Indhold.
Kaplanen Mads opvaagner af sin Drøm,
Da uformodentlig sig Lykken vender;
Men Løven, hvis Samvittighed er øm,
Strax en Gesandt til Ulv og Bamse sender.
Ved Kammerbrev befales alle Faar
At lade skyldigst sig af Ulven bide;
Saa gik det her, som det saa ofte gaaer,
De stærke kives og de Svage lide.
Til Hoffet kom den eenfoldige Væder,
Og tænkte, at vinde sig Ære og Hæder.
Med vigtige Miner han træder frem
For Kongen og Dronningen, hilser paa dem,
Og siger: ”Til Eder stormægtigste Konning!
Og til min Frue, vor naadigste Dronning,
Jeg bringer Hilsen fra Mikkel Ræv,
Og disse Breve, vi sammen skrev;
De ere vigtige over al Maade,
Vi have dem opsat og skrevet baade,
Herr’ Mikkel og jeg, og Glæde stor
Vil Eder forvolde de fyndige Ord.” —
”Hem!” — sagde Kongen — ”Hvad kan det være?
Den Randsel, han skulde til Jorsal bære,
Den har han nu hid med Breve sendt?
Maaskee et Par Ord om Skatten ved Gent!”
Strax kalder Kongen paa Bokkert den Bæver,
Statssekretæren, hvis Embede kræver
At han skal læse og først forstaae
De Breve, der røre Landet paa.
Ham byder han aabne den tunge Pakke,
Som Ræven hængte om Madses Nakke.
Frem triner Bokkert for Kongen paa Stand,
Med Mogens sin Skriver, den stakkels Mand
Der nylig havde forliist et Øie;
De bukke sig Begge, betragte nøie
Den hele Randsel med alle dens Baand,
Og aabne den saa med forsigtig Haand.
Og da nu Randslen omsider var aaben,
Og da de nu trak dens Indhold frem,
Hjelp Himmel! hvad blev der for Larm i Hoben!
Hvad blev der for Skræk blandt alle dem,
Der vare tilstede. Selv Løven taber
Al Sands og Samling, og sidder og gaber
Foruden Mæle, ja Dronningen er
Ved Kongens Side en Daanelse nær.
Høit løfter op den forbausede Bæver
Magistrens blodige Hoved, der kræver
En blodig Hævn og Kaplanen staaer
Og stirrer til Synet han reent forgaaer.
Dog endelig fatter sig Kongen og brøler
Med flammende Blikke og skummende Mund:
”O, havde jeg her den forbandede Hund!
Men faaer jeg ham fat, i hans Blod jeg kjøler
Min Harme saasandt —„ ”Allernaadigste Drot!” —
Udbrød Leoparden — ”Det er ei godt,
I Eder forivrer; thi kostbar tilvisse
Er Eders Sundhed for alle disse,
Der samle sig her om Thronens Fod;
Desuden er Sagen jo ei saa vigtig;
Hvad ligger der Lag paa en Hares Blod?” —
”Jo!„ — svarer Løven — ”En Konge er pligtig
At sørge for Alle Store og Smaa,
Og sandelig, Straffen skal Brøden naae!
Han har os daaret med smigrende Tale,
Med falske Løfter i svigefuld Mund,
Har vidst med de sorteste Farver at male
Den tappre Ulv og den vise Brun,
Og Isegrims Frue og andre Flere,
Som vi i vor Blindhed har skadet mere;
End vi formaa dem at gjælde igjen;
Dog meest vi kan derfor min Dronning takke,
Vi lod os, som Adam af Eva, besnakke;
Men raad nu I os, Frende og Ven!”
Gjensvarede Leoparden: ”O Herre!
Det Gjorte ei ugjort bliver, desværre!
Og Sagen, jeg tilstaaer det gjerne, er slem,
Dog troer jeg, I nok kan forsone dem.
Byd derfor til Bod dem den falske Væder
Med al hans Slægt; han er en Forræder,
Der selv har bekjendt sig skyldig i Mord;
Ved saadan Bod jeg visselig troer,
De alle Tre vil nøiede være,
Naar I dem hæver til samme Ære
Som før. Men hvad angaaer den falske Ræv,
Der sendte Eder det haanlige Brev,
Da raader jeg Eder med Vaaben ihænde
Stortrængselsborg, hans Slot at berende,
Og naar I da haver i Eders Magt
Med Hustru og Børn den Forræder bragt,
Da bør I udrydde den hele Stamme,
Og øde Borgen med Ild og Flamme.”
”Vel!” svarer Kongen — ”Det Raad er godt;
I Morgen berende vi Rævens Slot.” —
Derpaa befoel han af Fængslet at hente
De Tre, som Ræven saa grueligt skjændte,
Og lod dem sætte i Raadet igjen
Som dadelløse og retskafne Mænd
Derefter lod han sin Cansler skrive
Et aabent Brev, at det maatte blive
De samtlige Dyr til Kundskab bragt,
At Mikkel var sat i Rigets Act.
Til Fængslet gik Leoparden at hente
De Tre. Han sagde! ”Hvad knap I vente,
Opreisning og Frihed, det bringer jeg nu;
Hvad Kongen, min Herre, med fjendtlig Hu
Har Eder gjort til Spot eller Skade,
Fortryder han alt, og beder, at I
Af redeligt Hjerte det ville forlade.
Nu kjender han Rævens Forræderie,
Og ønsker, I ville til Bod annamme
Forbryderen Mads med hans hele Stamme,
Samt alle Gjeder og alle Faar,
Der fødes fra nu til Verden forgaaer
Hvor I dem finde, foruden Betaling
I maae dem tage, det er hans Befaling,
Paa aaben Mark, under Bondens Tag,
I Eng eller Skov, ved Nat eller Dag.
Desuden han Eder den Frihed skjænker,
At efterstræbe med Vold og Rænker,
Som bedst I kunne, den arrige Tyv,
Og skille ham baade ved Gods og Liv.
Og saadan Frihed han nu vil give
Ei Eder blot, mens I ere i Live,
Men Eders Afkom til evig Tid;
Og Brevet skal ikke koste en Hvid,
Men Eder gratis tilhændet blive.” —
Med Glæde toge de tre imod
Hvad Leoparden dem bød til Bod;
Da maatte Væderen lade Livet;
Ja, hele hans Slægt blev overgivet
I Ulvens Vold og derfor man seer,
At Ulven dem grueligt eftersætter
Ved lyse Dage, i mørke Nætter,
Og mener, at saadant med Rette skeer;
Og aldrig vil denne Forfølgelse endes
Saalænge der Ulve og Vædre findes.
Men Kongen sendte saa vide omkring,
At alle Dyr skulde komme til Ting;
Da mødte ved Hoffet en mægtig Skare
Af raske Hofmænd og Kjemper snare;
Ei Dyr alene, Store og Smaae,
Men ogsaa den vingede Slægt man saae;
Stor Ære de Ulven og Bjørnen viisde,
Og Alle de Kongens Retfærd priisde.
Da var der Høitid og megen Fest,
Hver gjorde sig glad, som han kunde bedst;
Man dandsed’ til Piber og til Skalmeier,
Og alle glædtes ved Ulvens Seier,
Undtagen Grævlingen og et Par,
Der nær med Ræven i Slægtskab var;
Man aad, man drak, man snakkede sammen;
Men som de nu sade i Fryd og Gammen,
Gik Knud, Kaninen for Kongen at staae,
Og neied’ sig dybt og talede saa:
”Stormægtigste Herre og Konge! til Eder
Jeg tager min Tilflugt og ydmygst beder
Om Ret. Den listige Mikkel vil
Endnu ei lade sit grusomme Spil.
Jeg vilde i Morges til Hove drage,
Og maatte forbi hans Bolig tage,
Da saae jeg ham udenfor Porten staae
Med Hat og Pilegrimskappe paa.
Jeg tænkte, han sang sine Morgensange,
Thi vandred’ jeg fremad og var ei bange;
Men neppe paa mig han Øie fik,
Før han mig hurtig imøde gik.
Jeg troede, han vilde mig høfligt undfange,
Og bukked mig dybt og mange Gange;
Men knap var han kommet mig nær nok, før
Han greb mig i Nakken med sine Kløer.
Hans Kløer ere hvasse og meget lange;
Da blev jeg i Hjertet ret angst og bange;
Jeg vælted mig om i Støvet og knap
Jeg var saa heldig at bort jeg slap.
Det var min Snarhed, der frelsde mig Livet;
Dog har han tre hæslige Saar mig givet,
Se, her i mit Hoved er Huller to,
Dem rev den Skjælm med sin skarpe Klo;
Og borte er ogsaa mit høire Øre,
Det faaer jeg ei mere at see eller høre;
Han beed det af med sin hvasse Tand.
O, straf ham, Herre! Det hele Land
Vil Eders Retfærd og Viisdom love;
Da faae vi Tryghed i vore Skove;
Da kan med Sikkerhed Vandreren gaae
Paa Landeveien, og stole paa
Med hele Lemmer at naae sin Bolig;
Nu sover den Svagere aldrig rolig,
Thi ingen Væg er mod Rævens List
For tyk, og høi nok er ingen Qvist.” —
Som end han taelde, kom Mærkenøie
En Krage, med Bind om det venstre Øie,
Og tuded’ og skreg: ”Allernaadigste Drot!
Slaa Ræven ihjel! Stik Ild paa hans Slot!
Udryd hans Afkom, hans Venner og Frender!
Den arrige Skalk har med frække Hænder
Snigmyrdet min Viv. Den Stakkel saae,
Da aarle vi vilde i Engen gaae,
Filuren Mikkel som død at ligge
Midt ude paa Marken; han rørde sig ikke;
Hans Mund stod aaben, hans Tunge hang
Udenfor Gabet tør og lang;
Hans Øine syntes brustne at være!
Vi nærmed’ os Begge og raabde: ”Kjære;
Vaagn op! Vaagn op! Herr’ Mikkel, vaagn op!” —
Men kold og stiv var hans hele Krop.
Derover, Herre! jeg ynkedes saare;
Min fromme Qvinde fældte en Taare;
Jeg føelde med Haanden paa Rævens Lig,
Og tænkte: ”Mon ei det kan lykkes mig
Igjen at bringe den Stakkel til Live.”
Min Husfrue Skarpenæb vilde give
Ham nogle Draaber i samme Stund,
Og rakde sit Hoved frem til hans Mund;
Den Stakkel aned’ ei mindste Fare,
Og tog sig ikke det ringeste vare,
Da afbeed Skalken med skarpen Tand
Den Armes Hoved. Jeg fattige Mand
Begyndte at skrige af alle Kræfter,
Men Tyven sprang op og gramsede efter
Mig høit bedrøvede; dog til Nød
Undgik jeg ved Flugten den bittre Død.
Der stod en Ahorn ei langt fra Stedet,
Did fløi jeg halv blind og ilde tilredet,
Og saae hvorledes Forræderen stod
Og drak min myrdede Qvindes Blod;
Han aad hende op og lod ei tilbage
Et eneste Been af min elskede Mage.
Da dette var gjort, han løb til sin Borg.
Jeg fløi til Stedet, betaget af Sorg,
Og fandt alene en Haandfuld Fjere,
Som her jeg bringer; han levned ei mere.
O allernaadigste Herre og Drot!
Jeg beder, I hævner nu denne Spot.
Skal Eders Love saaledes foragtes,
Og Dyden af Ondskaben eftertragtes,
Da vil det ilde i Landet gaae,
Og I, allernaadigste Herre! vil faae
Et hæsligt Lov blandt Store og Smaa.