Indhold.
En Holmgang ende skal den lange Kiv;
Kamplystne Ulv og Ræv til Skranken ile;
I denne Strid, der gjælder Død og Liv,
Sees Lykken denne snart, snart hiin tilsmile.
Da bruger Mikkel Ræv sin gamle Kunst,
Der giver ham en herlig Seir i Hænde;
Hvorpaa han stiger høit i Kongens Gunst,
Og Eventyret faaer en lystig Ende.
Bort gik nu Abinden, og Ræven lagde
Sig tryg til Ro; men om Morgenen bragde
Hans Frende Brokken en deilig And;
Den havde han fanget i nærmeste Vand.
Han sagde til Ræven: ”Stat op nu, Kjære!
Her har du en Brad; den maa du fortære;
Til Striden i Dag den dig styrke vil.” —
Op stod nu Ræven og laved’ sig til,
Og gjorde Alt, hvad den snilde Abinde
Ham havde raadet, for Seier at vinde.
Men da det lakked, ad Middag, saae
Man Mikkel med tillidsfuld Mine at gaae;
Som frygted han ikke den mindste Fare,
Til Skranken, fulgt af en mægtig Skare.
Da Kongen nu saa, at Ræven stod
Ved Gittret, barberet fra Hoved til Fod,
Og vel indgnedet med Olier fede,
Han lo og sagde: ”Du maa vel hedde
Den Snilde, thi snild er din Færd forvist!
Hvo har nu lært dig en saadan List?”
Men Mikkel tier; med hovidske Miner
Han hilser det kronede Par og triner
I Kredsen, hvor Ulven, hans Fjende stod
Og tørsted’ efter hans Hjerteblod.
Strax gaae Kredsvogterne frem med Ære,
Det er Leoparden og Lossen, de bære
De hellige Ord, og byde derved
De tvende Kjæmper at sværge en Eed,
At de for Sandhed og Ret vil stride
Og at de intet til Troldom vide,
Men at de, som ærlige Stridsmænd i Dag
Forsvare ville en ærlig Sag.
Frem Ulven stod, og i det han lagde
Sin Haand paa Bogen, han svoer og sagde:
”Det sværger jeg nu paa det hellige Ord
At Ræven er skyldig i Vold og Mord.”
Derpaa svoer Mikkel, at Ulvens Tale
Var idel Falskhed fra Hoved til Hale,
Hvad strax nu han vilde bevise ham.
Saasnart Kredsvogterne Eden fornam,
Befoel de Alle, som vare tilstede,
Baade Smaa og Store, af Kredsen at træde,
Og raabde: ”I Kjæmper begynder nu,
Og strider tilsammen med mandig Hu!
Hvo Ret mon have, vil Seier vinde,
Men Løgn og Ondskab vil Straffen finde!” —
Nu støder Æslet i sin Basun;
Frem springer Ulven i samme Stund;
Med aaben Strube, lynende Tænder
Og gnistrende Øine mod Mikkel han render;
Men let er Ræven, et Spring han taer,
Og Ulven dratter, saa lang han var.
Strax lader Herr’ Mikkel paa Halen Vandet,
Og søler den dygtigt omkring i Sandet,
Og da Herr’ Isegrim vender sig, slaaer
Han ham, saa Synet ham reent forgaaer.
Som Gift og Ædder Urinen bider,
Og værre blier det, jo meer han gnider,
I Blinde springer han Ræven at naae,
Dog kan han ei fat paa den Listige faae.
Men for endmere at skade Fjenden,
Herr’ Mikkel løber bestandigt mod Vinden,
Og skraber i Sandet, da stiger en Sky
I Veiret og fylder ham Øiet paa ny.
Dertil han bider ham Ryg og Side;
Høit tuder Ulven af Angst og Qvide;
Men Mikkel ham driller med spydige Ord,
Og siger: ”Herr’ Frende! paa denne Jord
Der findes dog ei en værre Misdæder;
Dig var det, der aad den uskyldige Væder
Og mange Kalve og mange Faar
Har Du bortranet af Bondens Gaard.
Nu vil jeg dig lære ei meer at røve;
Jeg haaber, du skal det ei heller behøve,
Thi snart vil din sidste Time slaae;
Dog hvis du ønsker Pardon at faae,
Og ikke vil bløde for mine Tænder,
Det bedst er, at strax du din Synd bekjender.” —
Saa talde Ræven til Ulven i Hast,
Og holdt ham bestandig i Struben fast.
Dog stærk var Ulven; med Magt han slider
Sig løs, men i det han sig hastigt vrider,
Blier Øiet spiddet paa Rævens Tand;
Og Blodet farved det hvide Sand.
Saasnart han mærked’, at Øiet var ude,
Begyndte han gruligt at hyle og tude,
Sprang efter Ræven, og slog ham ned,
Og kasted, sig over ham, reev og beed.
Da kom den ene af Mikkels Hænder
Imellem Herr’ Isegrims hvasse Tænder;
Og Ræven svedte af Angst og Gru;
Han tænkde, den Haand, den mister jeg nu!
Men Ulven holdt fast af alle Kræfter,
Og mumled’ i Skjægget: ”Nu, Ræv! giv efter!
Bekjend dig for overvunden! Du seer,
Nu hjælper ei Pis eller Smørelse meer;
Tilstaa for Kongen din Synd og Brøde;
Hvis ikke, jeg bider dig strax til Døde.” —
Nu tænkde Ræven: ”O gruelige Nød!
Bekjender jeg ikke, da blier det min Død;
Og har jeg eengang min Brøde bekjendt;
Er og mit Rygte for evigt skjændt.
O, gid jeg var sluppen af denne Klemme!” —
Derpaa udbrød han med sledskende Stemme:
”Hjertelskte Herr’ Fætter! med Glæde jeg vil
Eders Tjener være, mens jeg er til.
I Alt vil jeg lyde Eder herefter,
Og gavne Eder af alle Kræfter;
Vil gaae over Sø og salten Vand,
For Eder, til Rom og det hellige Land;
Og Aflad, der kjøbes i dyre Domme,
Den skal I gratis ved mig bekomme.
Saa vil jeg og sværge en Eed saa svar,
At tjene Eder lønlig og aabenbar,
Og mine Slægtninger, arme og rige,
Skulle sværge den samme Eed tillige;
Da skal I den høieste Vælde faae,
Ja, Kongekronen omsider naae.
Naar Hjort og Hind jeg i Skoven beder,
Da er det for Eders Frue og Eder;
Høns, Ænder, Gjæs og Kapuner og Fisk,
Alt skal jeg bringe til Eders Disk;
Selv vil jeg ei røre det mindste Stykke,
Før I har valgt efter eget Tykke.
Jeg skal og vaage for Eders Bo,
At I kan have god Nattero;
Paa Eders Smaa vil jeg tage vare,
At aldrig de kommer i mindste Fare;
Naar Jægeren lurer, naar Hunden gjøer,
Da skal jeg vaerskoe ved EdersDør.
Slip derfor Haanden! Jeg beder, Kjære!
Vi ere jo Frender; der bør ei være
Imellem os To en saadan Kiv;
Den Ene bør frede den Andens Liv.
I selv er og Skyld i den hele Trætte;
I er saa hidsig, og seer ei det Rette;
Og havde I været lidt mere spag,
Var bilagt forlængst den hele Sag.
Det Eder var, som til Kamp mig nødte,
Og Himlen veed, at jeg nødigt mødte,
Thi, Frende! det skar mig i Hjertet, at her
Jeg skulde skade en Ven saa kjær.
Jeg har Eder sparet, saa meget jeg kunde;
I har og ei nogen betydelig Vunde,
Ei heller er synderlig Skade skeet,
Undtagen med Øiet, det er forseet.
Dog har jeg en Salve, der kan det hele;
Den skal jeg Eder ret strax meddele;
Naar da I er lægt, I den Fordeel har,
At, hvor I endog Eders Herberg taer,
Eet Vindve I kun at lukke behøver.
Slip derfor, Frende! thi hvis I røver
Mig Livet, faaer I en evig Krig
Med hele min Slægt, der vil hævne mig.
Men vil I denne Gang Miskundhed vise,
Vil alle Dyr Eder svarlig prise,
Ja, Kongen selv; og den hele Skov
Vil tone af Sange til Eders Lov.” —
”Mig ”svarer den arrige Ulv — ”bedaarer
Ei sledske Ord eller hykklede Taarer
Om og du al Verdens Guld mig bød,
Du slipper dog ikke af denne Nød.
Ja, var jeg saa taablig dig Livet at skjænke,
Hvor vilde du lee, og atter optænke
Skarnagtige Streger; ja, stræbe med Magt,
At faae mig forviist eller og ombragt!
Du siger, du har mig i Kampen skaanet;
Nei, Skjælm! du har mig skadet og haanet
Af alle Kræfter; har revet mig ud
Mit ene Øie, og flænget min Hud.
Du truer med Hævn af Venner og Frender;
Jeg frygter dem ei; jeg har hvasse Tænder;
Lad dem kun komme, saa mange de er,
Jeg tør dem møde alle og hver.
Din Time er kommen; bered dig til Døden!
Giv Sandheden Ære og tilstaa Brøden!” —
Mens Ulven hørde den lange Snak,
Saa sagte Mikkel sin Næve stak
Ind under hans Bug og klemde ham ilde
Hvor allernødigst han klemmes vilde.
Nu tuded’ Isegrim høit i Sky,
End mere klemde ham Mikkel paa ny;
Han hyelde og gabde af Angst og Qvide,
Da frelsde Mikkel sin Haand itide;
Han drog den af Ulvens Mund i Hast,
Og krysted’ og klemde ham atter saa fast
At Blod han spytted’ og ei han visde
Hvorledes han nu skulde Livet friste;
Den kolde Sved paa hans Pande stod;
I Strømme saae man det røde Blod
At flyde af Mund og Næse og Øre;
Han kunde ei see, han kunde ei høre;
Tilsidst han faldt og som død han laa.
Da Ulvens Venner hans Uheld saae,
De bade Kongen den Strid at ende,
Og Bud til Ræven i Hast at sende.
Strax gik Leoparden i Kredsen frem
Med Lodsen, som Kongen befalede dem.
De sagde til Ræven: ”Det Kongen glæder,
At I har kjæmpet den Kamp med Hæder;
Nu er det hans Villje, I ender den Kiv
Og sparer høimodigt Ulvens Liv.” —
Gjensvarer Ræven: ”Med Glæde jeg lyder
Alt, hvad min naadigste Konning byder;
Det er mig nok, at den gode Sag,
Ved Himlens Naade har seiret i Dag.” —
Nu kom Herr’ Isegrims Venner og bare
Ham bort, imedens en talrig Skare
Af Rævens Slægtninger strømmede til
Og ønsked’ ham Lykke til vundet Spil,
Saa mange han nu i Flokken kjendte,
Der samme Morgen ham Ryggen vendte;
Og meest ham smigred’ de samme nu,
Der skaded’ igaar ham med fjendtlig Hu;
Ret som i Verden det pleier at være;
Man kryber for den, der er høit i Ære,
Men sviger Lykken den stakkels Mand,
Da skyder man efter, saa stærkt man kan.
Saa gik det og her; da Lykken smiilde
Til Ræven, ham alle imøde ilde;
Og med Skalmeier og Jubelqvad
De fulgde ham did, hvor Kongen sad.
Da Mikkel nu Drotten sin Hylding bragde,
Og ydmygst knælde for Thronen, rakde
Ham Kongen Haanden og sagde: ”Min Ven!
Stat op! Du har nu vor Naade igjen.
Som ærlig Kjæmpe vi saae dig stride;
Nu skal og Alle paa Tinget vide,
At du er skyldfri og uden Plet,
Thi Himmelen selv har jo givet dig Ret.
Og for dig et Tegn paa vor Gunst at give,
Vi vil, at du stedse ved Hoffet skal blive,
Og at du, som Cansler, skal forestaae
Vort Riges Sager, store og smaa.
Men vover nogen, Borger og Adel,
Mod dig at yttre den mindste Dadel,
Da vorder han bandlyst; og ypper han Kiv,
Da skal det koste ham Gods og Liv.
Vort Riges Segl skal du ogsaa bære,
Og hvad du skriver, skal gyldigt være,
Som om vi skrev det med egen Haand.” —
Derpaa hang Kongen det røde Baand
Om Rævens Skulder med megen Ære,
Befoel han tillige bestandigt at bære
En Stjærne paa Brystet fra denne Dag,
Ja, fæsted’ en Nøgle paa hans Bag.
Saa vandt Herr’ Mikkel stor Ære og Hæder;
Men den, som nu i hans Fodspor træder,
Og kjender nøie, og bruger hans Kunst,
Erhværver sig lettelig Vælde og Gunst
Mens den, der ikke forstaaer sig at væbne
Med List og Rænker, har Ulvens Skjæbne.