Indhold.
En hæslig Bog, hvori Poeten slaaer,
Til Ærgrelse for mig, hans Oversætter,
En Deel af dem, der vogte Kirkens Faar,
Og Støvets Brøst optegner og udsletter.
Forresten vil jeg nu, i Autors Navn,
Til Bod for disse slemme Riim og Flere,
Det store Kirkens Lys paa Christianshavn
Den hele Bog, som følger, offerere.
Som nu de vare komne paa Heden,
Begyndte Ræven: ”Jeg skrifted’ forleden
Paa dette Sted mine Synder for dig,
Det letted’ mit Hjerte og styrkede mig.
Vil du mig høre, min kjære Frende!
Saa vil jeg atter min Brøst bekjende,
Og sige dig Alt, hvad jeg syndet har
Fra den Tid, sidst jeg til Skrifte var.
Først lod jeg af Bjørnens Ryg mig skjære
Et Stykke til Randsel. Den vilde jeg bære
Som Pilegrimsmand og til Jorsal gaae.
Derefter lod jeg af Ulven flaae
Hans ene Par Sko, og Grimhild, hans Qvinde,
Blev ogsaa nødt til at miste et Par;
Da maatte de begge med Sorg befinde
At jeg i Svig deres Mester var.
Jeg har og Dronningen skjændigt bedraget,
Og Nobel, min Herre, ved Næsen taget,
Jeg har dem Fluer i Hovedet sat,
Og digtet en Krønike om en Skat,
Der skulde ligge paa Husterhede;
Der skulde Lampe dem hjælpe at lede,
Men Stakklen har Forfald, han kan ei gaae,
Det volder at jeg ham til Frokost aad.
Derpaa med Breve jeg Væderen sendte
Til Kongen og Dronningen; Skroget rendte
Med Posen paa Nakken afsted som en Gjek,
Men da man ved Hoffet fik aabnet hans Sæk,
Henrulled’ Magisterens Hoved i Sandet.
Det Puds var Aarsag i Madses Død.
Kaninen spilled’ jeg og et Andet;
Igaar jeg gik ham imøde og bød
Ham smukt Velkommen; det kosted’ hans Øre.
Derpaa kom Kragen; hun vilde gjøre
Et lækkert Maaltid og æde mig op;
Da fik jeg Lyst til Madamens Krop.
Se, disse ere de Synder, Frende!
Som denne Sinde jeg har at bekjende;
Dog noget jeg glemde forleden Dag,
Det er en særdeles mærkværdig Sag.
Gaa ei saa hurtigt, saa skal du høre
Hvad Ulven jeg voldte for Skade og Skam;
Jeg vilde ei gjerne, man skulde gjøre
Det Samme mod mig, som jeg gjorde mod ham.”
”Vi vandred’ sammen eet Aar forleden
En hellig Aften hen over Heden;
Vi vare sultne, men han især;
Da fik han i Syne en broget Mær,
Der gik i Græsset og havde ved Siden
Et Føl, saa fedt at det glindsede ret,
Den sultne Herr’ Isegrim føelde ei liden
Begjærlighed efter at æde sig mæt!
Thi plaget var han af gruelig Hunger.
Han sagde: ”Gak hen til den brogede Mær,
Hun har dog vel sagtens flere Unger;
Maaskee hun sælger mig Føllet der?” —
Jeg gik og sagde: ”God Aften, Madame!
Der har hun et Føl; hvad koster vel Samme?
Det er vel tilfals?” — ”Ja sikkert, min Ven!” —
Gjensvarer Mæren — ”Jeg sælger det, men
Contant, Credit kan jeg ikke give.
Her under min Fod lod jeg Prisen skrive.
Forstaaer I at læse?” — Jeg svarede: ”Nei!
At læse og skrive forstaaer jeg ei;
Ei heller jeg efter Føllet tragter;
Det er Herr’ Isegrim Ulven, der agter
At kjøbe det.” — Svared’ den brogede Mær:
”Saa lad ham komme og kjøbslaae her.” —
Jeg løb til Ulven og sagde: ”Frende!
Kom hurtigt, førend det angrer hende!
Hun siger, at Prisen skal skrevet staae
Paa hendes Bagfod; der selv I maa
Den læse; jeg, Frende! forstaaer det ikke;
Man har forsømt mig i Skolen at skikke,
Da jeg var liden; nu er det for seent.”
Gjensvarer Ulven: ”Mig er det forleent
Ethvert Slags Skrift paa Jorden at kjende;
Jeg læser Latin, Hebraisk og Fransk
Samt Tysk og Engelsk saa godt som Dansk;
Mine kjære Forældre lode mig sende
Til Kiel og Jena, Paris og Rom,
Og grundlærd jeg atter til Hjemmet kom;
Jeg har disputeret ret mange Gange
Om vigtige Ting, for Exempel, hvormange
De elleve tusinde Jomfruer var’;
Om Grækerne Sko eller Tøfler bar;
Og om deslige høistvigtige Sager,
Hvormed de Lærde nu Hjernen plager,
Derfor vil jeg gaae til den brogede Mær
Og see hvad hun under Foden bær.” —
Saa gik han til Hoppen og lod mig blive.
”Madam!” — udbrød han — ”Hvad skal jeg give
For Føllet, der hist paa Engen gaaer?” —
Hun sagde: ”Det under min Bagfod staaer;
Der kan I den nøieste Priis erfare,” —
Han svarede; ”Mutter! løft Foden bare!” —
Hun løfted’ den op. Den nylig var
Beslaaet og dygtige Sko hun bar.
Og Ulven nu vilde med Flid besige
Hvad skrevet der stod, hun ramde ham lige
Paa Panden, saa Blodet i Strømme flød,
Og om han dratted’ og laa som død.
Een Time vared’ det, ja vel tvende;
Han kunde ei vride sig eller vende;
Han laa og gispede i sit Blod;
Sex nye Søm i hans Pande stod.
Da gik jeg til ham og sagde: ”Herre!
Det Føl var nok lovligt dyrt, desværre!
Naar Børn og Narre til Marked gaae,
Man siger, at Kremmerne Penge faae.
Hvad var det, der stod under Hoven skrevet
Siig, er det læst eller ulæst blevet?” —
”Ak!” — stønnede Ulven — ”Stor Sorg og Meen
Har Mæren mig voldt med de lange Been.
Der var ei Skrivt under Foden, Frende!
Men sex nysmedede Søm. Se her!
I kan dem midt i min Pande kjende.
Forbandet være den fule Mær!” —
”Nu har jeg” — vedblev Herr’ Mikkel — ”for Eder
Bekjendt mine Synder, store og smaa,
Som det en Bodfærdig sømmer, og beder,
I nu vil lade mig Aflad faae,
At jeg med en god Samvittighed maa
Frem for min Konge og Dommer staae,” —
Gjensvarer Brokken: ”Heel svar, min Frende!
Er Eders Synd, det maa jeg bekjende;
Dog, da I angrer hvad I forøved;
Og i Betragtning af al den Nød,
Der truer Eder, endog paa Livet,
Skal nu hver Synd Eder være tilgivet.
Men det, der meest Eder skade kan,
Er Lampes Mord; den hellige Mand
Var høit hos Kongen i Gunst og Naade;
I var og dristig over al Maade.” —
”Hør!” — svarer Ræven — ”Min Frende kjer!
Den Sag er ikke en Bønne værd;
Den, som i Verden maa vidt omfare,
Kan ei sit Levnet saa reent bevare,
Som den, der lever i Klostertugt.
Jeg saae, at feed var den salig Hare;
Han hopped’ paa sine Poter saa smukt;
Da kunde jeg mig umueligt bare.
Jeg undte Mads det ei heller godt,
Thi voldte jeg ham den Skade og Spot;
Nu har de Skaden, jeg Synden, Frende!
Man kan sig ei heller saa strax omvende.
Jeg veed, at man Næsten elske maa;
Men de, der skulle os foregaae
Med godt Exempel, de Værste ere.
Betragt blot Hoffet! Vor naadigste Drot
Er vist en Herre af Dyd og Ære;
Men sært dog gaaer det i Løvens Slot.
Hvad selv han ikke kan føre til Nytte;
Det bliver nu Bjørnens og Ulvens Bytte;
Og Ingen der findes, som drister sig til
At sige: Herr’ Løve, det bør I ei gjøre!
Den Ene ei tør, den Anden ei vil
Saa dristigt et Sprog for Thronen føre.
Hvorfor? Enhver nu sin Andeel faaer,
Og fylder sin Vom, og tier, og gaaer.
Og var der end Nogen, der klage vilde,
Det var jo allene sin Tid at spilde;
Hvad skulde man kunne udrette der,
Hvor Vederparten selv Dommer er?
Ja, hvis jeg turde, jeg vilde sige:
Kong Nobel er ædel og mægtig tillige,
Men dem han sætter sin Lid kun til,
Der qvæde den Vise, han gjerne vil,
Nu raader Ulven og Bjørnen til Hove;
De myrde og røve i Mark og Skove,
Og Ingen siger et Ord dertil;
Men kommer Mikkel og fange vil
En Krage, Gjæsling eller deslige;
Strax hører man Alle huie og skrige,
Og fik de mig fat, paa Stedet jeg hang.
Men dette er Verdens sædvanlige Gang!
Smaa Tyve hænger man aabenbare;
De Store kan stjæle foruden Fare;
Man giver dem Roes og Belønning til,
Og Rang og Titler, saa mange de vil;
Da, Frende! jeg saae, at dette blev Mode,
Jeg tænkte mig ogsaa at gjøre tilgode,
Og strax begyndte at gaae paa Rov,
Ret som en Anden, i Mark og Skov.
Jeg tænkte: ”Saa gjøre jo og de andre,
Bedst er det i deres Spor at vandre!
Vel plaged’ Samvittigheden mig tit,
Og hvisked’ til mig: ”Det er ei dit!
Og hvad du saaledes fra Andre mon tage,
Skal siden med Renter kræves tilbage!”
Men naar jeg saa manglede Suul paa Disk,
Samvittigheden blev stum, som en Fisk.
Ja, naar desuden jeg nøie betragter
De geistlige Herrers Levned og Fagter,
Der dog vel skulde os foregaae
Med godt Exempel, og agte paa
At deres Vandel og deres Lære
Ei skulde alt for ulige være,
Da fristes jeg næsten til at troe,
Kun onde Urter i Verden groe.
Vel er der Præster, der billigt betragtes
Som værdige Mænd og æres og agtes,
Men Mængden vil dog, Gud bedre det!
Paa Dommedagen befindes for let.
De Fleeste see kun, som utroe Hyrder,
Paa Embedets Goder, ei paa dets Byrder!
De leve i Ladhed og Fraadseri,
Og skjøtte ei mere om Bogen, end vi.
Desuden ere de kalkede Grave,
Troløse Arbeidere i Herrens Have,
Udvortes fromme, men indeni
Fulde af Hovmod og Hyklerie;
Af Had og Nid de hverandre forfølge;
Den rette Aarsag de klogeligt dølge,
Og skrige, det er for den rette Tro
At ei de kan lade Næsten i Ro.
De røve Andre Hæder og Ære,
Naar ei de vil troe Alt, hvad de lære,
Og kalde dem Kjættere, raadne Træer,
Hvem Hævnens Øxe alt ligger nær.
Hver Gang en Anden en Tanke føder,
Der ikke passer i deres Kram,
Med Magt de i Larmtrompeten støder,
Og vække Zions Kjemper mod ham.
Da gaaer det løs paa en Skjælden og Smælden;
De slænge Kjolen og kaste Snavs
Til alle Sider, og ikke sjælden
Gjør Stanken ene Modstanderen taus.
Og hvorfor skraale de vel saaledes?
At Herrens Viingaard maa rygtes og fredes?
Jo pyt! den lede Hovmod det er,
Der fører Hovedbanneret her.
Det er den Djævel, der har dem inde;
De ville et Navn i Verden vinde,
Og med en Helgenglorie paa
Omsider i Almanakken staae.
Saaledes er Verden nu omstunder!
En ærlig Mand er et reent Vidunder.” —
”Ven!” — svarer Brokken — ”Ti stille nu!
I kommer blot Andres Synder ihu,
Og Eders egne derover forglemmer,
Hvad ei med christen Kjærlighed stemmer,
Og ei med den Anger, I vise maa,
Naar selv I trænger til Aflad at faae.
I ligner heri de onde Præster,
Der Satan i Hjertet erkjende for Mester,
Skjønt Gud de prise med Miner og Ord,
Og idelig raabe: ”Jeg troer! jeg troer!”
Saa taelde Ræven og Brokken tilsammen.
Omsider kom de til Slottet igjen,
Hvor Kongen holdt Gilde i Fryd og Gammen
Med sine Baroner og gode Mænd.
Men Aben Morten, der havde fornummet,
At Ræven var atter til Tinge kommet,
Ham vilde møde, forinden han gik
Og Audience hos Kongen fik.
Han traf ham udenfor Kongeborgen,
Og sagde: ”Min Frende og Ven! lad Sorgen
Nu fare! Ei staaer Eders Sag saa slet,
Den jo kan forandre sig ganske let.” —
”Ak!” — svarede Ræven — ”I disse Dage
Jeg troer, mig hver Nar i Landet vil plage;
Saasnart jeg Hoffet har vendt min Bag,
Opripper man atter den gamle Sag.
Et Par Kanailler, jeg troer, det maa være
Kaninen og Kragen har vovet at kjære
Imod mig; den Ene har mistet sin Viv,
Den anden sit Øre, men frelst sit Liv.
Det hele er Sladder; og kan jeg komme
Til Orde, det skal dem kun lidet fromme.
Men hvad meest skader mig arme Mand,
Er det, at jeg er udi Kirkens Band;
Det voldte Ulven; han lod sig rage,
Og mellem de sorte Brødre optage;
Da leed han Hunger og mangen Nød;
Jeg rørdes og Haanden til Flugt ham bød.
Det bragde mig siden stor Kummer og Smerte.
Nu angre jeg det af mit ganske Hjerte;
Han lønner mig ogsaa det ilde igjen;
Thi aldrig i Grunden han var min Ven.
Men skulde jeg nu til Paven drage,
Hvad blev der da af min stakkels Mage?
Hvad blev der af mine umyndige Smaa?
Hvor vilde de Stakkler vel Føden faae?
Den Band, den volder mig megen Qvide;
O, var jeg den qvit, vel skulde jeg vide
Med fyndige Ord at tale min Sag!” —
”Ven!” — svarer Aben — ”Jeg drager i Dag
Til Rom; jeg vil Eder være til Haande,
Og hjælpe Eder i denne Vaande!
Jeg er jo Biskoppens Klærk og veed
Med saadanne Sager ret god Beskeed.
Den Provst, der Eder i Banden satte,
Skal løse Eder, hvis I vil skatte
En Smule til Simon, min Frende, i Rom;
Thi stedse hjalp han enhver, som kom
Og meldte sig hos ham med Skjænk og Gaver
Foruden denne endnu jeg haver
En Mængde Venner i samme By,
Til hvilke jeg i min Nød kan tye,
Der er Herr’ Vildogunst Cansler hos Paven,
En mægtig Herre, der veier Gaven,
Og deler Ret efter Maal og Vægt;
Med ham er Marsken Herr’ Guldgrisk i Slægt,
Og Doctor Filurian; begge jeg kjender;
De tage altid med begge Hænder;
Dog ere de Baade i megen Agt,
Har Afladshandlen i deres Magt,
Og vide herligt i Strid og Trætte,
Det Lige at krumme, det Krumme at rette.
Den Sag for hvilken I er i Band,
Den tager jeg paa mig som ærlig Mand.
Fra den skal I nu befriet være;
Jeg selv vil Eders Forseelser bære
Saalænge, indtil de forlades i Rom.
Gaa nu til Hoffet og vent Eders Dom;
Min Kone, Frue Bargat, I der vil finde,
Vor naadige Dronnings bedste Veninde;
Hun er forstandig og dydig især.
Tael strax med hende; hun hjælper enhver
Af hendes Slægt, der i Fare steedes;
Og hendes ædle Hjerte vil glædes,
Naar hun kan frelse saa kjær en Ven.
Hos hende I finder og Mange igjen
Af vore Frender og Venner, der ville
Sig strax ved Siden af Eder stille;
Men kan I selv derved dog ei faae Ret,
Saa skynd Eder, Kjære! og meld mig det.
En Bandstraale skal jeg mod Hoffet slynge,
Saa det skal i Kongens Øren synge;
For Eders Skyld jeg det hele Land
Skal straffe med Interdict og Band;
De skal ei faae Lov at præke og bede;
Ei Grav at grave, ei Seng at rede
For Brudefolk: ja, ikke engang
Skal Folket trøstes med Klokkeklang.
En gammel Mand er hans Hellighed Paven,
Han seer ei paa Verden, men kun paa Graven,
Men vældig regjerer udi hans Gaard
Herr’ Aldrigmæt, der for Sagerne staaer;
Han elsker saare min smukke Frenke,
Fru Kurre, en ung og behagelig Enke;
Han har og en Skriver Johannes Parti;
Ved disse To skal jeg Eder frie
Fra Banden, som Provsten har sat Eder i,
Og Ret Eder skaffe, trods Alle, som vove
At kjære og klage mod Eder til Hove.
Selv Kongen er underrettet herom;
Han veed, jeg vil tale for Eder i Rom;
Desuden vil han betænke tillige,
At Mange der findes i dette Rige
Af Abens og Rævens vidtløftige Slægt,
Hvis Ord har i Raadet den største Vægt;
De ere snarraadige, gjæve og vise,
Deres Kløgt man hører at Alle prise!
Thi vær frimodig, min Frende og Ven!
Og træd med Tillid for Kongen igjen?” —
Med disse Ord de hinanden forlode;
Til Rom gik Aben men ilde tilmode
Var Ræven, thi uden Leide han kom
Til Kongens Gaard, for at høre sin Dom.