Indhold.
Nu roser Mikkel Ræv sin Faders Daad,
Og melder om hvordan i gamle Dage
Høisalig Kongen, ved hans vise Raad,
Blev helet for en fast uheelbar Plage.
Derefter seer man og af denne Bog,
Der ogsaa for Jurister har sin Nytte,
Hvor Ulvens Dumhed gjorde Ræven klog
Og lærde ham at dele snildt et Bytte.
Saa taelde Ræven! men Kongen sad
Tvivlraadig i Sindet og vidsde ei hvad.
Han vilde gjærne de Skatte have;
De syntes ham være en kostelig Gave,
Var de at finde; dog tvivlde han paa
Om ikke Falskhed derunder laa.
Da Mikkel nu saae, at han var tvivlraadig,
Han sagde: ”Min allerstormægtigste Drot!
Eders Fader var ogsaa min Fader naadig,
Og bød ham ofte til sig i sit Slot.
I mindes maaskee hvad min Fader gjorde,
Da Eders Herr’ Fader var nær sin Død,
Og Ingen af alle hans Læger turde
Ham raade og hjælpe i denne Nød?
Vel siger I, jeg med mine Lige
Ei Landet til ringeste Fordeel er;
Men dersom jeg turde, vilde jeg sige,
Min Slægt har gavnet Landet især;
Og derfor var ogsaa min Fader i Ære
Hos Eders Herr’ Fader, den viseste Herre,
Der den Tid Krone og Scepter bar.
Stor Skade, at I saa liden var,
I ellers vist kunde erindre hvorlunde
Den salig Herre ei frelses kunde;
Men alle Læger fra her til Rom,
De gav ham Alle den samme Dom,
At Verdens Glæder han maatte forgjætte,
OgTanke og Hu til det Evige sætte.
Da sendte Eders Herr’ Fader i Hast,
For Mikkel, min Fader, til Hove at hente.
Han lod ei heller hans Naade vente,
Men løb og havde ei Ro eller Rast,
Før seet han havde sin syge Herre.
”Ven!” — sagde Kongen, da ind han traad —
”Jeg er en Stakkel, og Lægernes Raad
Ei gjør mig bedre, men meget værre;
Hvis noget du veed, der kan lindre min Qval,
Og frelse mitLiv, da, for Guds Skyld! tael!” —
Da sagde min Fader: ”Vil Eders Naade
Blot lade den gamle Mikkel raade,
Jeg haaber til Himlen, at sikkre snart
Et Liv, der er Landet saa dyrebart.
I dette Glas maa I lade Vandet,
Min naadigste Herre! thi intet Andet
Kan vise en Doctor saa klart og net
Hvor Sygdommen stikker, som netop det.” —
Men da min Fader nu havde betragtet
Den høie Urin og nøie agtet
Høisammes Beskaffenhed, Farve og Smag,
Han sagde: ”Det er en forunderlig Sag
Med Eders Sygdom, det maa jeg sige;
Den findes især hos Eders Lige;
De Lærde have den Gula kaldt,
Det er en Lyst til at sluge Alt.
Kun eet Raad veed jeg for denne Plage,
Men det er probat, det er vidst; I tage
En Ulv, som har fyldt sit syvende Aar,
Og æde Levren! Kun dette formaaer
Saa kostbart et Liv at frelse fra Døden.” —
Da siger den Syge til Ulven, som staaer
I Kredsen og skjælver: ”I seer, at Nøden
Os tvinger, kom derfor med Leveren snart,
Det er Eders Pligt, det er aabenbart!” —
Gjensvarede Ulven: ”Min naadigste Herre!
Jeg har ei den rigtige Alder, desværre!
Fem Aar kun har jeg tilbagelagt,
Og syv skal den være, har Ræven sagt,
DerEder skal hele.” — ”Ven!” — sagde minFader —
”Det er kun et Paaskud! Ei smukt det lader
At nægte at frelse sin Konges Liv.
Er Ingen tilstede, der har en Kniv?” —
Men Kongen lod Ulven til Stegeriet bringe;
Han vilde ei gaae, man maatte ham tvinge!
Man tog hans Lever med Magt; ved den
Blev Kongen paa Stedet karsk igjen.
Da kom min Fader i megen Ære,
Og Kongen befoel, at han skulde bære
En Doctorhat, og at Store og Smaa
Ham skulde med Hilsen imøde gaae;
Ja hvor de fulgdes ad, maatte han ride
Bestandigt paa Konningens høire Side.
Saa kom min Fader i megen Agt,
Men glemt er nu hvad han har fuldbragt;
Hans Minde haanes; hans Søn foragtes,
Ja, som en Morder og Tyv betragtes.
O, hvilken Forskjæl paa Før og Nu!
Før kom man den brave Mand ihu,
Og lønned’ ham stedse med Ære og Hæder;
Nu seer man, at Skalken i Støvet træder
Den ærlige Mand, der i Veien staaer;
Og Krybet mylrer i Kongens Gaard;
Paa egen Fordeel de Fleste tænker,
Udruge Planer, opspinde Rænker,
Slaae Krog for den ærlige Mand og seer
Med Taarer hans Fald, men i Hjertet leer.
Kun Venner og Frænder man hjelper til Hæder;
Spytslikkeren ene ved Byttet sig glæder;
De fede Embeder snapper han væk,
Og — Lige veed man kun elsker Lige —
Ved Krybets Rænker man tit seer vige
En brugbar Mand for en vindig Gjæk.
Nu æres Ulven af Eders Naade,
Skjønt ei hans Fader til Landets Baade
Opoffre vilde en Lever, — knap troer
De kommende Slægter en saadan Brøde;
Det var jo det samme som Kongemord,
Hvorfor med Livet han burde bøde!
Ja, før jeg vil, det sværger jeg paa,
At alle Ulve skal pidskes til Døde,
Før at den ringeste Kummer maa
Min allerstormægtigste Konning møde.
Den Skade var just ei heller saa stor,
Om ingen Ulve var’ mere paa Jord,
Thi de, som af saadan Stamme komme,
De blive ei Folk eller Land til Fromme.
Alt dette er skeet, mens ung I var,
Da Eders Herr’ Fader Kronen bar;
I husker det ei, det kan jeg vide,
Men skaaret stod det i Rammens Side.
O, kunde det Speil jeg atter faae,
Jeg voved’ gjærne mit Liv derpaa,
Alene at jeg det kunde skue
I Eders Hænder, min naadigste Frue.” —
”Ræv!” — sagde Kongen — ”Nu har jeg hørt
Den lange Snak, som du har fremført.
Hvis saa din Fader blev bragt til Ære
Hos min Herr’ Fader, da maa det være
Heel længe siden, thi ikke jeg veed,
At før jeg hørde derom Beskeed.
Men din Sag, Mikkel! jeg kjender nøie;
Du er berygtet blandt Lave og Høie;
Thi stedse er du paa Spil og gjør
Saa mangen Daad, som du ikke bør.
Du stræber ene dig selv at hytte;
Var aldrig mig eller Mine til Nytte;
Men Alt, hvad du gjør eller hitter paa,
Er ene til Fordeel for dig og Dine;
Eller veed du at nævne en eneste Daad,
Hvormed du har gavnet mig og Mine?” —
”Ak!” — svarer Mikkel — ”Min naadigsteDrot!
De Mægtige huske kun sjeldent godt;
Hvad Gavn, man gjør dem ved Morgengry,
Er glemt, før Solen opstaaer paa ny.
Men tænk Eder om, da vil I finde,
Hvad Eder er gaaet saa reent af Minde!
Jeg vilde det aldrig nævne her,
Thi vel jeg veed, at min Pligt det er,
Min Konges og Landets Gavn at fremme;
Men nu, I synes det reent at glemme,
Og man mig beskylder saa mangelund,
Nu er det min Pligt, at aabne min Mund.
Det er eet Aar vel, ja længere siden, —
Jeg husker just ikke saa nøie Tiden —
Da Ulven og jeg udi Skoven gik,
Og fat paa et gammelt Vildsviin fik.
Da løb I til os af alle Kræfter,
Eders Frue var hungrig og fulgde efter.
I spurgde os: ”Har I vel nogen Mad?” —
Da sagde Ulven heel sagte: ”Ja!” —
Men jeg paa Stedet til Orde tager;
”Tag, Herre, Konge! hvad Eder behager!
Det er Eder undt! Ja, havde jeg her
End alle de Sviin, som i Skoven er,
Jeg skjænked’dem strax til min naadigsteKonning;
Og til Eders Frue, vor elskede Dronning!
Se her vort Rov, vil I dele det?” —
I svarede: ”Nei! Det skal Ulven gjøre!” —
Heel glad han blev nu ved dette at høre,
Og deelde det strax, men deelde slet.
Han vidste kun lidet den Ære at skatte,
Der blev ham Deel! For Eder han satte
Kun Hælvten, beholdt saa Resten for sig,
Paa Hovedet nær, som han slængde til mig.
Da Eders Andeel nu var fortæret,
I var ei mæt, hverken halv eller heel;
Men havde i Ulvens Sted jeg været,
Jeg havde Jer budet min egen Deel.
Dog Ulv bliver Ulv til evige Tider!
Med graadig Tand han i Flesket slider,
Og sluger Stumper af Svinet ned,
Men ændser kun lidt at I Hunger leed.
Nu blev I, Herre! og gram tilmode
Og gav ham en Kindhest, saa Tænderne stode
I Blod, da blev Herr’ Isegrim ræd,
Og hylede saare og foer afsted.
I kaldte paa ham og sagde: ”Du Rakker
Maa skamme dig! Er det saaledes, du takker
Din Konge for Æren, han viser dig?
Men pak dig og skaf min Frue og mig
Et andet Bytte, der kan os mætte,
Og deel det lidt mere fornuftigt, end dette!” —
Da sagde jeg: ”Herre! lad mig ledsage
Herr’ Isegrim; snart skal vi komme tilbage
Og bringe en Bidsken for Eders Mund!” —
I svarede: ”Mikkel, ja, gaa du kun!” —
Da løb vi til Skoven og ledte ei længe,
Men fandt en Kalv i det næste Vænge;
Den bragde vi Eder. Da sagde I: ”Vel!
DeelKalven, Mikkel! — men deel den medSkjel!”
Jeg svarede: ”Herre! for denne Sinde
Er Hælvten Eders, og Eders Qvinde
Skal have den anden halve Deel,
Og alle Indvolde, Hjerte og Lunge,
Dem bør I tage til Eders Unge.
Mig høre de fire Fødder til,
Og Ulven med Hovedet nøies vil.” —
Da sagde I, Herre: ”Mikkel, min Kjære!
Hvo i al Verden har kunnet dig lære
At dele saa rigtigt?” — Jeg svarede: ”Se,
Min Herre! den Mand med den røde Tupé?
Ham flyder Blodet om Snuden saa stride;
Han lærde mig dele; ham maa jeg vide
Stor Tak, fordi han mig viisde den Kunst,
At skifte et Rov efter Vild og Gunst.” —
Saa maatte den graadige Ulv sig skjæmme,
Fordi han ei kunde sin Gridskhed tæmme.
Af saadanne Ulve er fuldt vort Land,
De spare ei Qvinde eller Mand;
De sluge Alt, hvad der kan dem mætte!
Og skjøtte kun lidt om de faae det med Rette.
Det er for Land og Rige ei godt
Naar Ulvene trives i Kongens Slot!
Se, naadigste Herre! saa har jeg været
Min Konge til Fordeel og stedse æret
Min Pligt imod Eder, mens Ulven bedrog
Sin Herre, og hvad ham tilhørde tog.
Nu er dog Ulven i Agt og Ære;
Mens jeg, Eders troeste Tjener, maa være
Et Rov for Rænker og Had og Nid,
Fordi jeg Eder har tjent med Flid.
Saa gaaer det i Verden, naadigste Herre!
Ja, selvblandt Mennesker gaaer det ei værre,
Jo større Nidding, jo større Held!
Men I er retfærdig og mærker vel
Hvordan de mig Alle af Had before.
I vil ei heller een eneste høre
Bevise hvad han har digtet mig paa,
Thi Løgn er det Vaaben, hvormed de slaae.”
Men Kongen sagde: ”Hvordan det end er,
Saa bør man retfærdigt dømme enhver;
Jeg agter og Ingen at forurette;
Men, Mikkel! du er nu mistænkt for dette,
At skyldig i Lampes Død du er;
Jeg misted’ ham nødigt; jeg havde ham kjær;
Hans blodige Hoved jeg saae med Smerte;
Hans Død gik mig saare nær til Hjerte.
Dog nok om dette! Den Sag faaer staae
Indtil vi bedre Oplysning faae.
Hvad Mikkel har gjort imod mig, skal være
Tilgivet og glemt; men vil Nogen kære
Mod Ræven, stadfæste han Klagen igjen
Med Vidnesbyrd af uvillige Mænd.” —
Nu blev Herr’ Mikkel saa vel tilmode;
Han faldt den kronede Drot til Fode,
Og sagde: ”Herre! jeg takker for det,
At I har ladet mig see min Ret!
Det kan jeg ogsaa med dyre Eder
Bevidne, at den Tid, Hare og Væder
Forlod min Bolig, det anede mig;
Dog tænkde jeg mindst paa Madses Svig.
Jeg havde dem begge to saa kjære;
De viiste mig stedse Gunst og Ære;
Dog tænkde jeg ikke paa saadan Nød,
Og at Herr’ Lampe gik til sin Død.” —
Saa snildeligt Ræven sin Tale førde,
At Alle tænkde, som hannem hørde,
At hvad han sagde, var sandt og vist,
Og ei derunder var mindste List.
Thi skuffed’ han Alle, som vare tilstede,
Men Kongen meest, som med lønlig Glæde
Paa Skatten tænkde, og meende, at den
Vel kunde komme for Lyset igjen.
Derfor han sagde til Ræven: ”Kjære!
Det er vor Villje, du fri skal være;
Du kan nu vandre hvorhen du vil
Foruden Hinder; men se blot til
At finde de Gaver, du vilde os byde;
Vi skal dig troligen Bistand yde.” —
Gjensvared’ Mikkel: ”Min naadigste Drot!
Hav Tak for det, I mig under saa godt!
Jeg skal nu søge af alle Kræfter
De rige Gaver; jeg kommer vel efter
HvorMads har skjult dem; ja, skulde jeg gaae
Herfra til Skagen, jeg vil dem vel faae.
Hver den jeg kjender, ham vil jeg bede,
At han mig hjælper med Flid at lede,
Og nytter det ikke, da, Herre! maa
Mig Eders Viisdom tilhaande gaae;
Thi Eder og Eders Dronning tillige
Tilhører jo dog deKlenodier rige.” —