Indhold.
For Trængselsborg beslutter Kongen nu,
Naar Morgnen gryer, med Herreskjold at drage.
Den gamle Grævling løber ind i Hu
Sin Ven en saadan Fare at opdage.
Frue Hermelin er Døden nær af Sorg,
Men snilde Mikkel veed at trøste hende.
Derefter vandrer han til Løvens Borg,
Og Brokken følger med sin Ven og Frende.
Da Kragen nu havde sin Klage endt,
Udbrød Kong Nobel, af Harm optændt!
”Ved vores Tro og vor Dronnings Ære!
Den Daad skal hævnes; og vi skal lære,
Den arrige Skalk at agte vort Ord;
Sit Liv skal han lade for dette Mord.
Hvor var vi en Daare, at nys tilbage
Vi lod den Forræder ustraffet drage,
Og gav ham for al sin Brøde fri!
Men Dronningens Raad var Skyld deri.
Dog er der vist Flere end vi i Landet!
Der Qvinderaad for silde har bandet!
Op, vore Vasaller og gode Mænd!
Til Vaaben! Vi lade ei sligt gaae hen.
Thi lade vi sligt ustraffet, vilde
Hvert ærligt Dyr vist hue det ilde;
Og Ræven, den lumske Ildgjerningsmand,
Forødte i kort Tid det hele Land.
Nu agte vi aarle i Morgen at drage
Til Rævens Bolig, for Hævn at tage,
Og haabe, med Himlens Hjælp, at vi
Skal Landet snart fra den Nidding fri.” —
Hos Mængden af dem, der vare tilstede,
Den Tale vakde stor Fryd og Glæde,
Især var Ulven og Bjørnen froe,
Og gjerne havde de begge to
Lagt Ved til Ilden, men ei de voved’
At aabne Munden, thi Kongens Hoved
Var saare kruset, af Harm han greed;
Thi var Enhver i Forsamlingen ræd,
Og Ingen sig dristed’ et Ord at sige,
Undtagen hans Dronning; hun var tillige
Skjøn, dydefuld, mandhaftig og viis;
Paa hende han satte den største Priis.
Hun sagde: ”Min Herre og Konge! jeg beder,
Sværg dog ei saadanne gruelige Eder!
Lad Vreden fare og tag imod Raad!
I veed jo ei noget om denne Daad;
Maaskee er den sand, maaskee er den ikke
Bedst er det strax efter Ræven at skikke,
Thi Loven siger i allen Fald;
Uhørt man Ingen fordømme skal!
Den, Uret haver, og stundom kærer;
Kaninen og Kragen til Ræven bærer
Et dødeligt Had, som vi tit har hørt;
Maaskee er han bleven af dem besørt.
Jeg holder Mikkel for brav og kløgtig,
Saavel til Raad, som til Gjerning dygtig,
Og derfor jeg nys ham hjulpet har,
Men kun for Eder at gavne det var.
Dog lad ham end have adskillige Lyder,
Begavet dog er han med store Dyder;
Besynderlig er han i Raadet en Mand,
Hvis Lige ei findes i dette Land.
Desuden er han af adelig Stamme,
Og kan af hundrede Aner bramme;
Derfor, o Herre! betænk Eder nu;
En slet Raadgiver er vred Mands Hu!
Tids nok det er, om I finder siden,
At Straf han fortjener; hans Magt er kun liden
Mod Eders at regne, og dersom I vil
Ham revse, I altid har Evne dertil.” —
”Deri„ — tog Leoparden til Orde —
Min naadigste Dronning har fuldelig Ret.
Eders Dom vil altid fuldbyrdet vorde;
At fange Ræven er ganske let.
Det ene kan Eders Naade fromme,
At Ræven I lader til Orde komme;
I har jo dog Frihed at gjøre det,
Som Eders Viisdom anseer for Ret.” —
”Kan„ — udbrød Ulven — ”den dumme Krage
End ikke mod Ræven bevise sin Klage,
Han derved dog neppe har vundet stort;
Sit Liv har den Skurk desuden forgjort.
Han har sin Herre og Konge bedraget,
Ja saa at sige ved Næsen taget;
Han loved’ ham nylig en Skat saa riig,
Det hele var idel Løgn og Sviig.
Han sagde, han vilde til Jorsal vandre,
I det Sted plyndrer og myrder han Andre.
Jeg vil ei nævne den Spot og Spe,
Han ganske nylig har voldt os Tre,
Mig, Bjørnen Brun, og Grimhild min Qvinde.
Men dersom I Herrer det rigtigt finde,
Saa stævner ham kun, hvis nogen vil gaae
Og Uriasløn for sit Budskab faae.” —
”Hvad?„ — udbrød Kongen og fnysde af Harme —
Hvad skal den Stævnen? Vi har jo Arme,
Og Hellebarder, Saxe og Sværd,
Poløxer, Pile og lange Spær!
I Morgen væbne I Eder tilhobe;
Jeg selv vil lægge min Hermelinskaabe,
Og tage Pantser og Harnisk paa;
Saa ville vi Alle mod Ræven gaae.
Hans Slot vil vi brænde og lægge øde;
Ham selv og hans Børn vil vi hænge op,
Og Kragen Mærkenøie til Føde
Vi skjænke den lede Forræders Krop.” —
Saa taelde Kongen, men neppe hørde
Den kloge Grævling hvad Sprog han førde,
Før bort han sneeg sig og løb saa fuus
Hen over Marken til Rævens Huus.
Til Lykke traf han Herr Mikkel hjemme.
”Nu” — sagde han — ”bringer jeg Tidender slemme,
I trues med Død og Fordærvelse, Ven!
Thi Kongen er saare forbittret igjen.
Han kommer, for Eders Borg at berende,
I Morgen aarle med Riddre og Svende;
Saa dyr en Eed har han svoret paa
At hænge Eder og Eders Smaa.
Nu vil jeg Eder, som Ven, advare,
See til at undgaae en saadan Fare!
Kaninen har været i Kongens Gaard,
Og ført mod Eder Beskyldning haard;
Ja, Mærkenøie, den dumme Krage,
Har ogsaa været paa Tinget at klage;
I Dag kom Ulven og Bjørnen fri,
Stor Yndest og Naade ere de i:
Jeg frygter, at faaer de Eder i Hænde,
Vil Legen tage en sørgelig Ende.” —
Men Ræven sagde: ”Min Frende! hør!
Kun sjældent bider den Hund, som gjøer.
Hvor kan saa ringe en Sag forfærde
En Mand, som Eder, der ofte lærde
Mig kjek at være i Farens Stund?
Ja, Frende! en Eed i Nobels Mund
Jeg fast ei meer end et Mundsveir skatter,
Der skralder meget og glemmes atter;
Ustadig er han, som Veir og Vind.
Men, kjæreste Fætter! træd nu herind!
Du trænger sagtens til noget at nyde;
To unge Duer jeg kan dig byde;
De ere trinde og vel ved Magt.
Men hør nu! Af Alt, hvad du nys har sagt,
Du maa ei fortælle det mindste derinde;
Thi let at skrække er, veed du, min Qvinde:
Hun daaner saasnart jeg af Gaarden skal.
I Morgen gaae vi til Kongens Hal,
Der stoler jeg paa din Bistand, Frende!” —
”Ja!” — svarer Brokken — ”I skal erkjende,
At jeg er en ærlig Frende og Ven;
Følg ikkun med mig til Tinget igjen;
Jeg eder skal være til Gavn og Baade,
Om end det skal koste mig Kongens Naade.
Leoparden har foreslaaet i Dag,
At frit I maa komme og tale Jer Sag;
Det Samme jeg hørde Dronningen sige.” —
”Vel!” — udbrød Ræven — ”jeg vil ei vige
For mine Fjender og faaer jeg Lov
Min Sag at tale, jeg har ei behov
At frygte, den faaer en bedrøvelig Ende!
Men kom nu ind i min Bolig, Frende!” —
De gik i Hulen. Rævinden modtog
Dem Begge venligt. Hun var en klog,
Beleven Qvinde; og laved’ tilrette
De tvende Duer, for Gjæsten at mætte;
Tilstede var og hendes Sønner to,
Ved dem var Mikkel saa inderlig fro;
Han sagde til Brokken: ”Hvad tykkes dig, Kjære
Om mine Drenge? De ere, min Tro!
Af rette Art og vil gjøre mig Ære;
De føde sig selv alt begge to,
De fange Kyllinger og deslige;
De klattre og svømme ret flinkt afsted;
Nu lærer jeg dem ved List at undvige
Sax, Snare, Støver og Skytte med.
De ere villige altid og rede;
Blandt Ænder gribe de strax de Fede,
Og lade alene de Magre gaae.
I alle Stykker de slægte mig paa.
Deres Syn er skarpt, deres Tænder hvasse;
I eet Grams ere de Begge i Stand
At bide Halsen af største Gaase.” —
”Ven!” — svarer Brokken — ”Hver ærlig Mand
Maa glædes ved saadanne Børn at eie!
De kunne gavne ham i hans Stand,
Og hjælpe ham, Føden at skaffe tilveie;
Nu er det sjældent, som hver Mand veed,
Da Børn meest øde Forældrenes Sveed.” —
”Ja!” — svarer Ræven — ”Min kjære Frende!
Desværre, deri har du ganske Ret!
Men det er sildigt, du er nok træt;
Gak hen og læg dig! Jeg maa bekjende,
At ogsaa jeg har lidt Hvile behov.” —
Nu gik de; og Alle til Ro sig lagde
Paa duftende Hø, men Ræven tilbragde
En kummerfuld Nat, mens de Andre sov;
Han var bedrøvet over al Maade;
Skjønt ei han vilde sin Sorg forraade
Enten for Husfrue, Børn eller Ven;
Men da nu Solen stod op igjen,
Og Hanerne goel, han kaldte sin Qvinde,
Og sagde: ”Min Bedste! jeg har i Sinde
At følge med Brokken til Hove i Dag.
Vær ikke bange for denne Sag.
Foruden Møie jeg kan mig forsvare,
Og Brokken har sagt der er ingen Fare,
Thi Dronningen er mig i Hjertet god,
Og Mangen er med mig, som var mig imod.
Forvaer nu Huset, jeg bliver ei længe;
Farvel! Bær Omhu for vore Drenge
Og vær kun, min Putte! ved freidigt Mod!” —
”O Mikkel;” — udbrød Rævinden med Taare —
Hvad vil du ved Hoffet? Du er en Daare!
Nys vilde de hænge dig op, nu vil
Du atter vove det samme Spil.” —
”Slet intet” — sagde Ræven — ”jeg vover,
Thi mine Fjender vil undre sig over
Mit dristige Mod og forstumme af Frygt,
Og alle de Planer, de nu har bygt,
Nedriver i Øieblikket min Tale;
Med sorte Farver jeg skal dem male,
Jeg skal dem sværte baade for og bag,
Saa de skal mindes den Dag i Dag.
Farvel, mine Børn! Farvel, min Mage
Ret snart I har mig igjen tilbage.”