Indhold.
Man seer af denne Bog at Smigreri
Og Egennytte selv den Kloge blænder;
Ved disse Tvendes Hjælp slap Ræven fri,
Hvorpaa ham Kongen paa en Valdfart sender;
Men lang er Veien, som han har at gaae;
Til Sko han trænger, som man let kan tænke;
Det indseer Dronningen og Ulven maa,
Paa hendes Naades Bud, ham Sine skjænke.
Saa taelde Ræven; det vakde baade
Forundring og Skræk hos det kronede Par;
De tvivlede ikke i mindste Maade,
At al hans Tale jo Sandhed var
Især da sin egen Faders Minde
Og Frender og Venner han skaanede ei;
Desuden haabed’ de Skatten at vinde,
Og Guldet jævner en knudret Vei.
”Hør!” — sagde Kongen — ”Fortæl os, Kjære!
Hvor var det, I lagde Skatten hen?
”O!” — svarede Ræven — ”Hvi skulde jeg være
Saa taab’lig at røbe mit Guld for den,
Der dømmer mig baade fra Liv og Ære?” —
Men strax tog Dronningen Ordet igjen:
”Min Herre er naadig, han skjænker dig Livet,
Og hvad du har syndet, skal være tilgivet,
Naar siden du tjener os troe og huld,” —
Gjensvarer Mikkel: ”Min Dronning! med Rette
I prises som deilig og naadefuld;
Og dersom min Konge vil love mig dette,
Da viser jeg Eder mit røde Guld;
Da skal I saa rige og mægtige vorde,
At Ingen paa Jord Eders Lige er.” —
”Ja, hvis det er sandt” — tog Kongen til Orde —
Hvad nu I staaer og fortæller os her?” —
”Ak!” svarer Dronningen — ”Naadigste Herre!
Hvad Ræven har sagt er nok sandt desværre,
Han skamde jo ikke sin bedste Ven,
Ja, ikke sin egen Faders Ære;
Og har han for’seet sig, som nok kan være,
Han angrer, og bedrer sig nok igjen.
Jeg svarer for ham, han vil herefter
Os være tilhaande af alle Kræfter,
Og troligt os hjælpe med Raad og Daad.” —
”Nu!” — sagde Kongen — ”I mener det saa,
Velan da, saa være hans Brøst tilgivet!
Jeg dømmer ham atter fra Døden til Livet;
Men driver han siden sit gamle Spil
Med Rov og Mord, ved denne min Krone,
Og ved min gamle, arvede Throne,
Og ved min Manke, jeg sværger ham til,
At uden Naade jeg straffe vil.” —
Nu blev Herr’ Mikkel saa vel tilmode;
Strax faldt han det kronede Par til Fode,
Og kyssede Jorden, hvorpaa han stod,
Og raabde: ”For Eder, stormægtigste Konning!
Og for min Frue, vor naadigste Dronning,
Med Glæde offrer jeg Liv og Blod!
Gud lønne Eder for saadan Naade!
O nedrige Sjæle, der kunde forraade
Et Par, hvis Lige ei Jorden seer!
Nei, aldrig komme en saadan Tanke
I denne Barm, der for Eder skal banke
Saa længe til den banker ei meer!
Men, Herre! nu vil jeg da Eder sige
Det Sted, hvor ligger forvaret den rige
Kong Emmeriks Skat. Som vel I veed,
Der findes i Flandren Øster i Landet
En Hede af Lyng baade lang og bred;
Paa denne Hede der findes blandt andet
En liden Skov, kaldet Husterlo;
Og midt i Skoven en Aa der flyder;
Og over Aaen der gaaer en Bro;
Men ligefor Broen en Birk opskyder;
Og tæt ved Foden af Birken staaer
En kulsort Steen, som I vælter tilside;
Hvorefter I Øie paa Hullet faaer;
Igjennem dette I lade Jer glide;
Saa finder I under det sorte Muld
Den hele Skat af Klenodier rige.
Der finder I Dideriks Sværd tillige;
Der finder I Emmeriks Krone af Guld;
Den vilde Brun paa sit Hoved sætte;
Men Himlen, der kjender stedse det Rette,
Og aldrig er Svig eller Ondskab huld,
Har villet, at I, o Herre! skal bære
Det gamle, hellige Smykke med Ære.” —
”Hør, Mikkel!„ — udbrød nu Kongen — ”I maae
Med mig som snarest til Flanderen gaae!
Ei finder jeg Skatten foruden Eder.
Vel har jeg hørt om Paris og Gent,
Om Bryssel og Aken og slige Stæder,
Men Husterlo er mig ubekjendt.
Maaskee har I selv det Navn opfundet?” —
Om dette syntes Ræven ei godt;
Han sagde: Min allerstormægtigste Drot!
I troer, jeg har atter en List opspundet?
Nei, Herre! da var jeg ei Livet værd,
Som Eders Naade har skjænket mig her.
Desuden findes her mange i Skaren,
Der baade om Heden og Skoven veed;
Tillad mig, Herre! at kalde paa Haren,
Jeg troer han Eder kan sige Beskeed.” —
Man kalder paa Haren; han skjælver og bæver,
Og kryber forfærdet til Tronens Fod.
Men Ræven siger: ”Min Ven! fat Mod!
Vor allerstormægtigste Konning kræver,
At du skal sige ham Sandheden nu;
Paa Eed og Samvittighed, hører du!
Saa siig os da, er paa din lange Vandren
Du aldrig kommet til Husterlo?” —
Gjensvarer Lampe: ”Jeg mener jo;
Det ligger derude Øster i Flandren;
Og er, om ellers jeg husker ret,
Et lidet Krat paa den store Hede,
Dog tykt og skikket til Dyr at frede;
En Skovbæk løber igjennem det.”
”Godt!” — siger Ræven — ”Gak nu tilside!
Nu veed min Herre hvad han vil vide.” —
Og glad løb Lampe tilbage igjen.
Men Kongen sagde: ”Mikkel, min Ven!
Jeg gjorde dig Uret, det maa du glemme!” —
”O!” — svarer Ræven med smigrende Stemme —
Saamegen Gunst er jeg ikke værd!” —
”Nu” — vedblev Kongen — ”nu maa du drage
Med os til Flandren, for Skatten at tage.” —
”Nei!” — svarer Mikkel — paa denne Færd
Jeg kan desværre ei Eder følge,
Og nødes nu til at røbe det,
Jeg ønsked’ saa gjerne for Eder at dølge;
Thi hvad jeg gjorde, var ikke ret.
Engang Herr’ Isegrim vilde fortryde
Sit syndige Liv og i Kloster gaae;
Han fik Tonsuren, tog Kappen paa;
Men Klostermaden han kunde ei nyde
Hvad fire Munke ei spiisde op,
Var alt for lidt til hans Hunger at stille;
Han skranted’, blev syg paa Sjæl og Krop,
Og vilde tilsidst sig ved Livet skille.
Da, Herre! blev jeg om Hjertet blød;
Hvo ynkes ei over en Frendes Nød?
Af Venskab jeg tog mig af den Forladte;
Ved min Hjælp flygted’ han bort; det kom
Ved onde Tunger for Paven i Rom,
Og strax i Band mig hans Hellighed satte.
Med Eders Forlov jeg agter at gaae
Til de hellige Steder, for Aflad at faae;
Saasnart som Solen staaer op i Morgen,
Tiltræder jeg Reisen til Paveborgen;
Og naar jeg har kysset hans Helligheds Fod,
Jeg iler til Jorsal og Jordans Flod.
Hjelp Himmel! Hvad vilde ei Folket snakke,
Hvis Eder jeg fulgde denne Gang?
Man vilde sige: ”Nu taer han til Takke
Med en, der nylig fra Galgen sprang;
Nu agter Kongen ei Gud eller Pave;
Han skammer sig ei ved Samqvem at have
Med Ræven Mikkel, den syndige Mand
Som Paven har sat udi Kirkens Band.” —
”Vel!” — svarer Kongen — ”Det maa jeg sige,
Er viseligt taelt! Saa reis da med Gud!
Slet dine Synder ved Anger ud,
Og beed paa de hellige Steder tillige
For Dronningen, mig og mit hele Rige!
Istedet for dig gaaer Lampe med;
Han kjender jo ogsaa det samme Sted.
Gaa nu! Jeg ønsker din Gang maa være
Dig selv til Gavn og Himlen til Ære!” —
Da dette nu var forhandlet saa,
Gik Kong op paa en Steen at staae,
Og bød, at Dyrene skulde sætte
Sig efter Rangen i Græsset ned,
Og høre hvad han dem vilde berette.
Men Ræven hos Dronningen tog sit Sted.
”Nu” — sagde Kongen — ”tier og hører,
I Dyr og Fugle, store og smaa,
Saa mange, som Ordet i Raadet føre,
Saa mange, som trindt om vor Throne staae!
Se, Ræven er givet i vore Hænder,
Vi ville have ham hængt i Dag;
Men hvad han har aabenbaart os, erkjender
Vi for at være saa vigtig en Sag,
At ei alene vi skjænke ham Livet,
Men og, paa vor elskede Dronnings Bøn,
Vi har ham vor fulde Naade givet,
Ja, elske ham fast som vor egen Søn.
Og hvo som paa Gods eller Lemmer skader
Ham selv, hans Børn eller og hans Viv,
Det sværge vi nu, skal miste sit Liv.
I Morgen aarle han Landet forlader
Med Stav i Haand og med Randsel paa;
Til Paven i Rom han agter at gaae,
For Aflad at hente, derefter at drage
Med Korset over det vildene Hav
Til Jordans Flod og den hellige Grav;
Og ei til Sine han vender tilbage,
Før alt hvad syndigt han øved’ her
Ved Bod og Anger udsonet er.”
Saa taelde Kongen og bort sig vendte;
Men Katten et Blik til Ulven sendte,
Som Vrede og Angst stod malet i.
”Ak!” — sukked’ han — ”Nu er Alt forbi!
O, gid jeg var borte hundrede Mile!
Nu vil den listige Skalk ei hvile
Før han er hævnet. Alt har jeg mist’
Det ene Øie ved Rævens List,
Snart vil han mig og ved det Andet skille!” —
”Ja!” — sagde Bjørnen — ”Vi trænge, Børnlille!
Til kloge Raad. Hvad gjøre vi nu?” —
”Jeg” — raabde Isegrim vred i Hu —
”Jeg agter Retfærdigheden at vække;
Den sover haardt; kom, følger mig begge!” —
Saa gik de Trende for Kongen at staae,
Og klaged’ igjen det bedste de kunde.
Da raabde Kongen i Harm: ”Hvorlunde?
Adlyder mit Folk min Befaling saa!
Jeg bød, al Kiv og Feide at ende,
Og I?” — Han vinked’, Drabanterne kom,
Og slutted’ i Lænker og Baand de Trende.
Saaledes vendte Lykken sig om,
De samme, som vilde Mikkel forraade,
De bleve nu skilte ved Kongens Naade,
Og maatte i samme Fængsel gaae,
Hvori nys Ræven fortvivlet laa.
Men førend Drabanterne førde dem bort,
Til Dronningen Mikkel sig monne vende;
”Min naadigste Frue! nu maa jeg fort,
Thi lang er Veien, jeg skal fuldende;
Jeg er Eders Naades Pilegrim;
Til Randsel og tvende Par Sko jeg trænger;
Se! her staaer Ulven Herr’ Isegrim,
Han sikkert behøver ei sine længer.
Hvad om han det forreste Par mig lod?
Frue Grimhild det Bagerste kan undvære.
Hvad mener min Dronning? Vær dog saa god
At tale derom med Kongen min Herre!” —
”Vel!” — svarer Dronningen — ”Ske som du vil!
De tvende Par Sko skal høre dig til;
Og Randsel skal du ei heller undvære;
Af Bjørnens Ryg vil jeg lade den skjære.” —
Da svarede Ræven med smigrende Mund:
For Eder, min allerhuldsaligste Dronning,
Og for min naadigste Herre og Konning
Jeg bede skal til min sidste Stund;
Hvad Godt, jeg mægter at gjøre, skal komme
Alene Eder og ham til Fromme.” —
Saa misted’ Ulven de forreste Sko
Og Grimhild, hans Qvinde, de bagerste To;
De daaned’ begge af Qval og Qvide,
Herr’ Isegrim og hans venne Viv;
Nær havde de ladet deres unge Liv.
Selv Bjørnen maatte stor Trængsel lide,
Et Stykke blev skaaret ud af hans Hud
Til Randsel for Ræven, paa Dronningens Bud.
Nu laae de Trende og vred sig af Smerte;
Da sagde Mikkel til Grimhild: ”Min Hjerte!
Nu vil jeg vandre som Pilegrimsmand
Med Eders Sko til det hellige Land.
I har jo Eder saa ofte forviet,
Naar Ondt jeg for Eders Skyld har døiet,
Nu maa I dog pønitere tilsidst;
Derfor maa jeg takke min gode List.
I er mine Frender og Venner kjære.
Thi vil jeg nu Eders Fodtøi bære,
Og hvis jeg Aflad af Paven faaer,
Jeg smukt skal Hælften til Eder gjemme;
Farvel, Frue Grimhild! til Rom jeg gaaer;
Eders Ven og Frende I ei forglemme!” —
Da sagde Fruen, skjønt neppe hun
For Qval var i Stand til at aabne sin Mund:
”Den Dag vil komme, da Himlen straffer
Din arrige Skalk for din Løgn og Klaffer,
Skjælv, Nidding! for Himlens Straffedom!” —
Men Ræven griinte og vendte sig om.