Indhold.
En geistlig Kappe tager Ræven paa
Og iler bort, ledsaget af de Andre;
Det er ei første Gang man Ræve saae
I Præstekjole og Sumar at vandre.
Han kommer til sin Borg og bringer med
En Haresteg for sig og Børn og Kone;
Med Breve løber Vædren Mads afsted
Og seer i Drømme en trefoldig Krone.
Den næste Morgen, da Sol opstod,
Herr’ Mikkel sit Fodtøi smøre lod;
For var det Isegrim og hans Qvinde,
Det vilde han slide denne Sinde.
Derefter gik han for Kongen at staae
Og neied’ sig dybt og talede saa:
”Min naadigste Drot! Eders Tjener er rede,
Lad nu Eders Hofpræst komme og bede,
Som Brug er, og signe mig førend jeg gaaer,
At Lykke og Held jeg paa Reisen faaer.” —
Men Vædren var Kongens Kaplan med Ære,
Han pleied’ tillige hans Klærk at være,
Desuden var han en grundlærd Mand;
Ham lod nu Kongen hente paa Stand.
”Hør!” — sagde han — ”Mads! jeg vil, I skal bede
En Bøn for Ræven, der nu er rede
At vandre til Rom, for Aflad at faae;
Saa skal I og hænge ham Randselen paa,
Og give ham Pilegrimsstaven i Hænde,
At han sin Reise med Held maa ende.”
Gjensvarede Mads: ”Min naadigste Herre!
Det tør jeg ikke; han er desværre
I Kirkens Band, og gjorde jeg det,
Og Bispen det spurgde, min rette Herre,
Da vilde det vistnok kun gaae mig slet.
Dog kunde man Tingen saa lønligt gjøre,
At Bispen Herr’ Ugrund ei fik det at høre,
Og Provsten Herr’ Vindfæl det ikke fornam,
Og Degnen Herr’ Skraal mig ei vilde besøre,
Da skulde jeg gjerne indvie ham.” —
”Hvad?” — raabde Kongen med funklende Blikke —
”Hvad sladdrer du der? Du vil maaskee ikke?
Hvem skal du lystre, en Bisp eller mig?
Naar hørde man sligt? Men jeg siger dig,
Og læg det paa Hjerte, min gode Væder!
Jeg agter din Bisp ei for Støvet, jeg træder;
Og læser du ikke i denne Stund,
Jeg tænker, for evigt at stoppe din Mund.
Se! Ræven er rede til Rom at vandre;
Han vil sit onde Levned forandre,
Og gjøre Bod, for Aflad at faae,
Og derfor skal du nu over ham bede.” —
Saasnart Kaplanen bævende saae
At Kongen, hans Herre, var kommen i Vrede,
Han løb efter Bønnebogen paa Stand,
Og bad for den listige Pilegrimsmand,
Der griner i Skjæget og lidt kun skjønner
Paa stakkels Kaplanens sirlige Bønner.
Da Bønnen var endt, Kaplanen gav
Den viede Pilegrim Randsel og Stav,
Og gjorded med Bælter af Reed hans Lænder.
Derpaa bød Ræven til Venner og Frender
Et kjærligt Farvel med Graad paa Kind;
Han søgde, tilhobe at bilde dem ind
At denne Skilsmisse gik ham til Hjerte;
Men føelde Skalken den mindste Smerte,
Det var fordi han ei havde Magt
At faae sine Fjender tilsammen bragt
I samme Qvide, som hine Trende,
Han nyligen lod saa ynkeligt skjænde,
Ulven, hans Frue og Bjørnen med.
Men Ræven hasted’ og vilde afsted;
Han gik til Hoffet, for Afskeed at tage
Da sagde Kongen: ”Hvi vil du drage
Saa hastigt bort?” — Gjensvared’ paa Stand
Herr’ Mikkel, den listige Pilegrimsmand:
”Den, Godt vil gjøre, det ei opsætte!
For tidligt man ei kan det Gode udrette;
Thi lad mig begynde min Pilegrimsgang,
Der baade, Herre! er farlig og lang.” —
”Vel!” — svarer Kongen — ”Saa faaer du fare!” —
Derpaa befoel han saa Mange, som vare
Ved Hoffet forsamlede, Store og Smaa,
Med Ræven et Stykke paa Veien at gaae.
De skulde ham Alle Geleide give,
Undtagen de Tre, som i Lænker laae,
De maatte tilbage i Fængslet blive.
Saa skiltes Ræven med Brask og Bram
Fra Kongens Gaard, hans Fjender til Skam;
De Samme maatte nu med ham drage,
Der nylig hørdes over ham klage.
Men førend han gik af Kongens Slot,
Han sagde: ”Min allerstormægtigste Drot!
Jeg raader Eder, lad dem, som ligge
I Fængslet, ei slippe, thi komme de ud,
Som dog forbyde den gode Gud!
Til Eders Fromme det bliver ikke.
De ere falske og fulde af List;
Det gjælder Eders dyre Liv forvist!” —
Saa taelde Ræven, og gik, ledsaget
Af Dyrene alle fra Kongens Borg;
Selv Fyrsten han havde med Løgn bedraget,
Og voldt sine Fjender Skjændsel og Sorg.
En halv Miil fulgde ham Dyrenes Skare;
Saa tog de Afskeed. Men Ræven med Svig
Til Lampe sig vender, den dumme Hare,
Og sukker: ”Min Broder! det smerter mig,
At jeg saa hastigt maa skilles fra Eder,
Saavelsom fra Mads, min Slægtning og Ven!
Dog, kjæreste Frender! med Graad jeg beder,
Ledsager mig blot til min Bolig hen.
I ere sødtalende, vise og fromme;
Hvert Dyr sig fryder ved Eders Komme,
I føre et ret opbyggeligt Liv,
Deeltage aldrig i Strid og Kiv,
Men ere just som jeg var af Sæder,
Den Tid, jeg leved’ som Eremit;
Kun Løv og uskyldigt Græs I æder;
Om Kjød og Saadant I skjøtte kun lidt;
Saaledes af Store og Smaa I agtes,
Og som to hellige Mænd betragtes.”
Han daared’ dem begge paa denne Viis;
Og førde dem ud paa den glatte Iis;
Med søde Ord skal man Tosser fange.
De fulgte ham Begge, og vare ei bange;
Dog blev der dem siden til Skade stor
At Lid de slog’ til en Hyklers Ord.
Som nu de udenfor Porten stod,
Til Væderen Mads sig Ræven vendte,
Og sagde: ”Nu maa I være saa god
Herude en liden Stund at lente.
Lad først Magisteren træde ind,
Og trøste min Frues bedrøvede Sind,
Thi let I begriber, min gode Frende!
At det vil blive en Skræk for hende
Om Eder hun seer, som er Klærk og Fiskal;
Hun troer, I vil skrive Alt i Huset;
Forøg ei, Frende! et Hjertes Qval,
Der alt af Rædsel er sønderknuset.
Jeg veed, stor Viisdom i Lampe boer,
Og Talen hans flyder, som Honning, fra Munden;
Jeg vædder, saasnart han har sagt et Ord,
Er ogsaa min Qvindes Angst forsvunden.” —
Saa lod ham Vædren for Porten staae,
Og kom med Lampe hvor Fruen laa,
Bortjamrende Tiden med Suk og Klage;
Men nu da Mikkel vendte tilbage
Heelskindet fra Tinget og uden Brøst
Blev al hendes Sorg forvandlet til Lyst.
Dog vidste hun ei hvad hun skulde sige,
Da Mikkel hun saae med Randsel paa,
Med Pilegrimsstav og med Sko tillige,
Beredt til de hellige Steder at gaae,
Og dertil fulgt af den fromme Hare.
Hun sagde: ”Mikkel! min Dyrebare!
Hvordan er det gaaet i Kongens Slot?” —
Han svarede: ”Sødeste Viv! ret godt!
Vel maatte jeg lide stor Angst og Trængsel,
Blev dømt til Døde og kastet i Fængsel,
Men atter løsladt paa Kongens Bud,
Og ført med Ære af Fængslet ud.
Dog skal jeg nu en Piligrim være,
Og Stav og Randsel til Jorsal bære,
Derfor er Brun nu gaaet i Borg
Tilligemed Ulven, hans Viv til Sorg.
Ja, Kongen har og mig Lampe givet,
Der idelig stræbde mig efter Livet,
Til Bod og Erstatning for det, jeg leed,
Jer er ham ogsaa umaadelig vreed,
Og Regnskab vil jeg med Strænghed kræve.” —
Saasnart Magisteren dette fornam,
Begyndte han strax at skjælve og bæve,
Og stræbde at flygte, men begge Ræve
Sprang til og slog deres Kløer i ham.
Nu tog han til at hyle og flæbe
Og raabde paa Mads, der for Porten stod:
”Man vil mig kvæle, man vil mig dræbe!
Den falske Pilegrim drikker mit Blod!”
Dog Ræven med skarpen Tand ham bider,
Saa Blodet farver det hvide Sand,
Og raaber: ”Saa har jeg da styret omsider
Min Hævn paa denne skinhellige Mand!
Han har mig skadet af alle Kræfter,
Men sikkert han skader mig ei herefter.
Kom, Hermelin! Kom, mine Sønner to!
Nu ville vi æde og være froe!
Den Hare er feed, den sender vor Konning,
Og hendes Naade, vor elskede Dronning,
Kom Børn!” — ”O!” — raabte hans venne Viv —
Saa ædel et Par, der veed at skjønne
Paa Dyd og Fromhed, vil Himlen lønne,
Og skjænke et langt og lyksaligt Liv.
Men, Mikkel! fortæl nu din elskende Mage,
Hvorledes du slap af saa stor en Nød.
Alt har jeg Arme begrædt dig som død,
Og opfyldt Huset med Suk og Klage;
Men Himlen ske Tak, at jeg har dig tilbage!” —
”Det vared’ for længe, min hulde Viv!
Gjensvared’ Ræven — ”hvis nu jeg vilde
Fortælle dig alle de Rænker snilde,
Jeg satte i Værk, for at frelse mit Liv.
Vor naadige Konning jeg har besnakket,
Og daaret vor Dronning med List og Svig,
Og derfor, frygter jeg, varer kun stakket
Det Venskab, der er mellem dem og mig;
Thi meget vil Kongen snart opdage,
Naar blot en Smule han tænker sig om;
Og hvis jeg atter til Tinget kom,
Jeg frygter, jeg vendte ei meer tilbage;
Thi sikkert lod han mig hænge op,
Og Ravne og Krager pille min Krop.
Til andre Egne vi maa os vende,
Hvor Ingen til vore Rænker kjende,
Til Sønden er det, jeg agter at gaae
Der kunne vi leve, der kjender os Faa;
Der findes i Overflod Livets Goder,
I Skovene Dyr og Fiske i Floder,
Kalkuner og Kyllinger findes der,
Og Ænder og Gjæs i hvert et Kjær.
Der er det godt; did ville vi vandre,
Og Alle følge vi med hverandre;
Du lille Mikkel, og Rødfæl med;
I Morgen ville vi Alle afsted;
Thi dvæle vi længere her i Landet,
Og Kongen mærker til et og andet,
Da, kjære Husfrue! da er det forbi;
Med tomme Løfter jeg kjøbde mig fri,
Jeg lovede Kongen, jeg vilde ham give.
Den Skat, Kong Emmerik aatte i Live,
Og efter Næsen jeg har ham sendt
Til Husterlo paa Heden ved Gent;
Did skulde Lampe ham nu ledsage,
Mens selv jeg vilde til Jorsal drage;
Men Lampe er undskyldt, Himlen ske Lov!
Og Kongen vil aldrig finde den Skov.
Imidlertid vil han snart begribe,
At han har dandset efter min Pibe;
Hans Vrede vil blusse og Mange vil
Ei glemme, at gyde Olie til.
Det taabeligt er os mod Kongen at sætte;
Derfor jeg holder det for det Rette
At flygte, mens Tid er; thi, Kone! mærk,
At kæmpe mod Braaden er gal Mands Værk.” —
”Ak!” — sukked’ Rævinden med taarefyldt Øie —
”Saa skal vi forlade de elskte Høie,
Der saae os fødes og voxe frem!
Saa skal vi flye fra de kjære Steder,
De Vidner til vore Sorger og Glæder,
Fra dig, vort gamle, arvede Hjem!
O nei! Den Sorg kan jeg aldrig bære!
Hør, Mikkel! jeg beder paa mine Knæer,
Bliv dog! hvorfor er du bange, Kjære?
Slet intet du har jo at frygte her.
Vil Kongen med Magt indtage din Bolig —
Jo pyt! — Du sidder tryg og rolig
Herinde, som laa du i Abrahams Skjød!
Og lykkes det og ham Borgen at tage,
Det er jo Tids nok af Landet at drage;
Vi har jo Løngange nok i vor Nød.
Her er du og en af Rigets Herrer,
Men hist? Min Tro! naar man skifter Kaar,
Man sjældent dem bedrer, men tit dem forværrer;
Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer.”
”Vel!” — svarer Ræven — ”Vi blive, min Hjerte!
Er saa du fornøiet?” — ”O, kjæreste Mand!” —
Udbrød hun igjen — ”Eet gaaer mig til Hjerte,
Din Pilegrimsgang til det hellige Land.
Den Reise er lang og besværlig tillige,
Og saa det store, vildene Hav,
Og Jægere, Saxe og andet deslige!
O, var det ei gjort, det Løfte du gav!” —
”Men, Kone!” — gjensvarer Ræven med Latter —
Jeg troer, du primer! Den Eed, jeg svor
Nødtvungen, jeg ei for en Bønne skatter;
Og er du da saadan en Gaas, at du troer,
At jeg til Rom vilde Kursen sætte?
Hvad Pokker skulde jeg der udrette?
Og har jeg end ti Gange svoret derpaa,
Jeg agter dog aldrig til Jorsal at gaae.
Nei, Kjælling! jeg bliver nu smukt her hjemme
Paa Trængselborg og lever i Ro
Hos dig og hos vore Sønner to,
Og vil ei Kongen min Uret glemme,
Og kommer han hid, for at fange mig,
Velan! han skal finde en Mand for sig.
Thi er han end mægtig og stærk tillige,
For mig han maa dog i Rænker vige,
Og den Steen løfter den snilde Mand,
Som tyve Kjemper ei rokke kan.” —
Men Mads, der stod for Porten og gabde,
Taalmodigheden omsider tabde:
”Hei, Lampe!” — skreeg han — ”Nu ville vi gaae!
Hvorlænge skal her jeg i Taaget staae?”
Da Ræven hørde Kaplanen skrige,
Han gik for Porten og sagde: ”Min Ven!
Gaa smukt tilbage til Tinget igjen!
Den fromme Lampe lader dig sige,
At end han bliver hos mig en Stund;
Min sørgende Husfrue vil han trøste,
Og hende med søde Ord forlyste,
Der flyde, som Honning, fra hans Mund.
Han beder, I nu forud vil vandre,
Ved Hoffet I træffer igjen hverandre.” —
”Men” — svarede Mads — ”jeg hørde et Skrig,
Og Stemmen var Lampes, han kaldte paa mig,
Og raabde paa Død og Andet deslige;
Hvorfor tog Magisteren saa til at skrige?”
Gjensvared’ Mikkel: ”Af Angst og Sorg.
Formedelst min Reise til Romaborg,
Min Qvinde daaned’, da skreg vor Frende,
At du skulde komme og hjælpe hende.
Han raabde: ”Min Frenke er daanet og død!
Kom, Mads! og hjælp mig i denne Nød!”
Men karsk og sund er igjen min Qvinde;
Hun sidder for Øieblikket derinde,
Hos Lampe, der synger og beder smukt,
Og trøster hende i Ære og Tugt.
Bedst derfor du strax dig paa Veien giver;
Hos os inat Magisteren bliver.
Men Kongen bød mig at sende ham Bud;
Siig, vil du føre det Budskab ud?
Et vigtigt Brev jeg har ham at sende;
Det vil jeg betroe til din Omsorg, Frende!” —
”Hvorledes” — gjensvarer Mads — ”skal jeg
Det Brev forvare den lange Vei?
Jeg har jo hverken Pung eller Lomme,
Hvori jeg kan saadanne Sager komme”. —
”Hør!” — sagde Ræven — ”Vi putter det ind
I Randslen, jeg fik mig af Bjørnens Skind;
Der kan det bedst i Sikkerhed være,
Og da kan du ogsaa det lettest bære.
Min Tro naar Kongen den Pakke faaer,
Da bliver der Glæde i al den Gaard;
Det Brev er vigtigt over al Maade;
Du kommer ved det i største Naade;
Selv Dronningens Yndest du strax vil faae,
Hun rækker dig Haanden at kysse paa.
Ja, Gaver og Skjænk man vil dig give;
Tilsidst maaskee du vil Biskop blive!
Vendt lidt! jeg kommer ret snart igjen,
Og bringer dig Randslen med Brevet, Ven!” —
Sligt troede Mads; men Ræven tilbage
I Hulen iilde, for Randslen at tage;
Først gjemde han Lampes Hoved deri,
Og lukked’ den vel; derpaa han bragde
Den op til den taablige Præst og sagde:
”Den Randsel fører til Lykkens Sti;
Den vil dig hæve til Magt og Ære;
Men vogt dig smukt for at kige deri;
Det var et skjændigt Forræderie,
Der vilde dig selv til Fordærvelse være.
Den Randsel er lukt paa en egen Art;
Naar Kongen seer den er velbevart,
Han vil dig prise, han vil dig hædre
Langt meer end alle de andre Vædre.
Men vil du vinde hans fulde Gunst,
Saa siig, at jeg har at takke din Kunst
For Brevene her, at de ere blevne
Ved din Hjælp sammensatte og skrevne;
Thi Frende med dig jeg gjerne vil
Den Naade dele, de hjælpe mig til.” —
Saa taelde Ræven; Kaplanen troede
Hans listige Tale, blev vel tilmode
Og sagde: ”Min kjæreste Frende og Ven!
Hvordan skal jeg tjene Eder igjen?
Jeg kommer nu snart til stor Magt og Ære;
De Andre Præster vil Avind bære;
Men faaer jeg først Bispestaven fat,
Tilsidst vel endogsaa Sanct Peders Throne
Jeg naaer og Pavens trefoldige Krone.
O Frende! jeg er en lyksalig Mand;
Eders Fjender skal komme i Kirkens Baand.”
Nu tog han Randslen om Halsen og iilde
Saa glad til Hoffet; men Ræven smiilde
Og sagde: ”Du feiler, min gode Ven!
En taablig Væder er ikke den,
Der pleier paa Peders Stoel at hæves;
Dertil en Ræv eller Slange kræves.
Men Lykke paa Reisen! I Veiret du vil,
Velan! nu har du jo Midlet dertil!„