Indhold.
Den snilde Ræv ved Løgn og digtet Tant
Forsøger nu af Snaren sig at trække;
Det veed han vel, at mangen Nidding fandt
Sin Frelse kun ved Haab om Guld at vække.
Om kostelige Gaver digter han,
Som Fyrsteparret nys han vilde sende;
Og prøver derved paa, saa godt han kan,
Den strænge Dommers Vrede at afvende.
Men Kongen taelde til Ræven igjen
Og sagde: ”Du, arrige Skalk! bekjend!
Hvorfor har du og den onde Væder
Snigmyrdet Lampe, det fromme Kræ,
Der aldrig! gjorde Nogen Fortræd?
Og hvorfor bragde den lede Forræder
Den Dræbtes Hoved i Sækken hid?” —
”O!” — raabte Ræven — ”O Herre! gid
Jeg laa i Graven hos mine Fædre!
Da havde jeg Arme det meget bedre,
Da vilde min Kummer en Ende faae,
Da løi mig Ingen saa skammeligt paa!
Jeg har ei myrdet den fromme Hare;
Han fulgdes med Vædren og begge bare
Klenodier rige; jeg sendte dem hid,
Og bad dem Samme at vogte med Flid;
Jeg vilde dem skjænke til Eder, Herre!
Og til Eders Dronning, men, ak! desværre
De ere borte! Den onde Kaplan
Har myrdet Lampe, den hellige Mand,
Og stjaalet Skatten. O, kunde den blive
Opdaget igjen, jeg vilde give
Alt, hvad jeg eier; men, Ve mig! Ve!
Jeg faaer den vel aldrig mere at see!” —
”Ei!” — siger Abinden — ”Hvo veed da, Kjære!
Hvor gunstig os Lykken tilsidst kan være?
Vi ville ei spare Møie og Tid,
Men lede og søge med største Flid.
Dog siig os hvori de Skatte bestode?” —
”Ak!” — svarer Ræven — ”Jeg er tilmode
Ret som en Ulykke forestod!
Min Qvinde vil aldrig blive mig god;
Hvor vil hun skjænde og tage paa Veie!
Hun vilde selv de Klenodier eie;
Jeg maatte ei skjænke dem bort, nu seer
Jeg aldrig en venlig Mine meer!” —
”Vær trøstig!” — svarer den snilde Abinde —
Jeg skal nok stille tilfreds din Qvinde.
Men, Frende! fortæl nu vor Konning god
Hvori den kostbare Skat bestod.” —
Paa disse Ord til Kongen sig vendte
Herr’ Mikkel og sagde: ”De Gaver, jeg sendte
Til Eder og til min Dronning huld,
Langt dyrere var end det røde Guld.
Først sendte jeg Eder en Ring, hvis Lige
Ei findes paa Jorden, det tør jeg sige;
Den var af det fineste Guld, besat
Med ædle Stene; en sjælden Skat!
Men inden i Ringen Bogstaver vare,
Hvis Mening ei Nogen kunde forklare,
Undtagen en gammel Doctor; ved Navn
Den lærde Lars Vind i Kjøbenhavn
Den samme Lars er en ægte Jyde
Fra Randerskanten; han veed at tyde
Alt hvad der skrives fra Ribe til Thy;
Hans Mage er ei i den hele By.
I gamle Skroller han flittigt rager;
Nu forestaaer han de lærde Sager,
Og kjører dygtigt med Russer i Ring,
Ja, gjør Magistre, som ingen Ting.
Han sagde, tre Navne fandtes i Ringen,
Som han forstod, men forresten Ingen;
Dem bragde Zeth fra Paradis med
Den Tid, han søgde paa samme Sted
Barmhjertighedens Balsom den rene;
De samme Navne kunde forlene
Enhver, som dem bar, stor Gave og Gunst;
Han turde ei frygte for Fandens Kunst,
For Trolde, Spøgelser eller deslige;
Alt Ondskab maatte for hannem vige.
I samme Ring og en Steen der var,
Som kaldes Karfunkel, den var saa klar,
Og straalte om Natten med saadan Styrke,
At Folk kunde see i det tykkeste Mørke;
Den Dyd var og hos den samme Steen,
At Sygdom den lægde og al Slags Meen.
End sagde Herr’ Vind, at den samme Karfunkel
Reent tabde sin Glands og blev ganske dunkel,
Saasnart den ikke var langt fra en,
Der tænkde at volde os Skade og Meen;
Desligest at hvo den paa Fingren mon bære,
Blev elsket af Alle og holdt i Ære,
Thi stedse var han forstandig i Raad,
Og altid dristig til gavnlig Daad.
Den samme Ring jeg vilde forære
Min naadigste Konge; han skulde den bære;
Thi han er ædel i al sin Færd,
Og ene et saadant Klenodie værd.
Det var den Gave, jeg undte min Konning;
End sendte jeg Eder, min naadigste Dronning
En Kam, hvis Mage ei Jorden saae,
Af Eenhjørningshorn, med Billeder paa.
Stor Ærgrelse tit mig den Kam monne volde;
Thi gjærne min Viv den vilde beholde,
Men stedse sagde jeg: ”Qvinde, nei!
Saa kostbart et Stykke beholder du ei!
Det bør vor naadigste Dronning bære;
Hun har mig beteet stor Gunst og Ære,
Hun viisde sig mod mig saa from og god,
Da alle de Andre mig vare imod;
Hun ene skal eie det dyre Smykke.”
Dog, Himlen misundte mig denne Lykke!
Den Kam af Eenhjørningshorn var gjort;
Det er et Dyr baade sjeldent og stort;
Hin Side Indialand det findes,
Nær Paradiset, saavidt jeg mindes;
Det har forskjellige Farvers Pragt
Og Hornets Lugt har saa stor en Magt,
At alle Dyrene følge derefter,
Thi karske de vorde ved Hornets Kræfter.
Den Kam var saa klar og blændende hvid,
Som Sneen, der falder ved Juletid;
Den lugted’ som Balsom og fineste Kryder,
Og havde forresten mangfoldige Dyder;
Forsynet den var med en prægtig Krands
Af ædle Stene, hvis blændende Glands.
Fast overgik Midsommersolens Lue;
Og skaaret i Benet man kunde skue
Et Eventyr om en Riddersmand,
Den unge Prinds Paris af Frygerland;
Hvorledes, som Hyrde, han sad ved en Kilde,
Og tre Gudinder ham kaare vilde
At dømme, hvem Prisen i Deilighed bar,
Og til Guldæblet den værdigste var.
Frue Juno, den Første, sagde: ”Herr’ Ridder
Jeg fast en umaadelig Rigdom besidder,
Og den, som vinder min Naade, forsand
Ham gjør jeg strax til den rigeste Mand.” —
Frue Pallas, den Anden, sagde: ”Min Kjære!
Du veed, man Snille for Rigdom bør ære;
Jeg gjør dig saa viis og saa lærd paa Stand,
Som alle de Vise i Østerland.” —
Da meldte Frue Venus, den sidste Gudinde:
”Jeg vil dig skjænke den deiligste Qvinde;
Og den, som eier en yndig Viv,
Det Ypperste fik i dette Liv.” —
Da tænkde Paris: ”Behøver jeg Penge?
Min Fader er rig, jeg kan aldrig trænge;
OgViisdom? — EnPrinds? — Nei, Himlen ske Lov!
Det er den Ting, jeg har mindst behov!
MenGlutten? DenSkjønneste blandt de Skjønne?
For Pokker! Det kunde vel Umagen lønne!” —
Derpaa han sagde: ”Jeg fattet har
Den hele Sag; den er soleklar.
Frue Juno er smuk, det maa man sige,
Men fregnet er hun og suur tillige;
Frue Pallas er skjøn, som en Dag i Vaar,
Dog lider jeg ikke de røde Haar,
Frue Venus er deilig og uden Lyder;
Det billigt er, at hun Æblet nyder!”
Saa vandt Prinds Paris, den smukkeste Mand,
Den smukkeste Qvinde i Grækenland.
Se, naadigste Herre! Alt dette tilsammen
Med synderlig Kunst var skaaret i Kammen.
Den tredie Gave, stormægtigste Drot?
Jeg sendte med Vædren til Eders Slot,
Det var et Speil, et kosteligt Stykke.
O Himmel! hvi skulde jeg savne den Lykke,
At I, min Dronning! det maatte see?
Men ak! det skulde nu ikke skee!
Det var en Beryl i en sirlig Ramme,
En Steen saa herlig, at man i samme
Blev tydeligt vaer en Miil omkring
Endogsaa den allerringeste Ting.
Den havde ogsaa den sjældne Gave,
Som intet Speil paa Jorden mon have,
At hvo, som var plaget med Fregner og Ar,
Eller anden Lyde i Ansigtet bar,
Blev samme qvit, naar hun saae sig i Speilet,
Og aldrig havde dets Virkning feilet.
Men Rammen, som favned’ den samme Steen,
Var gjort af et Træ, saa haardt som Been,
Det kaldes Sethim, og agtes lige
Med fineste Guld. I Moguls Rige
Det voxer, men kun paa et eneste Sted.
Det var, o Drot! af det samme Træ
At Hesten var gjort, om hvilken vi vide,
At Kong Krompardus paa den kunde ride
Vel hundred’ Miil i en Times Tid.
Den Ramme var og udskaaren med Flid;
Der saae man en Ganger, der bar en Hyrde,
Han skulde ham hjælpe en Hjort at myrde,
Der var hans Fjende. Hin sagde: ”Min Ven!
Sid op paa min Ryg, saa fange vi den.
Dens Hud og dens Kjød jeg dig vil give,
Kun Hornene skulle min Andeel blive.” —
Nu svinged’ Manden sig hurtig op,
Og bort foer Hesten i fuld Galop;
Foran fløi Hjorten, de fulgde efter;
Men snartlig aftog Gangerens Kræfter;
Den sagde: ”Min Ven! staa af, jeg er træt!” —
Men Manden svarede: ”Mener du det?
Jeg sidder ret godt og vil du ei rende,
Saa skal du Kraften af Sporen kjende!” —
Nu blev den taablige Hest gjort spag,
Og er en Slave til denne Dag;
Saaledes det ei saa sjældent sig hender,
Den fanges i Garnet, der Garnet spænder.
Paa Rammen af Speilet fremdeles man saae
En Hund og et Æsel tilsammen staae.
En fornem Herre de tjende baade;
Men Hunden var høit i Gunst og Naade;
Hans Herre ham tit tog paa sit Skjød,
Og gav ham Sukker og Hvedebrød;
Ja kyssed’ endog ham ofte paa Munden.
Da Æslet det saae, misundte det Hunden,
Og tænkde: ”Hvorfor er min Herre dog
Forgabet i saadan et dovent Drog?
Den Hund ei bestiller det mindste om Dagen;
Men den er venlig — ja, det er Sagen!
Jeg vil og vise mig venlig og mild,
Og klappe min Herre, ja kysse ham til.
Min Artighed vil ham sikkert behage,
Saa bliver her Gammen og gode Dage;
Saa vil jeg lettere Arbeid faae,
Og Havre istedetfor muldent Straa!” —
Som saa han taler, hans Herre triner
I Gaarden ind og med venlige Miner
Gaaer Æslet imod ham, og skryder fro,
Og slaaer om hans Hals sine Fødder to.
Forfærdet begynder Herren at skrige;
Da løber til baade Karl og Pige;
Men Æslet, som troer, at han skryder afLyst,
Med Ømhed trykker ham til sit Bryst,
Ja, gnider hans Mund med sin laadne Mule,
Og slaaer ham af Plumphed iPanden en Bule;
Da raaber Herren: ”Børnlille, hid!
Vort Æsel er gaaet fra Sands og Vid.”
Strax Karlene kom med Knippler i Hænder,
Og smurde ham Sider og Ryg og Lænder,
Og jog ham i Stalden med Hug og Slag,
Saa Æslet blev Æsel til denne Dag.
End findes paa Jorden der Æsler mange,
Der Andre misunde og søge at fange
Det Gode, en Anden er mere værd;
Man seer dem i Forgemakker især;
Og naar de omsider Lykken snappe,
Og staae paa Spidsen af Ærens Trappe,
Da stikker dog Æselsørerne frem,
Til Moerskab for Alle, der kjende dem.
End stod der et Billed paa denne Ramme;
Tillad mig nu, at beskrive samme;
Det forestilde min Fader at gaae
Paa Jagt med Katten langs med en Aa.
En Pagt de gjorde med Eder svære
At Byttet, de fik, skulde fælleds være,
Og at de smukt skulde dele det;
Og kom de paa Toget i mindste Fare
Med Jægere, Hunde, Garn eller Næt,
Da skulde de troligt hinanden forsvare.
Som nu de vandred’ igjennem en Lund,
De hørde Tummel af Hest og Hund;
Snart saae de et Tog af Jægere snare,
Da blev Herr’ Mogens saa ræd, som en Hare,
Og raabde: ”Frende! nu er det forbi!
Hvad skal vi gjøre?” — ”Ven!” — sagde minFader —
”Naar blot ei den Ene den Anden forlader,
Da vil vi os nok af Faren frie.” —
”Hør!” — sagdeKatten — ”Et Raad jeg kjender,
Det vil jeg bruge!” — Og strax han render
Hen til en Poppel med skyhøi Top,
Og leer ad min Fader, og klattrer op.
”Strid!” — skreeg han fra Træet — ”Strid mandigt, Kjære!
At løbe, det bringer kun liden Ære!” —
Saa sveeg han min Fader, der undgik med Nød,
Ved Hjælp af sin Snarhed, den bittre Død.
Forfulgt af Jægeren og hans Hunde,
Han løb over Marken, det bedste han kunde,
Da fandt han et Hul, der ham Sikkerhed bød,
Og frelsde ham venligt af denne Nød.
Saa handlede Katten imod min Fader;
Hvad Under da, om ogsaa jeg hader
Den lede Forræder? Dog, Herre! nei!
Man bør tilgive; jeg hader ham ei!” —
End! stod der paa Rammen et andet Billed;
Det Ulven Herr’ Isegrim forestilled;
Hvorledes han hen over Marken gik,
Og en slagen Ganger i Syne fik.
Han havde, som altid, en sulten Mave,
Hvorfor han begyndte paa Aadslet at gnave;
Han var for graadig og slugde et Been;
Det voldte ham strax stor Smerte og Meen.
Det kom ham paa tværs i Halsen og vilde
Ei op eller ned; det hued’ ham ilde.
Rundt om til Lægerne sendte han Bud,
At de skulde trække ham Benet ud!
Han loved’ dem Guld og grønne Skove!
Men Ingen vilde dog Kuren vove!
Da kom der en Trane, der Badskjær var,
Og en Doctorhat paa sit Hoved bar.
Til ham begyndte nu Ulven med Smerte:
”Hvis Eder Himlen den Kunst beskjerde,
At kunne helbrede Sygdom og Brøst,
Saa hjælp mig, Herre! og skaf mig Trøst.
Det Been, det qvæler mig fast til Døde,
O, skaf det ud, før det lægger mig øde,
Da skal I en fyrstelig Gave faae.” —
”Vel!” — svarede hin — ”Jeg vil prøve derpaa!” —
Saa stak nu Tranen sit Hoved, den Taabe!
I Ulvens Svalg, og trak Benet ud.
Men Skalken begyndte at hyle og raabe:
”Din Haand er haard, fordømme dig Gud!
Hvor du har voldt mig en Qval og Qvide!
Forbandede Doctor, pak dig itide!” —
”Hvad?” — sagde Tranen — ”Hvad pukker I paa!
Kom hid med min Løn, saa vil jeg gaae!” —
”Jeg troer” — skreeg Ulven — ”I er ei rigtig!
I seer, jeg er syg, er en syg Mand pligtig
Sin Doctor at lønne, før han er sund?
Desuden har I af denne Mund
Frelst Eders Hoved, og dette, Kjære!
Kan, mener jeg fuld Betaling være.” —
Saa narred’ Ulven, som han var vant,
Den Ven, hos hvilken han Redning fandt. —
Alt dette man kunde paa Rammen finde,
Og meget mere. Jeg havde i Sinde
At skjænke Eder det samme Speil,
Min Dronning! og gav det til Mads at bære;
Jeg troede, han var en Mand af Ære,
Men, ak! desværre jeg troede feil!
Nu ere de borte, de Skatte saa rige,
Og stakkels Lampe er død tillige,
Dog haaber jeg, Himlen vil være saa blid,
At Alt maa røbes om føie Tid;
Et Mord dog sjældent fordulgt kan blive;
Maaskee og de her i Kredsen staae,
Der Underretning os kunde give,
Hvor disse Klenodier søges maa,
Og hvor Herr’ Lampe blev taget af Live.” —