er det vistnok tilladt at fremhæve hans »Don Quixote« (I—IV, 1829—31), hans Apuleius (»Æslet« 1841), hans Bjovulf og Vidsid (1847, med angelsachsisk Tekst, en velorienteret Indledning og bidsk Polemik mod Grundtvig), endelig den overordentlig vellykkede og i mange Udgaver udbredte Gendigtning af den middelnedertyske Reinike Vos (»Mikkel Ræv« 1827).

Litografi 1852 fra F. Hoffensberg. Slægt ved Th. Hauch-Fausbøll i Berl. Tid. 6. Dec. 1933. N. Chr. Øst: Materialier til et dansk biographisk-literarisk Lexicon, 1835. J. L. Heibergs Prosaiske Skrifter, V, 1861, S. 65–92.