Indhold.
Hvad Brun ei kunde, det skal Katten nu,
En ægte Hofmand, krybende og lækker;
Men Ræven narrer ham med snedig Hu;
Han kjender nøie den Magnet, som trækker.
En stor Forvandling med en Præstemand,
Der gaaer hans Kokkepige nær til Hjerte;
Hvoraf man seer at dog der findes kan
Endnu et Bryst, der føler andres Smerte.
Men Ræven ilde afsted fornøiet
At Lykken havde hans Rænker føiet,
Han fulgde bestandigt den samme Aa,
Ved hvilken Bjørnen i Afmagt laa.
”Nu” — tænkde han — ”har jeg en Fjende mindre;
Vel var han min Frende, men ei min Ven;
Og sikkert vil Bødkerens Øxe hindre
Ham i at komme til Hove igjen.” —
Som saa han vandrer, han naaer omsider
Det Sted hvor Bjørnen tungt stønnende laa;
Han seer hvor qvalfuldt sig Stakklen vrider,
Og træder til ham og taler saa:
”God Aften! Hvor staaer det med Helbreden, Kjære?
Mig tykkes, just ikke saa ganske vel.
I spiser en Smule forsilde i Qvel;
Det er nok ei sundt, og Honning skal være
En rørig Føde. Men seer jeg og ret?
Kronraget? Hvad Pokker betyder det?
I er dog vel aldrig en Geistlig vorden?
Fortæl mig dog, Frende! i hvilken Orden!
Og Eders Handsker? Hvor bleve de af?
Maaskee I til Pant dem for Honningen gav?” —
Saa spotted’ Ræven sin arme Frende;
Da hørde han Larm og tog til at rende;
Men Brun krøb atter i Vandet lod
Sig føre afsted af den stride Flod.
Den næste Morgen besteg sin Throne
Kong Nobel, smykket med Scepter og Krone,
Omringet af Rigets ypperste Mænd;
Han venter, at Bjørnen skal komme igjen;
Da seer man Brun lemlæstet fremtrine
Med ynkelig Hylen og drøvelig Mine.
”Barmhjærtige Herre og Fader!” — udbrød
Kong Nobel — ”Hvor kom han i saadan Nød?”
Og hvert et Dyr, baade Ridder og Frue,
Blev blegt af Skræk ved det rædsomme Skue.
”O Herre!” — begyndte den flaade Gesant —
”Se her hvad Rænker Ræven opspandt.
Ham er det, der lod mig saa ilde tilrede.” —
Da raabte Kongen i fnysende Vrede:
”Jeg skal dig hævne, thi Hævnen er min!
Og ved min Krone og ved min Ære!
Jeg skal den trædske Forræder lære
Hvad det betyder at trodse mit Bud
Og skjænde den Ædling, jeg sendte ud!” —
Derpaa raadslaaer han med sine Vasaller,
Hvordan han bedst skal faae Ræven fat.
Fyrst Panther siger: ”Til Trængselsborgs Haller
I sende som Budskab den listige Kat!
Thi viis er Mogens, det maa man sige,
Dertil i boglige Kunster lærd;
Og hele Skoven ham roser tillige
Saa høist forsigtig i al sin Færd.” —
Det Raad behager. Til Katten vender
Sig Kongen og siger: ”I dine Hænder
Betro vi vort Ærende, giv dig paa Vei,
Og siig den Forræder, at, kommer han ei,
Før tredie Dagen ved Middagstide,
For Dom at høre og Straf at lide,
Vi gjøre ham fredløs og fuglefri;
Men vogt dig, min Søn! for Forræderi.”
”Ak, Herre!” — gjenmæler Katten — ”I skikke
En anden, der mere er skikket dertil.
Jeg er kun liden; mig agter han ikke;
Selv Bjørnen, der baade er stærk og snild,
Han nylig har voldt stor Meen og Pine.” —
Da svarede Kongen med myndig Mine:
I lidet Legem der findes forsand
Tit større Vid, end i største Mand.
Er end af Skabning du spæd og liden,
Forstand dog har du den Største til Trods;
Ja, fast jeg mener at faa blandt os
I Snedighed dig kan sættes ved Siden.” —
”Vel!” — svarer Mogens — ”Saa ske da, o Drot!
Eders Villie! Jeg iler til Rævens Slot.” —
Han vandrer afsted og tænker: ”Mon ikke
Mig Himlen i Naade et Tegn vil skikke,
At lykkeligt Udfald min Reise faaer?”
Og som han nu fremad paa Veien gaaer,
Han seer Sanct Mortens Fugl at svinge.
Sig op til Himlen paa dristig Vinge:
”Vær hilset’ — udbrød han — ”du ædle Ven!
Flyv lykkeligt! Flyv paa min høire Side!” —
Men Fuglen daled’ og svang sig igjen
Til Venstre, Gesanten til Angst og Qvide.
”Saa skal da Lykken ei være mig god!” —
Udbrød han — ”Men Ingen undflyer sin Skjæbne;
Dog lindres kan den med List og Mod;
Thi vil jeg med Mod og List mig væbne!” —
Saa vandred’ Katten sorgmodig frem,
Og kom omsider til Rævens Hjem.
Saasnart nu Ræven paa Luur derinde
Den lærde Herr’ Mogens for Døren saae,
Han lukde ham op og talede saa:
”Velkommen, min ærede Ven og Frende!
Hvad vigtigt Hværv har bragt Eder hid,
Saa usædvanligt ved Aftens Tid?” —
”Jeg” — svarer Katten — ”har maattet tage
Det Ærinde paa mig til Eder at gaae,
Og stævne Jer til at høre paa
Hvad Dyrene have paa Eder at klage;
Thi følge I med mig til Tinge paa Stand,
Hvis ikke, da er I en fredløs Mand.” —
”Jeg” — svarer Ræven — ”er stedse rede
At lyde min naadigste Konges Bud.
I Nat I tage til Takke hernede;
I Morgen gaae vi til Hove, vil Gud.
Jeg havde i Morges alt været paa Tinge,
Hvis Brun havde kunnet sin Madlyst tvinge;
Paa Veien lugted’ han Honning og gik,
Hvormeget jeg end ham formaned’ som Frende,
Til Bondens Have, men Legen fik
For stakkels Bamse en sørgelig Ende.” —
”Bedst” — svarer Mogens — ”at strax vi gaae,
Saa kunne vi tidligt til Tinget komme.” —
”Nei!” — siger Ræven — ”det er mit Raad,
At her vi blive til Natten er omme.
I veed, at Mørket er Ingens Ven;
Om Dagen møder os ofte den
Med kjærlig Hilsen, der vist om Natten
Os vilde møde med Morderkniv;
Jeg vover ei uden Nytte mit Liv.” —
”Hvad har I til Aften?” — gjenmæler Katten.
Jeg” — svarer hin” — er en simpel Mand,
Ei vant til Kræs eller mange Retter;
Med ringe Spise jeg meest mig mætter;
Min Mad er Honning, min Drik er Vand.” —
”Sligt” — svarer Mogens — ”jeg lider ikke.
Ei indet andet i Eders Huus?
Ei Flæsk, ei Fisk, eller fede Muus,
Og Fløde; eller lidt Mælk at drikke?” —
”Hvad!” — raaber Mikkel — ”I spiser Muus?
Nu hjælpe mig Gud! jeg veed et Huus,
Hvor Muus der findes i svære Mængde,
Og det af en Tykkelse og en Længde,
Som vist I aldrig saae Mage til.” —
”Hør!” — udbrød Katten — ”Herr’ Fætter! vil
I føre mig did, hvor Musene ere?
Jeg vil Eders evige Skyldner være;
Thi Musekjød er min bedste Ret.” —
”Ja” — svarer Ræven — ”vist vil jeg det!
Men bedst det er, Herr’ Fætter! at ile,
At ei for silde vi komme til Hvile,
Thi aarle vi maae af Reden igjen.” —
Saa taler Mikkel og fører ham hen
Til Præstens Bolig. Her havde om Natten
Han selv gjort Indbrud og stjaalet en Gaas;
Thi tænkde han her at bringe Katten
I Nød og at byde sin Fjende Trods.
Han vidste, at her om Aft’nen en Snare
Af Præstens Søn var i Hullet sat,
Saa meende han nu at bringe i Fare,
Maaskee af Dage den listige Kat.
”Ven!” — hvisker han derfor til denne sin Frende,
I det de udenfor Hullet kom —
I denne Lade I Muus vil finde;
Hør kun hvor lystigt de springe om!
Hør hvor de pibe! Vær ikke bange!
Kryb gjennem Hullet, jeg holder Vagt;
Men Fætterlil! tag Eder smukt i Agt;
At ikke af dem I spiser for mange!” —
”Saa mener I” — svarer Katten — ”min Ven!
At og der er sikkert?” — ”Jeg troer” — udbryder
Herr’ Mikkel — ”I frygter? Saa gaae vi igjen
Og hjemme i Ro vores Honning nyder!” —
”Nei!” — raaber Mogens, springer i Hast
I Hullet og sidder i Snaren fast,
Mens Katten nu vaander sig lydt derinde,
Staaer Ræven udenfor Hullet og leer:
”Kom, bedste Fætter! for denne Sinde
I høre mit Raad og æde ei meer!
Det er ei godt saa meget at nyde
Om Aft’nen, især naa Maden er feed.
Hold op! Let kunde, som Gud forbyde!
Og Præsten komme, der, som I veed,
Er gammel og derfor en Smule egen;
Maaskee han bragde Jer Sennop til Stegen;
Nu lister Skalken sig bort i Løn;
Men Katten begynder at hyle og skrige;
Det hørde i Sengen Præstens Søn,
Sprang op og vækkede Karl og Pige.
Selv Præsten fornam den gruelige Larm,
Og tænkde, den Slemme var løs i Huset,
Thi kom han med Bogen under sin Arm,
Og uden Buxer, hvor sønderknuset
Af Anger og Ruelse Katten sad,
Og svedte af Rædsel og hyelde og bad.
”Se, her har vi Gaasetyven”! — begynder
Den listige Martin, Præstens Søn —
”Men bi kun en Smule, du gamle Synder!
Saa skal du paa Stedet annamme din Løn!” —
Flux greb han en Spade, der stod ved en Side,
Og gav Herr’ Mogens et vældigt Drag;
Det blev Magistren til største Qvide;
Han misted’ et Øie ved samme Slag.
Med Fork i Haanden ham Præsten stikker,
Saa jævnt med Greben som Tøsen prikker,
Og Tærskeren Jens ham med Pleilen slaaer,
Saa Syn ham og Hørelse fast forgaaer.
Da blier Magisteren ilde tilmode;
Fortvivlet, en Dødsens Candidat,
Han farer op og faaer Præsten fat
Et Sted, hvor man allermindst det troede;
Og bider fra ham med skarpen Tand
Det Halve af hvad ham gjorde til Mand.
Et Skrig udstøder den geistlige Herre,
Og synker til Jorden i Afmagt ned;
Høit skriger Martin, men meget værre
Skreg Maren, thi meest hun ved Tabet leed.
”O!” — raabde hun — Kunde han atter blive
En rigtig Præst! — ”og Hænderne vreed —
Min bedste Klokke vilde jeg give!
Forbandet den Haand, der har Snaren fat!
Ni Gange forbandet den Trold af en Kat!” —
Men hvad der af Præsten var blevet tilbage
Bortbar de Andre med Suk og Klage;
Dem fulgde Maren, der græd, saa en Steen
Sig maatte røre ved hendes Qvide.
Men Arrestanten, der mærked’ itide
At Fjenden var borte, var ikke seen;
Han gnaved paa Strikken med hvasse Tænder,
Den brast, og frelst over Stok og Steen
Tilbage til Kongens Gaard han render.