Indhold.
At Uforskammenhed som oftest er
Det Skjold, med hvilket frækt sig Lasten dækker,
En velbekjendt; det Samme see vi her,
Hvor Rævens Skamløshed hans Fjender skrækker.
Kong Nobel, der ei klart i Tingen seer,
Gaaer bort for Raad at hente hos sin Mage;
Der hører han, foruden andet meer,
En Fabel om en Bonde og en Drage.
Da Ræven nu kom til Kongens Borg
Hans Hjerte var fuldt af Angest og Sorg.
De Fleste i Raadet ei var ham gode,
Og Mange ham haardt efter Livet stode;
Thi var han i Sindet kun lidet glad,
Og saare han frygted’ for Folkets Had;
Dog lod han, som lystig han var tilmode,
Og hilsed’ dem venligt, der trindtom stode;
Ved Brokkens Side han vandred’ afsted
Med rolig Mine og stolte Fjed.
Men da de ei langt fra Thronen vare,
Tilhvisked’ ham Grælingen: ”Ven, hold bare
Nu Ørerne stive, thi ræd Mand er
Ei Lykkens Gunstling, det veed enhver!”
Gjensvarer Mikkel: ”Min kjære Frende!
Din Tale er sand, det maa jeg bekjende,
Med dristigt Mod skal jeg træde frem
For mine Fjender og skræmme dem.” —
Men tæt om Ræven og Brokken trængde
Sig Rævens Venner og Fjender i Mængde.
En Deel af sin egen Slægt han saae,
Der dog ham ei vilde tilhaande gaae;
Der vare Maarer og Egener mange,
Der Alle var’ for hans Rænker bange;
Der vare og Mange i Kongens Slot
Der bleve ham troe og undte ham godt.
Men foran Thronen nedknælede Ræven,
Og taelde saaledes med Skjælven og Bæven:
”Den Herre, for hvem slet ingen Ting
Er skjult paa Jordens vidtløftige Ring,
Der Hjerter og Nyrer med Flid randsager,
Og naadigst de kronede Hoveder tager
Udi sin Omhu og Varetægt,
Beskytte min Konge og al hans Slægt;
Og give ham Kløgt, det Rette at vide,
At Uskyld ikke for Skyld maa lide,
Thi megen Falskhed paa Jorden er;
De Onde forfølge de Gode her,
Og Mange, der nu som Engle betragtes,
Vel burde som lede Djævle foragtes.
Jeg vilde, at hver Mand paa denne Jord
Det havde malet med klare Ord
Paa Panden hvad dybt i hans Hjerte boer;
Da stod det for Eder tydeligt skrevet
Hvor tro jeg til alle Tider er blevet,
Mens Andre svege i Farens Stund,
Der nu Eder daare med smigrende Mund:
Men Eders Viisdom vil finde det Rette,
Og dømme retfærdigt i denne Trætte!” —
Gjensvared’ Kongen: ”En Skurk er du!
Ei hjelper dig al din Forstillelse nu.
Du har mig gjækket saa tit med din Tale,
Thi opfyldt er du fra Hoved til Hale
Med Løgn og Smiger og hykkelske Ord,
Ei mindste Godt i dit Hjerte boer,
Den Troskab, hvoraf du saa ofte praler,
Den kjender vi nu; dit Levned taler
Med rene, klare og fyndige Ord.
Der er for Exempel Frue Skarpenæbs Mord,
Og saa den Sag med Kaninen; tilvisse.
Har du beviist i dit Forhold mod disse,
At du er trofast og uden Svig;
Ja, havde jeg ingen Sag mod dig,
Undtagen blot disse Tvende, de vare
Dog fuldelig nok mellem dig og mig;
Men daglig maa jeg med Sorg erfare
Hvad Nidding du er, dog dette skal faae,
En Ende, Mikkel! det sværger jeg paa!” —
Saa taelde Løven med flammende Blikke;
Den Tale huede Ræven ikke.
Han tænkde; ”Hvordan vil det nu mig gaae?
O, gid jeg tryg i min Hule laa!
Dog over Isen jeg maa mig liste,
Og vil den ei bære, da faaer den briste!” —
Derpaa til Orde han atter tog,
Og sagde: ”Min Konge! I er en klog,
Dertil en from og retfærdig Herre,
Men selv den Klogeste feiler, desværre;
Og den Sag har I, forlad mig det!
Min naadigste Herre! ei fattet ret.
I siger, at jeg bør straffes med Døden;
Ak, Herre! hvor ofte har ei i Nøden
Jeg Eder hjulpet med Raad og Daad;
Mens Andre sveeg som I stolede paa?
De samme, som nu saa flittigt klage
Saasnart de see mig fra Hoffet drage.
Men, naadigste Herre! I høre nu paa
Hvad jeg vil sige, og dømme mig saa!
Var jeg mig bevidst den ringeste Brøde,
Jeg sikkert ei vilde paa Tinget møde
For Eder, som er mine Fjender huld;
Nei ikke for hele Verdens Guld.
I Trængselsborg, min arvede Bolig,
Jeg smukt var blevet, der kunde jeg rolig
Forvente hvad I vilde finde for godt,
Thi let ei tages mit faste Slot.
Men da mig Brokken det Budskab bragde
Om disse Klager, jeg trøstigt sagde
Farvel til Kone og Børn, som græd;
En god Bevidsthed er aldrig ræd.
Vel havde jeg fuld og fast i Sinde
At vandre til Rom, for Aflad at vinde,
Dog krænket var nu min Ære igjen,
Og derfor ilde jeg først herhen.
Da mødte jeg Aben Morten, min Frende!
Han vilde til Rom og loved’ at vende
Den Band fra mit Hoved, ja, var saa god
At tage paa sig den hele Bod.
Han sagde: ”Gaa kun til Hoffet, Kjære!
Man skjænder dit Navn og krænker din Ære;
Din Synd skal jeg bære fra denne Dag
Og føre for Paven i Rom din Sag.” —
Saa skiltes vi ad; nu er jeg kommen
At tale for mig; jeg frygter ei Dommen.
Lad kun Kaninen, den falske Blak,
Fremtrine! Nu faaer jeg en deilig Tak
For al det Gode, han nød i min Bolig,
Lad ogsaa Kragen fremtrine, som trolig
Har fulgt Herr’ Isegrims Raad i Dag
Og kæret mod mig for digtet Sag!
Jeg veed, de ere ei selv saa rene.
Igaar kom Kaninen mod Middag alene
Forbi min Bolig. Jeg spurgde: ”Hvorhen?” —
Han sagde: ”Jeg vil nu til Hove igjen;
Dog er jeg saare af Hunger plaget,
Thi fastende er jeg fra Hjemmet draget.” —
Jeg svarede: ”Ven! vil I spise lidt Fisk,
Saa vil jeg strax lægge Dug paa Disk?” —
Jeg dækkede Bordet og lod frembære
Fisk, Kirsebær, Ost og andet mere;
Min yngste Søn og ved Bordet sad,
Han er en Elsker af saadan Mad.
Men da vi tilsammen nu vare mætte,
Min Søn vilde Fadet paa Hylden sætte,
Da blev Kaninen i Hu saa gram,
Sprang op fra Bordet og pryglede ham:
Han skreeg; det fik nu min Ældste at høre,
Foer til og afrev Kaninens Øre,
Med Nød og neppe jeg skilte dem ad;
Dog maa han i Sandhed være glad,
At saa Han slap, skjønt det gik ham, ilde.
Jeg veed ei heller hvad Tossen vilde;
Han misted’ et Øre, men Skade at ei
Det Andet ogsaa gik samme Vei!
Hvad Kragen angaaer, der nu har klaget,
At Livet jeg har af hans Qvinde taget,
Da lyver han nu, som han altid er vant;
Hun i sin Graadighed Døden fandt.
Hun pilled’ en Fisk, hendes bedste Føde,
Da fik hun et Been i Halsen og døde,
Skjønt Andre vil’ sige, ham selv det var,
Der hende af Aabry myrdet har.
Dog vil den Træring mig Skylden give,
Men hvis nu af mig han maatte blive
Forhørt og strakt efter gammel Skik,
Vist Piben en anden Tone fik.
Desuden naar ret man betragter Sagen,
Hvorledes skulde jeg fange Kragen?
Hun kan jo flyve, mens jeg maa gaae;
Hvor kunde jeg hende i Luften naae?
Nei lad Ham, Herre! nu førend I dømmer,
Bevise Klagen, som det sig sømmer
En ærlig, god og fribaaren Mand,
Da kan I straffe mig her paa Stand;
Hvis ikke, da staaer ham jo Skranken aaben,
Lad der os mødes med lige Vaaben,
Og lad os kjæmpe paa Liv og Død
Som Mænd af Ære!” — Saaledes lød
Nu Rævens Tale; men Alle, som hørte
Det dristige Sprog, han for Thronen førde,
Sig undrede saare, og bange i Hu
Bortsneg Kaninen og Kragen sig nu.
De tænkde: ”Vi kunne ei Vidner føre,
Og meget mindre det lader sig gjøre
At kjæmpe med Ræven, thi skarp er hans Klo;
snart vilde han myrde os begge To.
En Mester i Paafund han er tillige,
Og kan han ei slaae os, kan han os svige;
Oghvo er paa Jorden saa stærk, at han maa
I Kamp mod Styrke og List bestaae?
Nei, snart han vilde os bringe af Live;
Bedst er det, vi gaae og lade ham blive.” —
Men Brun og Isegrim bleve i Hu
Saa vrede da hine bortsneeg sig nu,
Især da Kongen udbrød: ”Hvor ere
Nu de, som agte paa Ræven at kære?
Igaar var her Mange; nu, Mikkel er
Paa Tinget, sees ikke en Eneste her.” —
Gjensvarede Ræven: ”Der Mange ere,
Der svarligen høres at klage og kære,
Naar deres Modpart af Byen er,
Men tie smukt, naar de vide ham nær:
Saaledes gaaer det med Disses Klage;
Kaninen, den Skjælm, og den dumme Krage,
De vilde mig bringe i Fare og Nød,
For Ulven at føie, og volde min Død;
Men nu jeg kommer, man seer dem drive,
Som vaade Hunde, af Gaarden og blive
For hele Folket til Spot og Foragt!
Saa stor er Uskyldighedens Magt,
At Ondskab flyer, saasnart den fremtræder!” —
”Hør!” sagde Kongen — ”Du onde Forræder!
Hvad gjorde dig Lampe, den fromme Mand,
At du ham beed med din lede Tand,
Han, som vore Breve var vant at bære,
Saa kjær vi havde og holdt i Ære?
Vi lod dig give Randsel og Stav,
At vandre til Rom og den hellige Grav;
Istedetfor Pilegrimsgangen at ende,
Snigmyrder du Lampe, din egen Frende,
Og sender os Mads med Randselen paa;
Han sagde, at Breve derinde laae;
Vi lod den aabne af Hofnotaren
Og fandt — det blodige Hoved af Haren;
Da gav vi Vædren i Ulvens Vold,
Der strax fortærde den lede Trold.” —
”Hvad!” raaber Mikkel med Rædsel malet
I Miner og Blik — ”Har I Alvor talet?
Er Lampe død? Er Vædren ei meer?
O, Ve mig, Arme! Jeg tydeligt seer
Af Eders Aasyn, at Begge ere
Ei meer i Live! Saa skal jeg da være
Til idel Uheld og Sorg bestemt!
O, gid jeg var dybt under Jorden gjæmt!
De største Klenodier har jeg mistet,
Dem har mig Vædren, den Skjælm, fralistet;
Han skulde dem bære til Eders Borg;
Nu har han gjort mig den Hjertesorg
At myrde Haren, min Ven og Frende,
Og Skatten at stjæle, jeg vilde sende
Min naadigste Dronning, o Ve! o Vok!
Det anede mig! Jeg tænkde det nok!” —
Men Kongen var heel forbitret og hørde
Ei ret den Tale som Ræven førde;
Han gik i sit Kammer, for der i Mag
At overveie den hele Sag.
Paa Veien til Kammeret traf han sin Qvinde,
Tilligemed Bargat, den snilde Abinde,
For hvilken han meest Høiagtelse bar
Af alle de Fruer ved Hoffet var.
Saasnart hun saae, at Løven var bister,
Hun sagde: ”Ak, Herre! den fromme Magister
Er død, det maa vel bedrøve enhver!
Men hvo kan sige hvem Morderen er?
Lad, naadigste Herre! nu Eder formilde!
Ret ofte har Ræven vist handlet ilde,
Dog Herre! paa ingen Maade jeg troer,
At Mikkel er skyldig i Lampes Mord.
Han hører til Abernes Slægt og Samme;
Hans Skjændsel vil hele Familien ramme;
Desuden var jo hans Fader en Mand,
Der Agtelse nød i det hele Land;
Med Troskab tjende han Eders Naade,
Lad dette nu komme Sønnen til Baade!
Med Mikkel det gaaer, som det pleier at gaae,
Udmærkede Mænd, man lyver dem paa.
Skjøndt ligesom Andre han har sine Lyder,
Han er dog begavet med store Dyder;
Ja, selv hos Fremmede høres hans Priis;
I hele Raadet er ingen saa viis.
I husker, Herre! nok Sagen med Slangen,
Som Manden frelsde, da den var fangen?
Den Dom han sagde i denne Sag,
Er end i Minde paa denne Dag;
Thi vanskeligt var det, i denne Trætte
At dømme med Kløgt og at finde det Rette.” —
Gjensvared’ Kongen: ”Jeg husker ei ret
Hvordan det hang sammen, fortæl mig det.” —
Hun svared’: ”For to eller tre Aar siden,
Jeg husker just ikke saa nøie Tiden,
En gyselig Lindorm til Tinget kom,
Og havde en Sag og forlangde Dom.
Hans Modpart var ogsaa tilstede i Retten,
Men dette, o Herre! var Aarsag til Tretten.
En Bonde, som vilde til Staden gaae,
Kom til et Gjærde, i hvilket der laa
En Orm, der var hildet udi en Snare;
Den raabde til Manden i denne Fare,
Og sagde: ”Ven! vær barmhjærtig og fri
Mig ud af Snaren jeg stikker i!”
”Det” — svaredeManden — ”jeg gjærne gjorde,
Og skaffed’ dig løs, naar blot jeg torde;
Dog vil du sværge og bande paa,
At lade mig siden uhindret gaae?” —
Strax svoer Lindormen, da løsde han Snaren,
Og Slangen, som nu var befriet for Faren,
Med Manden fulgde den samme Vei;
Da blev den sulten og ændsede ei
Det Løfte, den gav, men skjød saa fage
Mod Manden, der bævende foer tilbage,
Og sagde: ”Er det nu Lønnen jeg faaer?
Hvor kan du være saa troløs og haard?” —
Gjensvared’ Ormen: ”I vore Skove
Det hedder, at Nød bryder alle Love,
Jeg kan forsvare hvad nu jeg gjør.” —
”Ak!” — sagde Manden — ”saa lad da, før
Du dræber mig, Andre dømme i Trætten;
Du vil dog ei ganske fornægte mig Retten?” —
Gjensvared’ Ormen: ”Lad være saa!
Den, først vi møde, os dømme maa!”
Saa gik de fremad og kom til en Mose;
Der traf de Ravnen, Herr’ Plukkepose,
Tillige med Sønnen, Herr’ Qvakkeler.
Da raabde Ormen: ”Kommer nu her!” —
Derpaa forklarede han Sagen for Baade.
De sagde: ”Med Rette kan Eders Naade
Ham æde, hvis dygtig sulten I er!
Thi Nød bryder Love, det veed enhver.” —
De tænkde et Stykke af Byttet at fange.
Da sagde til Manden den grumme Slange:
”I hører nu, Mand! at I ædes maa!”
Gjensvared’ Bonden: ”Nei, ikke saa!
Ei Tyve kan rette Dommere være!
Men er I billig, saa lad mig kære
For fem eller syv retsindige Mænd.” —
”Vel!” — svarede Ormen — ”Saa gaae vi igjen!” —
Men Ravnene fulgde paa Veien de Tvende.
De mødte Ulven og Brun, hans Frende.
Da Manden nu stod mellem disse Fem,
Hans Sag blev mere og mere slem.
De tænkde, at mætte sig Alle tillige;
Paa ingen Maade han kunde undvige!
Og da nu Ormen dem havde meldt
Hvad hørde til Sagen, blev Dommen fældt:
”Den Mand tilhører Ormen med Rette,
Thi Nød og Trang over Eder gaaer;
Saa bøder han og for unødig Trætte
Til sine Dommere begge Laar.”
Da Manden det hørde, han blev heel bange;
Men glad i Hu blev den grumme Slange,
Og strax mod Manden sin Ædder skjød;
Med Møie han undgik den bittre Død,
Og sagde: ”Herr’ Lindorm! I bør ei tage
Mit Liv; eller vil I mig Retten forsage?
Kan Røvere fælde en retviis Dom?
Nei! Er I en Hædersmand, da kom
Og lad os paa Tinget føre Trætten;
Der sidde retsindige Mænd i Retten;
Ja, Kongen selv er tilstede der;
Der dømmes retfærdigt, det veed enhver.” —
”Vel!” — svarer Ormen — ”end vil jeg tvinge
Min Sult og gaae med Eder til Tinge.” —
Saa gik de Alle herhid paa Stand,
Ulv, Bjørn og Ravne og Orm og Mand.
Men da nu Sagen var bragt for Retten,
Slet Ingen vidste at skille Trætten;
Enhver da havde sit eget Sind;
I selv jo vidste ei ud eller ind.
De fleste raadte til Mandens Skade,
Thi Mange af dem, som i Raadet sade,
En Deel af Byttet tænkde at faae;
Da lod I, Herre! et Budskab gaae
Til Ræven, at strax han skulde til Hove;
Thi kyndig var han i Landets Love,
Men da han var kommen og hørde det,
Han sagde: ”For Sagen at dømme ret,
Vi maa til det samme Gjærde, hvor Slangen,
Da Manden kom, var i Snaren fangen,
At jeg kan vide hvordan den var stedt.” —
De kom til Gjærdet, hvor Snaren var sæt;
Der lod han atter den Lindorm binde,
Og sagde: ”Nu troer jeg de vil besinde
Sig begge i samme Stilling, som før.
Thi vil jeg dømme, som det sig bør.
Saaledes var det, I stode begge,
Nu kan du, Bonde! ham atter række
Din Haand til hjælp, hvis dig synes saa,
Dog kan du ogsaa ham lade staae.” —
Den Dom behagede Eders Naade;
I roesde Ræven over al Maade,
Og sagde, han var retfærdig og viis;
I gav ham for Alle den største Priis.” —
”Det” — sagde Kongen — ”min kjære Abinde!
Kan gjærne være; men drages til Minde,
At han er sigtet for Mord og Rov,
Og dømmes maa efter Landets Lov.” —
Saa taelde Kongen og gik tilbage
Til Tinget igjen; ham fulgde hans Mage;
Med dem tillige Abinden gik,
At see hvad Ende den Trætte fik.