Indhold.
Nu bruger Mikkel Ræv sit hele Vid;
Hans Dommer lader sig ved Næsen tage,
Som Skik og Brug det var i fordums Tid,
Men som ei hændes meer i vore Dage.
Af denne Bog man ei kan præsse meer
Moral, end den, at Jordens Guder bleve,
I gamle Dage gjort’ af samme Leer,
Som Stodder, Musketeer, Baron og Greve.
Snart spredtes ved Hoffet det Rygte ud,
At Mikkel var kommet paa Kongens Bud.
Da strømmede sammen en talløs Skare,
Af Alle, som der paa Tinget vare,
Men Ræven vanked’ saa dristigt frem,
Og kasted’ saa’ rolige Blik paa dem;
Og hilsed’ saa naadigt dem allesammen,
Som var han en Spire af Kongestammen.
Igiennem de største Gader man saae
Den arrige Skalk, ved Brokkens Side,
Med siirlige Trin til Tinget at skride,
Og næsten man skulde sværge paa,
Han havde et Hjerte saa hvidt som Kride.
Saa gik han for Kongens Throne at staae,
Og neied’ sig dybt og talede saa:
”Stormægtigste Konning, min naadigste Herre!
Forklaget af Mange jeg seer mig, desværre!
Thi kommer jeg hid, for paa denne Dag,
Om I mig vil høre, at tale min Sag.
Ei Tjener saa tro, det tør jeg sige,
Som mig, I finder i Skovens Rige,
Skjønt nu man vil røve mig Eders Huld,
Der dyrere er mig, end Perler og Guld.
Dog veed jeg, Herre! I Løgn ei agter;
Og Sladder og Klaffer som Løgn betragter,
Og det er min Trøst; I er alt for viis” —
”Ti!” — raabde Løven — ”For denne Priis
I skal ei slippe! Jeg Løgnen hader,
Deri har I Ret; men Smigreri
Jeg hader tillige! Se her en Fader,
Hvis Barn er myrdet, dets Morder er I!
Her staaer Herr’ Mogens eenøiet, den Stakkel!
Her staaer og Brun, som til et Spectakel
I nylig har gjort for Alle og hver;
Men hævnes skal det og Hævnen er nær!” —
”Ak!” — svarer Ræven — ”Har Bjørnen mistet
Sin Hætte, kan jeg vel, Herre! for det?
Han har jo ved Midnatstid sig listet
Til Bondens Gaard og hans Honning ædt.
Desuden er Brun jo stærk af Lemmer,
Til min Hjælp sikkert ei trænger han,
Og Vid han har jo, som jeg fornemmer,
Langt mere end Nogen i dette Land.
Hvad Katten betræffer, som i min Bolig
Jeg gjæstfri modtog forleden Dag,
Istedet for smukt at sove rolig
Han sneeg sig op paa et Dueslag;
Hvo ei fornuftige Raad vil høre,
Har ofte sig selv i Jammer bragt.
Og, naadigste Herre! hvad skulde jeg gjøre?
Jeg kunde jo ei ham hindre med Magt.
Uskyldig er jeg og fri for Brøde;
Derfor I seer mig paa Tinget møde;
I Eders Hænder jeg giver mig her;
I kan mig pine kort eller længe;
I kan mig stege, I kan mig hænge,
Hvis det Eders naadige Villie er;
Men hvad I end gjør, da maa I vide
At uden Skyld jeg maa Straffen lide.” —
Saa taelte Ræven! da stimler frem
Hans Fjender alle, man seer blandt dem
Saa mange stoute Baroner i Skaren,
Herr’ Isegrim, Ulven; Herr’ Lampe, Haren;
Og Gjeden Mætte; og Thrine Gaas;
Labete Mopsen og Anden Sidse;
Selv Bjørnen Brun iblandt Mængden saaes,
Endskjønt beplastret fra Fod til Isse;
Og Mogens Katten eenøiet kom;
Ja Øxe og Asen blev ei tilbage;
Men ingen dog var Herr’ Mikkel saa gram,
Som Hanen Henning. Med Graad og Klage
For Kongens Throne han førde sit Ord,
Og sigtede Ræven for Vold og Mord.
Da fremstod Mikkel; en kunstig Tale
Han holdt, i hvilken han vidste at male
Med lyse Farver den sorteste Daad;
Hver maatte sig undre, som hørde derpaa.
Men Herrerne alle, som sade i Retten,
Med Kongen tilsammen vare de tretten,
Ei lode sig blænde af Skjælmens Ord,
Men dømde ham skyldig i Vold og Mord.
Derpaa blev Mikkel kastet i Lænker,
Og ned i det dybeste Fængsel sendt,
At ei han skulde med Vold eller Rænker
Undslippe den Straf, han havde fortjent.
Da Rygtet om Rævens Dom udspredtes
Blandt Folket, hans Venner og Frender vredtes,
Og Mange Hoffet i Harm forlod,
For ei at skue en Frendes Blod.
Bort sneeg sig Brokken og Morten Abe,
Og Væsel og Maar og Flere endnu;
Men Kongen fortrød det, at maatte tabe
Saamange Baroner, og vred i Hu
Han sagde til en af sine Vasaller:
”Snart bliver det øde i disse Haller;
Er Ræven end ond og fuld af Svig,
Er ædel hans Slægt dog, og høit i Ære,
Desuden paa snilde Hoveder rig,
Som Hoffet ei lettelig kan undvære.” —
Den næste Morgen til Fængslet gik
Herr’ Brun med Isegrim, Mogens og Flere
Af Rævens Fjender. Dem var det, der fik
Det Hværv hans Dødsdom at exeqvere.
Og medens de gik til Fængslet hen,
Udbrød Herr’ Mogens: ”Nu faae vi omsider
Dog Hævn! Herr’ Isegrim, ærede Ven!
Forgjæt ei hvad Ondt han i forrige Tider
Tilføiede Eder, og, Brun! de Saar
Paa Hoved og Hænder I aldrig glemm’,
Saa lidt som Angsten i Bondens Gaard,
Da Skalken Jer bragde saa stygt i Klemme!
Mig selv har han voldt stor Spot og Spe,
Thi lader os røgte det Hværv, os blev givet,
Og hænge ham ret; thi slipper med Livet
Han denne Sinde, da Ve os, Ve!” —
Nu trak de Ræven af Fængslet og førde
Ham bort til Galgen; men Alle som hørde
At Mikkel skulde til Døden gaae,
Flux stimlede sammen at see derpaa.
Selv Kongen kom med Baronerne sine,
Og blandt sine Fruer hans Dronning prud;
Da saae man mangen bedrøvet Mine,
Og Mange, som loe Herr’ Mikkel ud.
Da Toget nu kom til Galgebakken,
Og Stigen var sat, og Mogens stod
Beredt til at slynge ham Strikken om Nakken,
Da samlede Ræven sit Vid og Mod.
”Skal” — tænkde han — ”mine Forfølgere vinde!
Hvor er nu min Kløgt? Hvor er nu min List?
O, kunde jeg blot et Middel finde
Til i det mindste at skaffe mig Frist i” —
Men da han var kommet til Stigens Midte,
Med Taarer til Folket han taelde saa:
”Min Tid er omme, jeg maa beflitte
Mig paa en salig Ende at naae;
Derfor, Børnlille! før jeg tiltræder
Min sidste Gang til min Moders Skjød,
I bede vor Konning, at han tilsteder,
At nu jeg maa skrifte hvad jeg forbrød;
Jeg har saa mange Synder bedrevet,
Jeg gjorde saa mangen Gjærning fæl,
Hvorfor en Anden er mistænkt blevet,
Det ligger nu tungt paa min arme Sjæl;
Jeg kan ei rolig min Skjæbne bære,
Før jeg har givet Sandheden Ære.” —
Da Folket, som var forsamlet der
Paa Tinget, nu Synderens Tale hørde,
Da bleve Alle i Hjertet rørte
Og bønfaldt Konningen en og hver.
Herr’ Mikkel fik Lov til Orde at komme,
Og strax begyndte han; ”Hjælpe mig Gud!
Hvormange Fruer, skjønne og fromme!
Hvormangen en Herre; ædel og prud!
De Alle har Aarsag til mig at hade,
Dem Alle har jeg fornærmet svart.
Som Dreng var det stedse min Lyst at skade,
Selv mine Frender jeg har ei spart.
Da knap endnu jeg var vænt fra Patten,
Jeg snapped’ de unge Kyllinger alt;
For saadan Gjærning beskyldte man Katten,
Der tit har faaet min Synd betalt.
Da større jeg blev, jeg myrdede Gjeder,
Og Lam og mangen en Gaas og And,
Og nedgrov det paa bekjendte Steder,
Som ikke jeg kunde fortære paa Stand.
Men da jeg omsider fik Skjæg paa Hagen,
Jeg traad med Ulven i Kompagni,
Vi røved’ om Natten’ vi røved’ om Dagen,
Ak, Himmel! hvad var det for Myrderi!
Han stjal det Større, og jeg det Mindre;
Men skjønt nu Byttet til Deling gik,
Jeg var dog aldrig i Stand til at hindre,
At Isegrim Broderparten fik,
Thi greb vi en Kalv, en Raa eller Bede,
Kom Ulven strax saaledes i Vrede,
At bange jeg bort i Skoven veeg,
Og lod ham beholde den hele Steeg.
Og fik vi, hvad dog kun sjældent skeede,
En Ko eller Øxe, Hjort eller Hest,
Var Ulvens Familie strax tilstede,
Ja, selv hans Naboer bød sig til Gjæst.
Da maatte, for ikke at høre ilde,
Jeg tit og ofte gaae sulten fra Gilde.
Dog, Himlen ske Tak! jeg leed ingen Nød,
Og altid fik jeg mit daglige Brød;
Thi lønligt jeg gjemmer en Skat af rige
Klenodier, Guld og Sølv tillige,
Saa stor, at ikke den rummes i
Syv dygtige Vogne, ja, neppe i Ti.” —
Da Kongen fik dette om Skatten at høre,
Han studsede saare og spidsede Øre;
”Hvor” — raabde han — ”fik I den Rigdom fat?
Og hvor har I gjort af den dyre Skat?” —
”Ak!” — svarer Ræven — ”Hvad kan det nytte
For den, der snart maae fra Verden flytte,
At tale om Sligt? Dog skrifte jeg vil
At Skatten hørde en Anden til.
Min Fader var det, der Skatten aatte;
Jeg stjal den; han hængde sig, derved maatte
Jeg blive et Redskab til Eder at frie,
O Drot; for at døe ved Forræderi.” —
Som Dronningen monne de Ord fornemme,
Hun blegner og siger med sittrende Stemme:
”Hvad er det, du snakker om Svig og Mord?
Hør, Mikkel! du staaer nu i Færd med at drage
Derhen, hvorfra man ei vender tilbage,
Hvor veies skal hver Tanke, hvert Ord,
Tael derfor Sandhed! Hvem vilde svige
Min Herre, og røve ham Liv og Rige?” —
”Ja!” — sagde Kongen — ”Bring Ræven ned!
Den Sag er af yderste Vigtighed;
Os selv den angaaer.” — Hvo kan afmale
Hvad Mikkel føelde ved denne Tale?
”Knap” — tænkde han — ”hænges jeg denne Gang!”
Og hurtigt han ned fra Stigen sprang.
Men Kongen og Dronningen tog ham til Side:
”Nu, Mikkel!” — sagde hun — ”vil jeg vide
Hvorledes det har sig med denne Sag?” —
”O!” — svarer Ræven — ”paa saadan en Dag,
Der skal mig bringe fra Livet til Døden
Med Løgn jeg vil ei besmitte mig meer;
Ei heller er Falskhed mere fornøden
For den, som blot paa det Evige seer.
Vel bringer jeg Venner og Frender i Fare,
Ved saadan en Idræt at aabenbare,
Men evigt brænder jo Helvedes Ild,
Og Kongen, min Herre, er naadig og mild.” —
Nu blev Kong Nobel lidt heed om Ører.
”Den Sag” — udbrød han — ”er, som jeg hører,
Alvorlig. Men taler du ogsaa sandt?” —
”Ak!” — svarer Ræven — ”Hvi skulde med Tant
Jeg fare, da Døden jeg har for Øie?
Nei, Herre! jeg vil mig i Støvet bøie,
Vil skrifte min Synd og angre den ret,
Paa det at min Sjæl kan frelset vorde.
Saasnart nu Dronningen hørde det,
Hun rørdes og tog saaledes til Orde:
”Ak, Herre! jeg troer ei at Ræven er
Saa ond, og dersom han siger os her
Den rene Sandhed, da viis ham Naade!
Tro mig, det vorder os selv til Baade!” —
”Vel!” — svarer Kongen — ”Saa siig hvad du veed,
Og dølg ei det mindste!” — ”Min naadigste Herre!”
Gjenmæler Ræven — ”Din Miskundhed
Er stor, som din Rigdom, Magt og Ære!
Saa vil jeg da aabenbare for dig,
Min allerstormægtigste Herre og Konning,
Og for min Frue, vor naadigste Dronning
Et grueligt Væv af Ondskab og Svig,
I hvilket min Fader tog Deel, desværre!
Og som var rettet mod Eder, Herre!
Min Fader reisde en Sommernat
I Sachsen, da fandt han Kong Emmeriks Skat;
Dybt i en Hule den laa forvaret.
Hvad fordum med Flid var sammensparet
Af mange Konger i mange Aar,
Det blev nu min Fader til Deel desværre,
Strax blev han hoffærdig, som gjerne det gaaer,
Og agted’ sig selv for en mægtig Herre.
Tilsidst et Forbund han fik i Stand
Med Ulven, Grævlingen, Bjørnen og Katten.
Til Oprør mod Eder det hele Land
De vilde vække ved Hjælp af Skatten.
Paa Sletten ved Gent de tilsammen kom,
Og gruelige Ting blev der handlet om.
Med Eed man forbandt sig sin Eed at svige,
Og Eder at skille ved Liv og Rige,
Og Bjørnen at smykke med Kronen af Guld;
I Aaken de vilde ham kaare og keise,
Og nøde enhver af Landet at reise,
Der ei vilde sværge ham Troskab og Huld.
Alt dette vidste jeg næste Dagen.
Lidt fugtig er Brokken, som nok I veed,
I Fuldskab han røbed’ sin Hustrue Sagen,
Dog maatte hun først ham sværge en Eed
Ved hellig Asens hellige Bene,
At dølge for Alle saa vigtig en Sag;
Den holdt hun og troligt, mens hun var ene,
Men neppe mødte hun næste Dag
Min Qvinde, før Tausheden havde en Ende;
Umueligt kunde hun holde tæt,
Alt, hvad hun vidste, hun maatte bekjende,
Og inden Aften erfoer jeg det.
Da, Herre! blev jeg ret ilde tilmode;
Jeg tænkde paa Frøernes Uforstand,
Der ikke for Skrig og Skraalen lode
Vor Herre i Ro, før han sendte paa Stand
Dem Storken til Konge, der nu dem æder
En efter Anden; vel sukker og græder
Det hele Folk ved Tyrrannens Daad,
Men, ak! for sildig er Suk og Graad.
Dog, Herre! hvad skulde jeg Stakkel gjøre?
Ved Taushed volde min Konges Død?
Nei, aldrig! — Min egen Fader føre
Til Skjændsel og Straf, naar jeg Tausheden brød?
Umueligt! — Saa gik jeg i Dage trende,
Og brød min Hjærne og piinde min Aand;
Da gav mig Himlen et Middel i Haand,
Fra Eders Hoved den Fare at vende,
Og dog ei min Faders Ære at skjænde.
En Aften silde paa Marken jeg laa,
Da saae jeg min Fader ganske alene
Snart snige sig frem blandt Buske og Grene,
Og snart forsigtig at stille staae.
”Ha!” — tænkde jeg — ”Har han vel her sin Hule,
Hvori han gjemmer sit liggende Fæ?
Jeg søgde, saa godt jeg kunde at skjule
Mig bag et gammelt, omstyrtet Træ.
Han saae sig omkring; han lyttede efter;
Men Ingen han hørde og Ingen han saae;
Da gav han sig til af alle Kræfter
At kradse, ei langt fra det Sted, hvor jeg laa.
Kun Stene og Blade han skrabde tilside,
Og strax til Syne en Aabning kom;
Da saae han endnu engang sig om,
Og lod sig ned gjennem Hullet glide.
To Klokketimer, ja meer, gik hen,
Før atter han kom for Lyset igjen;
Men knap han havde forladt sin Hule,
For Hullet at stoppe han var ei seen
Med Jord og Blade, med Sand og Steen;
Og for end bedre sin Skat at skjule,
Behændigt sin Hale han glide lod
Hen over de Spoer, som i Sandet stod.
Saasnart min Fader var vendt tilbage,
Begyndte jeg Sandet tilside at rage,
Og da jeg var kommet i Hulen ned,
Hjælp Himmel hvad saae jeg for Herlighed!
Det røde Guld og Sølvet det klare,
Og ædle Stene, store og rare,
Og mange Klenodier opstablede laae,
Hvis Lige aldrig mit Øie saae.
Men nær ved Stedet jeg vidste en Hule,
Hvor let jeg kunde min Rigdom skjule;
Thi Ingen kjendte den, uden jeg;
Belæsset jeg strax begav mig paa Vei,
Saaledes slæbde jeg hele Natten,
Men synligt det mindskede ei paa Skatten;
Jeg slæbde i Nætter fem Gange fem,
Dog knap blev jeg færdig i alle dem.
Imidlertid var min Fader draget
Didhen, hvor i Raad Forræderne gik;
En Mængde Soldater var alt antaget,
Der Løfte om stor Belønning fik.
Ved Foden af Bloxbjerg man Stævnet satte;
Der saae man en fast utallig Flok
Af Ulve og Bjørne, Hyæner og Katte;
Ja, selv min Frende, den ærlige Brok,
Der er bekjendt blandt Gamle og Unge
Som klog og forsigtig, tro og huld
Forlokked’ min Faders sledske Tunge
Til Eder at svige for Gods og Guld.
Da Hæren var samlet og vilde have
Sin Sold, min Fader sig skyndte at gaae
Til Flandren; men da han sit Uheld saae,
Da blev den Gamle som reent af Lave;
Han løb og hviinde i høien Sky,
Og reev sig i Haaret og søgde paa ny;
Men da han begreb, at det hjalp ham ikke,
Han endte fortvivlet sit Liv i en Strikke.
Som Skaren nu saae, at den intet fik,
Enhver tilbage til Hjemmet gik;
Omsondst de vilde ei Vaaben bære.
Saa skulde jeg Svage et Redskab være
Til Eders Redning! Vel er det sandt,
Jeg voldte min Faders Død, desværre!
Men stedse deri en Trøst jeg fandt,
At derved jeg frelsde min Konge og Herre.
Nu staaer jeg, o Skjæbne! paa Gravens Bred,
Mens hine, der vilde saa skjændigt forraade
Den Herre, de svore saa dyr en Eed,
Af ham belønnes med Huld og Naade.