Indhold.
Til Trængselsborg, at stævne Ræven ind,
Hans Frende Brokken af Kong Nobel sendes;
Herr’ Mikkel angrer, straffes med en Pind,
Og, skjønt ei ganske, dog tildeels omvendes.
Af denne Bog forresten kan man see —
En Synder bør den læse trende Gange —
Hvordan en angergiven Sjæl bør tee
Sig, for en Plads i Himlen at erlange.
For Kongens Throne nu Mogens træder,
Eenøiet og blodig af Hug og Slag.
”O!” — raaber han — ”Ulyksalige Dag!
O, lumske Mikkel, du arge Forræder!
Se her, min Herre og Konge! hvordan
Han vovet har en Gesant at svige,
En Licentiatus og Ordensmand,
En Stjærne i Videnskabernes Rige!” —
Da blev Kong Nobel i Hu saa vreed;
Hans Øine lysde, som Brand i Natten;
Af Harm han fraaded’ og brøled’ derved,
Og vendte sig fnysende saa til Katten:
”Ja, hævnes skal du, min Tjener troe,
Ved Spiret, jeg bærer i denne Klo,
Ved Kronen, der funkler om denne Tinde,
Hans onde Gjærning skal Lønnen finde!” —
Saa taler Kongen og gaaer i Raad
I samme Stund med Vasallerne sine,
Hvordan han skal hævne den onde Daad,
Og Ræven, den Stimand, til Døden pine.
Da fremstaaer Brokken og taler paa Stand;
”I lade nu tredie Gang ham stævne,
Og kommer han ei, som skyldig Mand
I kan ham dømme og Daaden hævne.” —
Gjensvarer Kongen: ”Hvor findes vel den,
Der Ræven vil varsle for tredie Sinde?” —
”Mig” — svarer Brokken — ”I rede skal finde,
Hvis mig, Herr’ Konning! I sender derhen!” —
”Saa vil jeg, Graaskjæg! da Eder skikke;” —
Var Kongens Svar — ”Men tag Eder i Agt!
Hans Rænker har Mange i Vaande bragt;
Og Venskab og Frendskab kjender han ikke”. —
Nu vandred’ Grævlingen trøstigt afsted.
Til Rævens Bolig. Der fandt han hjemme
Heer’ Mikkel, samt Børn og Qvinde med.
”Jeg bringer” — sagde han — ”Tidender slemme;
Kong Nobel har svoret Jer Døden til;
Det undrer mig og, at I, Herr’ Frende!
Vil sætte Livet saaledes paa Spil,
Da let I dog kunde den Storm afvende.
Hvad hjælper Nølen? Hvad hjælper Trods?
Kong Nobel er, veed I, en mægtig Herre,
Og kommer I ei, min Tro! at slaaes,
Herr’ Fætter vil vist bekomme Jer værre.
Thi raader jeg Eder, som Frende og Ven,
Gak nu, I stævnes for tredie Sinde,
I er snarraadig og vil igjen
Ved klogtige Paafund vel Seieren vinde.” —
Gjensvarer Mikkel: ”Min Frende kjær!
Jeg følger hvad nu I, som Ven, mig raader;
Jeg ofte Kongen til Nytte er
I Raadet, og haaber, han mig benaader;
Han føler, det veed han, at ei han kan
Saa let undvære min Kløgt i Nøden,
Det, Frende! giver mig Haab, at han
En saadan Tjener ei straffer med Døden.
Vel har jeg mangen en Fjende gram,
Der stor er, og mægtig og klog tillige;
Men bedre, at dristigt jeg møder ham,
End uden Modstand ham Pladsen vige.” —
Nu vender han sig til sin Hustru fiin,
Og siger: ”Til Eder, Fru Hermelin!
Betroer jeg nu vore Sønner tvende,
Den lille Mikkel især, ham staaer
Saa deiligt om Munden de lange Haar,
Han sikkert vil blive en Jæger behænde.
Og Rødsel troer jeg vil slægte mig paa;
Dem begge jeg elsker; for Begge I maa,
Mens jeg er borte, nu Omsorg drage,
Jeg haaber jeg snart skal komme tilbage.”
Saa taler Ræven og kysser de Smaa,
Omfavner med Taarer sin grædende Qvinde,
Og lukker dem alle forsigtig inde,
At ingen Uven dem skade maa.
Derefter paa Veien de Begge sig give,
Og vandre tause tilsammen en Stund;
Men endelig aabner Ræven sin Mund
Og siger til Brokken: ”Hvad skal der blive
Af dette? Hvordan vil det nu mig gaae,
Naar hist jeg kommer for Kongen at staae,
Og for mit Levned han Regnskab kræver?
Ak, Frende! af Rædsel mit Hjerte bæver;
Jeg frygter, jeg gaaer til den visse Død.
Thi har jeg besluttet i denne Nød
At skrifte; jeg troer det vil lette mit Hjerte;
Men nu, da her ingen Geistlig er,
I høre mit Skriftemaal, Frende kjær!” —
”Først” — svarer Grævlingen — maa I med Smerte
Fortryde Jert onde Levned og saa
Af Hjertet love og sværge paa
At aldrig meer I vil stjæle og røve,
Eller anden Uret mod Næsten øve;
Thi bliver I ved med Jer onde Færd,
Er Skriftemaal ikke en Bønne værd.”
”Det” — svarer Mikkel — ”det veed jeg; Confrater!
Nu vil jeg begynde; giv nøie Agt!
Confiteor tibi pater et mater,
Af Mange jeg har udi Vaande bragt’ —
”Tael Dansk!” — afbrød ham Brokken i Vrede.
”Af Polsken forstaaer jeg ikke et Ord.”
”Jeg” — vedblev Ræven — ”maa billigt hedde
Den værste Synder paa denne Jord.
Min Næste har jeg saa tit bedrøvet;
Ja, neppe et Dyr i Skoven gaaer,
Der ei til egen Skade har prøvet
Hvad Ondskab parret med List formaaer.
Jeg førde Bjørnen til Honninggilde;
Min stakkels Frende bekom det ilde,
Det kosted’ ham Hætte og Labber to.
Jeg lærde Mogens at bruge sin Klo,
Og fange Muus, ham til liden Baade,
Et Øie han misted’ og Skylden var min.
Selv Hanen har Ret i fuldeste Maade,
Naar han mig forklager som Fjende sin.
Jeg dræbte hans Børn, men nu for silde
Jeg angrer, at jeg har handlet saa ilde.
Ja ikke engang min Herre og Drot,
Herr’ Nobel, vor allerstormægtigste Konning,
Jeg sparet har; og min naadigste Dronning
Jeg meget har gjort til Kummer og Spot.
Dog allermeest, det maa jeg bekjende,
Med Ulven jeg drev mit usalige Spil;
Hvorvel han kalder mig Fætter og Frende,
Vi høre dog ei hverandre til.
Men alt for længe det vilde vare
At melde hvor tit jeg har bragt ham i Fare,
Dog til et Exempel det tjene kan
Hvorledes jeg sveeg ham i Salling Land.
Jeg vidste et Sted, hvor der hang en Side
Af røget Flæsk i en Bondes Gaard;
Det melder jeg Ulven og neppe faaer
Den slugne Herr’ Isegrim dette at vide,
Før strax han iler til Bondens Bo,
Og skraber i Væggen et Hul med sin Klo,
Der netop kan mod hans Corpus tage;
Derpaa han æder med roligt Sind;
Men da han atter vil vende tilbage,
Er Hullet for trangt og Bugen for trind
Saasnart jeg nu saae tilfulde hvorlunde
Som Muus i Fælden Herr’ Isegrim sad,
Jeg løb til Byen det bedste jeg kunde,
Og laved’ ham til saa varmt et Bad.
En Præst jeg saae i sin Stue sidde
For aabent Vindve ved dækket Bord,
Og herligt dufted paa Bordets Midte
En dampende Gaas baade feed og stor.
Da sprang jeg ind af Vindvet behænde,
Bortsnapped Gaasen, sprang ud igjen,
Og strax tog til med Byttet at rende
Af alle Kræfter ad Marken hen.
Mig fulgde Vært og Gjæster tilhobe,
Og alle tilsammnn begyndte at raabe:
”Tyv! Røver! Morder! Dumdristige Beest!”
Men Præsten var det, der skraalde meest.
Saa kom jeg, forfulgt af en mægtig Skare,
Til Laden, hvor Ulven i Fælden laa;
Der maatte jeg lade mit Bytte fare,
For tungt det var mig at slæbe paa.
Som Præsten nu bukked sig, for at tage
Den kjære Gaas, blev han Ulven vaer,
Der lured’ ved Hullet, og skreeg saa fage:
”Herhid, Børnlille! jeg Tyven har!” —
Til Laden Gjæsterne storme og grueligt
De slaae paa Ulven; som død han var;
Og da de tænkde, det var umueligt,
Han kunde komme til Live igjen,
De slæbde ham ud, og slængde ham hen
Paa Møddingen; men hvorledes derefter
Han slap, er noget jeg ikke veed.
Saa har jeg Ulven af alle Kræfter
Stræbt efter Livet af Avind leed!
Og dette er det med meget mere,
Der tynger min Sjæl med Angst og Gru,
Og derfor beder jeg Eder nu
I Kirkens Navn mig at absolvere.” —
Ei langt fra Veien et Krat der stod,
Did gaaer nu Grævlingen hen og bryder
En Green og siger: ”Frende! en Bod
I Kirkens Navn jeg nu Eder byder.
Med denne Qvist, som I nok kan see
Er viet og hellig, I giver Jer tre
Gevaltige Snært; derefter I tage
Og lægge den her paa Veien ned,
Og springer derover i Ydmyghed
Tre Gange fremad og tre tilbage.
Naar dette er skeet, I kysse den smukt,
Til Tegn at I ærer Kirkens Tugt.
Saaledes er Boden, jeg Eder byder;
Naar den er fuldbragt, som det sig bør,
Jeg siger Jer fri for Brøst og Lyder,
For alle de Synder, I øved før;
Ja, er som Sand de i Havet, skal dette
Fortjenstlige Værk dog dem alle udslette.” —
Saa taelde Brokken; men Mikkel tog
Den hellige Qvist! tre Gange han slog
Sig Ryg og Sider, og øved forresten
Den Bod, som var paalagt af Vicepræsten.
Da alt var fuldbyrdet, begyndte igjen
Saaledes Brokken: ”Min Frende og Ven!
Nu er I reen for al Syndsens Smitte;
Men vogt Jer for onde Gjærninger fleer;
Sid ei herefter i Synderes Midte,
Æd aldrig Høns eller Ænder meer,
Læs Eders Bønner, syng Eders Psalmer,
Giv Præsten Skjænk, men for alting tro,
Da skal I, smykket med Seirens Palmer,
I Himlen evindelig bygge og boe!” —
Nu havde Ræven til Punkt og Prikke
Fuldendt sin Anger og styrket sit Mod.
De vandred’ afsted; da saae han ligge
Et Kloster nede ved Bjærgets Fod.
Der boede Nonner fromme og fede;
De havde Kapuner og Ænder nok;
Ja Gjæs i Mængde man saae dernede,
Og, fast en utallig Hønseflok.
Da sagde Ræven til Grævlingen: ”Kjære!
Jeg veed en Gjenvei, der næsten skal være
En halv Gang saa kort, og fører forbi
Hint Kloster i Dalen; den følge vi!” —
”Vel!” — svarer Brokken — ”Hvis saa dig tykkes!”
”Ha!” — tænkde Ræven — ”Nu vil det lykkes!”
Og som de udenfor Klostret kom,
Hans Øine dreied’ som Hjul sig om;
Men da de langs Havemuren vanked’,
De saae en deilig Hane, der spanked’
Blandt sine Fruer heel spansk omkring;
Da gjorde Mikkel et Sidespring,
Saa Fjerene fløi af Hanen. I Vrede
Skreeg Brokken: ”Saa plager Jer atter den Lede!
Nys gjorde I Pønitense og nu
Forglemmer I atter det syvende Bud!” —
”Ak!” — svarer Ræven — ”Min kjære Frende!
Det skeede i Tanker, som let kan hænde;
Ved Himlen at saadant tilregnes mig ei’!” —
Saa naaede de atter den rette Vei’.